Gå til indhold
Laborantstuderende i laboratorie

Laborant

Bliv laborant - en naturvidenskabelig uddannelse med mange spændende jobmuligheder i fx medicinal- og fødevareindustrien og forskningslaboratorierne på universiteterne

Fakta

Varighed

2½ år

Studiestart

Sommer og vinter

Praktik

1 år

Søg ind

Om laborantuddannelsen

Laborantuddannelsen er noget for dig, hvis du drømmer om en meningsfuld uddannelse, som bidrager til at fremme bæredygtig udvikling og den almene folkesundhed.

Som færdiguddannet laborant kan du f.eks. arbejde med udvikling og kontrol af lægemidler, fødevaresikkerhed, genteknologi samt udvikling af mere miljørigtige produkter indenfor mange forskellige brancher.

Laborantuddannelsen gør dig i stand til at arbejde med analyseudstyr og -metoder, mikrobiologi samt cellebiologi. Under studiet kommer du til at bruge mange forskellige fagligheder inden for kemi, biologi og matematik.

Du får bl.a. undervisning i forskellige laboratorieteknikker, risikovurdering og kvalitetssikring af dit laboratoriearbejde.

Uddannelsen er varieret, og du får undervisning i state of the art-laboratorier, et indblik i spændende forskning og kendskab til den nyeste teknologi som bl.a. automatisering.

Halvdelen af undervisningstiden er laboratoriearbejde.

Du kan se frem til en naturvidenskabelig karriere med lav arbejdsløshed og masser af jobmuligheder, hvor du gør en forskel for samfundet.

Studieliv på laborantuddannelsen

Du kan læse til laborant på Campus Sigurdsgade på Nørrebro i København. Du vil dele adresse med 9 andre uddannelser, bl.a. bioanalytiker, ergoterapeut, fysioterapeut og jordemoder.

I de moderne bygninger på Sigurdsgade er der et levende studiemiljø og mange sociale aktiviteter på tværs af uddannelserne. Du kan f.eks. deltage i brætspilscafeer eller hænge ud i studenterhuset Sigurds Bar.

Du kan være aktiv i De Studerendes Råd for Laborantuddannelsen (LSR) og i Campusrådet. LSR arrangerer bl.a. en årlig hyttetur med hyggelige aktiviteter. På laborantuddannelsen er der fokus på inkluderende fællesskaber på tværs af semestre.

Adgangskrav

For at søge ind på laborantuddannelsen, skal du opfylde følgende specifikke adgangskrav, som gælder for alle ansøgere med en gymnasial eksamen. De specifikke adgangskrav skal være bestået inden studiestart:

  • Matematik C
  • Bioteknologi A eller Kemi C

Mangler du ét eller flere af disse fag, har du mulighed for at supplere. Læs mere om betinget optagelse og suppleringsfag.

I kvote 1 vurderes du udelukkende på baggrund af gennemsnittet fra din adgangsgivende eksamen.

For at søge ind via kvote 1 skal du have bestået en dansk gymnasial eksamen (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF) og opfylde de specifikke adgangskrav til uddannelsen.

Ansøgningsfristen for kvote 1 er den 5. juli kl. 12.00.

Hvis du er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til at du kan optages i kvote 1, skal du søge i kvote 2 inden d. 15. marts kl. 12.00.

Hvis du har bestået flere adgangsgivende eksaminer, kan du kun blive optaget på baggrund af den første. Du kan ikke forbedre din eksamenskvotient ved at tage enkeltfag.

Du skal søge i kvote 2, hvis du opfylder de specifikke adgangskrav og har ét af følgende adgangsgrundlag.

Adgangseksamen til ingeniøruddannelserne

Med de specifikke adgangskrav:

  • Matematik på C-niveau og
  • Bioteknologi på A-niveau eller Kemi på C-niveau.

3-årig erhvervsuddannelse

Fuldført erhvervsuddannelse med en normeret varighed på 3 år eller mere. Med de specifikke adgangskrav:

  • Matematik på C-niveau og
  • Kemi på C-niveau eller naturfag på C-niveau eller bioteknologi på A-niveau

Gymnasiale enkeltfag med:

  • Dansk på A-niveau
  • Engelsk på B-niveau
  • Matematik på C-niveau
  • Bioteknologi på A-niveau eller både biologi på C-niveau og kemi på C-niveau

Alle gymnasiale enkeltfag skal være bestået den 5. juli kl. 12.00 eller eventuelt senest inden studiestart. Læs mere om betinget optagelse

Alle fag skal være bestået med et vægtet gennemsnit på mindst 02. Gennemsnittet udregnes på baggrund af samtlige karakterer for faget.

Gymnasial eksamen med et gennemsnit under adgangskvotienten

Hvis du har en gymnasial eksamen (STX, HF, HHX, HTX, EUX, GIF) og er i tvivl om dit gennemsnit er højt nok til optagelse i kvote 1, skal du søge ind via kvote 2.

Udenlandsk eller international adgangsgivende eksamen

Er du statsborger i et land uden for EU/EØS, eller har en udenlandsk adgangsgivende eksamen, er der særlige forhold du skal være opmærksom på.

Læs mere om reglerne for optagelse med udenlandsk adgangsgivende eksamen og sprogkrav

Ingen adgangsgivende eksamen

Har du ikke en adgangsgivende eksamen, kan du få foretaget en Individuel kompetencevurdering (IKV).

Her vil du blive vurderet på, om din samlede viden og dine kompetencer kan sidestilles med en adgangsgivende eksamen, som kan gøre dig optagelsesberettiget.

Bemærk, at du også skal opfylde de specifikke adgangskrav.


Kvote 2 – andre vurderingskriterier

Søger du ind i kvote 2, vil du ud over dit adgangsgrundlag blive vurderet på følgende kvalifikationer:

  • Dit eksamensgennemsnit
  • Niveauer og/eller karakter i kemi. Hvis du har højere niveau end det krævede C-niveau og/eller særligt gode karakterer, kan det øge dine chancer for optagelse
  • Uddannelsesrelevant erhvervsarbejde, minimum 3 mdr. á 30 t/uge
  • Dele af andre videregående uddannelser. Beståede eksaminer uanset fag
  • Niveau og/eller karakterer i matematik og evt. biologi. Hvis du har højere niveau end det krævede C-niveau og/eller særligt gode karakterer, kan det øge dine chancer for optagelse
  • Højskole eller frivilligt arbejde, minimum 4 mdr.
  • Arbejde i udlandet, minimum 3 mdr. á 30 t/uge
  • Motiveret ansøgning
  • Alment erhvervsarbejde eller værnepligt, minimum 3 mdr. á 30 t/uge
  • Frivilligt arbejde i udlandet eller ophold i udlandet

Du skal indsende ekstra dokumentation, hvis du ikke har bestået faget på et højere niveau. Er du dumpet i et af de specifikke fag på et højere niveau, skal du bede din skole/gymnasium om en underskrevet dokumentation på, at du har gennemført og bestået det forudgående niveau.

Hvis skolen ikke kan eller vil udstede en sådan dokumentation, så vil du være nødt til at tage et suppleringskursus i det krævede fag.

Du skal uploade dokumentationen sammen med dit eksamensbevis, når du søger ind via optagelse.dk.

Søg ind

Du søger om optagelse på uddannelsen ved at søge via optagelse.dk. Det gælder både for kvote 1 og 2

Ansøgningsfrister

Du kan læse mere om uddannelsens adgangskrav her

Sådan søger du

Når du søger ind på uddannelsen, skal du huske følgende:

  1. Undersøg om du opfylder alle adgangskrav for uddannelsen (kvote 1 og kvote 2), herunder de eventuelle specifikke krav.
  2. Sammenlign adgangskvotienten fra sidste år med din egen – overvej om du skal søge ind via kvote 1 eller kvote 2.
  3. Tjek ansøgningsfrister
  4. Få styr på, hvad du skal vedhæfte af dokumentation
  5. Overvej om du bør søge en standby-plads
  6. Ansøg om optagelse på www.optagelse.dk – du skal bruge dit MitID til at logge ind*
  7. Du får svar på din ansøgning d. 26. juli 2024

*Hvis du som udenlandsk ansøger søger uden MitID, skal du inden ansøgningsfristen d. 15. marts sende din underskriftside fra optagelse.dk til os på e-mail: optagelse@kp.dk

Hvis du har søgt om optagelse på en eller flere af Københavns Professionshøjskoles uddannelser, har du løbende mulighed for at se en status på din ansøgning på nemStudie.dk. Meddelelser som fx rykkerskrivelser og afgørelser vil fremgå på nemStudie.dk.

NemStudie.dk – Spørgsmål og svar

Her kan du få vigtig information og svar om nemstudie.dk

Hvordan logger jeg på nemStudie?

Har du MitID, skal du bruge det til log-in. Hvis du fx er udenlandsk ansøger eller har du ikke MitID, skal du logge dig på med din e-mailadresse.

Kan jeg ansøge via min mobiltelefon eller tablet?

Nej, du kan ikke søge via din mobiltelefon eller tablet. Du skal bruge en computer. Brug Google Chrome som browser.

Hvordan ændrer jeg i min profil?

Når du har været logget på nemStudie første gang og din profil er oprettet, så kan du efterfølgende alene rette i din mailadresse og telefonnummer.

Hvordan kan jeg følge status på min ansøgning?

Du får en advisering pr. mail, når der er en ny besked i nemStudie vedrørende din ansøgning (husk også at kigge i dit spamfilter).

Du kan læse beskeden i nemStudie. Hvis du bliver bedt om dokumentation ifm. din ansøgning, fx dit eksamensbevis, skal du også gøre det i nemStudie.

Hvordan kan jeg kommunikere med KP om min ansøgning?

Du kan kontakte KP optagelse på mail: optagelse@kp.dk

Jeg har ikke mulighed for at indscanne mine bilag – hvad gør jeg?

Du kan tage et tydeligt foto med din mobiltelefon og indsende som bilag til din ansøgning.

Hvordan ved jeg om min ansøgning har mangler?

Du får en advisering pr. mail, hvis KP efterlyser dokumentation (husk også at kigge i dit spamfilter). Selve beskeden skal du læse i nemStudie.

Hvordan og hvornår får jeg svar på min ansøgning?

Du får svar på din ansøgning i nemStudie. Hvornår du får svar, afhænger af, om du har søgt i ordinært optag på optagelse.dk eller ledige pladser på nemStudie.dk.

Læs mere om svartider på de relevante uddannelsessider på kp.dk.

Kan jeg søge om optagelse på flere uddannelser? Og hvordan gør jeg?

Du skal udfylde en ansøgning for hver uddannelse, du ønsker at søge.

Hvordan kan jeg annullere min ansøgning?

Har du søgt via optagelse.dk skal du annullere din ansøgning på optagelse.dk senest 5. juli kl.12.00.

Hvis du har søgt en ledig plads via nemStudie, kan du annullere din ansøgning på nemStudie ved at:

  1. Vælg menuen ’Ansøgninger’
  2. Vælg den relevante uddannelse
  3. Annuller din ansøgning, nederst på skærmbilledet. Der går nogle minutter fra du har indsendt din ansøgning, før det er muligt at annullere.

Du får svar på din ansøgning d. 26. juli 2024. Svaret sendes til den e-mail, du har oplyst i din ansøgning.

Du vil kun få tilbudt én studieplads, når du har søgt via optagelse.dk. Hvis du ikke optages på en uddannelse, vil du modtage et afslagsbrev fra Den Koordinerede Tilmelding, som håndterer ansøgningerne.

Får du tilbudt en studieplads, skal du svare enten ja tak eller nej tak til pladsen på nemStudie.dk.

Hvis du ikke har fået tilbudt en studieplads, kan du se om der er ledige studiepladser.

Indhold og opbygning

Laborantuddannelsen er en kortere videregående uddannelse, der varer 2½ år og består af 5 semestre. Det første 1½ år foregår på skolen, mens det sidste år foregår som lønnet praktik i en virksomhed.

Uddannelsen til laborant er en fuldtidsbeskæftigelse med mange forskellige studieaktiviteter. Du bliver budt på en alsidig og afvekslende blanding af teori, laboratoriearbejde, projektarbejde, foredrag, studiebesøg og temaundervisning.

På laborantuddannelsen kan du tage din praktik i udlandet. Tidligere studerende har været i praktik i lande som Storbritannien, Tyrkiet, Sverige og Tyskland.

I studieaktivitetsmodellen kan du se, hvordan laborantuddannelsen er sat sammen af forskellige studieaktiviteter.

Semesteroversigt

Oversigt over, hvordan uddannelsen til laborant er opbygget ift. teori + laboratoriearbejde og praktik

Semestre

Indledende laboratoriearbejde

Forløbet er introduktion til arbejdet i laboratoriet, kendskab til og anvendelse af basalt udstyr, introduktion til grundlæggende risikovurdering og god adfærd på laboratoriet samt til kvalitetssikring af laboratoriearbejdet.

Grundlæggende analyseteknik

Forløbet har fokus på grundlæggende forståelse af at arbejde i laboratoriet samt tilhørende sikkerheds- og kvalitetssikringssystemer, anvendelse af teknikker og udstyr, simpel prøveforberedelse, videndeling af data og erfaringer.

Analyseteknik 1

Forløbet har fortsat fokus på forståelse af laboratoriearbejde samt tilhørende arbejdsmiljø og kvalitetssikring.

Der arbejdes med udvalgte centrale analysetekniske metoder til detektion, identifikation og kvantificering herunder planlægning, prøvepræparation, udstyr og teknikker samt behandling, vurdering og formidling af data.

Fødevarer

Forløbet har fokus på prøveforberedelse til centrale analysetekniske metoder samt planlægning og udførsel af analyser til at løse flerfaglige opgaver. Desuden lægges fokuseres på samarbejde på tværs af professioner, hvor der lægges vægt på planlægning, videndeling og præsentationer.

Analyseteknik 2

Forløbet har fortsat fokus på forståelse af laboratoriearbejde samt tilhørende arbejdsmiljø og kvalitetssikring.

Der arbejdes med udvalgte centrale analysetekniske metoder til detektion, identifikation og kvantificering herunder planlægning, prøvepræparation, udstyr og teknikker samt behandling, vurdering og formidling af data.

I dele af forløbet arbejdes med mere komplekse analysetekniske metoder (f.eks længerevarende forløb, store datamængder, sammensatte og/eller avanceret teknikker).

Lægemidler

Forløbet har fokus på kvalificering af udstyr og validering af analysemetoder i forhold til produkt-fremstilling og -analyse.

Endvidere indgår produkt- og produktionsforståelse. Der arbejdes med bl.a. planlægning, gennemførelse, databehandling og afrapportering med henblik på at kunne sikre pålidelige analyseresultater.

Optimering og udvikling

Forløbet har fokus på optimering og udvikling af analyseteknisk metoder med inddragelse af videregående databehandling og statistik.

Endvidere indgår fejlfinding på udstyr og materialer samt introduktion til forskning og udvalgte emner inden for forsøgsplanlægning.

Afsluttende skoleprojekt

I dette forløb arbejdes projektorienteret. Der arbejdes med en valgfri laboratorieopgave i tilknytning til projektarbejdet.

I disse to semestre skal du i lønnet praktik i en virksomhed eller på et universitet.

Praktik på laborantuddannelsen

På laborantuddannelsen skal du i praktik i et år. Praktikken giver dig et nært indblik i arbejdet som laborant. Med praktikken får du uddybet og udfordret dine praktiske kompetencer og din teoretiske viden.

Praktikken giver dig også anledning til at styrke dit CV, afprøve et arbejdsområde og målrette din uddannelse i forhold til dine karriereplaner og faglige interesser.

Praktikken er en oplagt mulighed for at få værdifulde erfaringer allerede under dit uddannelsesforløb.

På 4. og 5. semester skal du i lønnet praktik i en virksomhed. Du vælger helt selv, om du vil i praktik i Danmark eller i udlandet.

For information omkring praktikantlønninger, henviser vi til Dansk Laborant-Forening/HK: https://www.hk.dk/omhk/tvaergaaende-landsforening-og-branchesektion/dlf/statistikker/loenstatistik

Hvis praktikken er i udlandet, kan du søge om SU.

I praktikken arbejder du med virksomhedens opgaver på lige fod med de øvrige ansatte.

Praktikken afsluttes med en praktikrapport. I forlængelse af praktikken skal du udfærdige det afsluttende eksamensprojekt, hvor du kan specialisere dig inden for et givent område.

Virksomhederne udarbejder stillingsopslag med de ledige praktikpladser, som de annoncerer via jobportaler. Københavns Professionshøjskole deler ligeledes stillingsopslagene med dig.

Du kan med fordel søge om en praktikplads ved et praktiksted, som matcher dine interesser og spidskompetencer.

Du skal som studerende selv gøre en indsats for at søge en praktikplads og gå til samtale, men du får masser af hjælp fra Laborantuddannelsen.

Der afholdes praktikcafeer på 2. og 3. semester, hvor der både vil være oplæg om praktiksøgning og god hjælp til at skrive ansøgninger.

Studerende har tidligere været i praktik i private virksomheder som fx

  • Novo Nordisk
  • Novonesis
  • Topsøe
  • CP Kelco
  • AGC Biologics
  • Coloplast
  • Fujifilm
  • Eurofins
  • ALK
  • Glycom

Eller på offentlige arbejdspladser som fx

  • Københavns Universitet
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Statens Serum Institut.

Ønsker din arbejdsplads at få en laborantstuderende i praktik?

Talentspor

På Københavns Professionshøjskole kan de særligt dygtige og engagerede laborantstuderende komme på Talentsporet på 3. semester.

Som studerende på Talentsporet får du udarbejdet en individuel uddannelsesplan og modtager et særskilt deltagerbevis for gennemførsel, som kan bidrage til bedre jobmuligheder.

Aktiviteter på Talentsporet kan være:

  • Deltagelse i laborantuddannelsens forsknings- og udviklingsaktiviteter
  • Undervisning af andre studerende
  • Deltagelse i populærvidenskabelige formidlingsaktiviteter og/eller bidrage til udformning af undervisningsmateriale
  • Deltagelse i konferencer og ekskursioner
  • Deltagelse i særlige forskningsbaserede studieprojekter – ofte i samarbejde med virksomheder

For at blive optaget på Talentsporet skal du have bestået både 1. og 2. semesterprøve med minimum 10 (der kan gøres undtagelser) og udvise særlig motivation og engagement i fagene.

Bliv Studerende for en dag

Som studerende for en dag kan du opleve Københavns Professionshøjskole indefra og få et førstehåndsindtryk af det faglige og sociale miljø på en af vores uddannelser.

Studiestart

Næste studiestart er sommer 2024

Job og karriere

Arbejdsmarkedet efterspørger laboratorietekniske kompetencer, og som laborant har du gode jobmuligheder efter endt uddannelse.

Når du er færdiguddannet, kan du komme i arbejde inden for både det offentlige og private i fx

  • medicinalindustrien
  • fødevareindustrien
  • bioteknologiske virksomheder
  • den kemiske industri
  • forskningslaboratorier på universiteterne
  • tekstil-, plast- og malingsindustrien
  • fødevareregioner

Læs videre

Som laborant har du flere muligheder for efter- og videreuddannelse.

Du kan læse mere om dine videreuddannelsesmuligheder på Uddannelsesguiden.

Løn for laboranter

På HK’s hjemmeside kan du følge de aktuelle lønstatistikker for laboranter

Kontakt

Hvis du har spørgsmål om uddannelsesvalg og optagelse så kan du kontakte os på:

Telefon: 72 48 75 41
Mail: optagelse@kp.dk

Telefontider

Mandag, onsdag og fredag: kl. 09.00-11.30

Tirsdag og torsdag: kl. 12.30-14.30

Kontakt eVejledning, hvis du har flere spørgsmål om optagelse på andre videregående uddannelser.

Har du spørgsmål til SU, så kontakt SU-vejledningen.
E-mail: sikkermail-stu-su@kp.dk
Telefon: 72 48 75 42

Telefonen er åben mandag, onsdag og fredag kl. 9.00-11.30 og tirsdag kl. 12.30-14.30.

Personlig henvendelse på Humletorvet 3, K3.09 kan kun ske efter aftale.

Du søger SU online på minSU: www.su.dk. Her kan du også læse mere om de aktuelle satser og betingelser for at modtage støtte.

For at få adgang til minSU skal du bruge MitID.

Ring eller send en mail til den fælles Studie- og karrierevejledning:

Mail: studievejledning@kp.dk

Telefon: 72 48 75 46

Telefontid

Se aktuelle telefontider.

Adresse

Sigurdsgade 26
2200 København N

Praktiske oplysninger

Som studerende må du påregne udgifter til bøger og andet på studiet. Den samlede udgift for bøger til hele studiet og laboratorieudstyr (kittel, sikkerhedsbriller mm.) er ca. 4500 kr.

Næsten hele udgiften ligger ved studiestart/1. semester. Efterfølgende vil der kun være bogudgifter til laboratoriejournaler i form af kinabøger i A4-størrelse.

Har du funktionsnedsættelse grundet en fysisk eller psykisk lidelse, der gør, at du har brug for særlig støtte til at gennemføre din uddannelse, så kan du søge specialpædagogisk støtte (SPS).

Få mere information om støttemuligheder på SPS’s hjemmeside eller kontakt Studie- og karrierevejledning.

Du får tilknyttet en SPS-underviser, hvis du får tildelt SPS-støtte. Du kan få råd og vejledning på uddannelsen til at søge SPS.

Der er desuden mulighed for at gennemføre praktikken på deltid efter aftale med virksomheden.