Når legen får plads, vokser både læring og fællesskab
Når legen får mere plads i undervisningen, får flere børn mulighed for at vise deres styrker og finde deres plads i fællesskabet. Det har børnehaveklasseleder Sofie Johnen erfaret, efter at hun er begyndt at arbejde mere bevidst med leg og læring.
2. november 2026
Papstykker, tape og genbrugsmaterialer ligger spredt ud over bordene. Rundt omkring i klasselokalet er børn i gang med at bygge deres bud på fremtidens klasserum i børnehaveklassens fælles projekt ’Arkitekt for en dag’.
Nogle tegner. Andre bygger møbler. En gruppe diskuterer, hvor hyggekrogen skal placeres. Midt i det hele sidder en dreng, dybt koncentreret. Han er i gang med at konstruere små lamper. Hans klassekammerater stimler sammen om ham, for de vil gerne lære at lave sådanne små lamper.
For børnehaveklasseleder Sofie Johnen fra Det kongelige Vajsenhus er dét et billede på, hvad der kan ske, når leg får lov til at fylde mere i undervisningen. Normalt var drengen var ikke den, de andre gik til for hjælp. Men denne dag blev han eksperten: ”Så begyndte han jo at designe til hele gruppen og fik pludselig en ny rolle i fællesskabet”, fortæller hun.
Oplevelsen her var Sofies første erfaringer med at lave legedesign, inspireret af hendes deltagelse på modulet Leg og læring i børnehaveklassen
Flere måder at lykkes på
Når børn starter i skole, kommer de med vidt forskellige erfaringer, interesser og styrker. Nogle er hurtigt på hjemmebane med bogstaver og tal. Andre viser deres kompetencer gennem fantasi, kreativitet, samarbejde eller praktiske løsninger.
Sofie har gode erfaringer med, at en legende tilgang kan åbne flere døre ind i fællesskabet. I arkitektforløbet arbejdede børnene med at bygge fremtidens klasserum. Opgaven havde ikke ét rigtigt svar. Derfor opstod der plads til mange forskellige bidrag. Nogle udviklede idéer, nogle organiserede, mens andre byggede og eksperimenterede.
At arbejde med legedesign handler især om at være bevidst om, at legens første handling er afgørende. Leg kræver en forhandling om legens mening, og her er legens første handling den ramme, der stilles til rådighed, som børnene kan svare på ved enten at acceptere, afvise eller bygge videre på invitationen.
“Inden jeg starter et nyt forløb op, er jeg mere bevidst om at sætte rammer, der får børnene til at mestres og blive set, for alle børn kan noget godt. Man kan jo ikke ramme alle børn hver gang, men i arkitektforløbet havde jeg brug for at få nogle børn til at shine i fællesskabet og jeg vidste, de var kreativt stærke”, fortæller Sofie.
Netop den erfaring ser hun som afgørende. Når børn oplever, at de kan bidrage med noget værdifuldt, styrkes både deres deltagelse og deres tilknytning til fællesskabet.
Fællesskabet først
I Sofies klasse er fællesskabet ikke blot en hyggelig sidegevinst ved undervisningen. Det er selve fundamentet. For Sofie hænger trivsel, deltagelse og læring tæt sammen. Børn har mere mod på at lege, undersøge og eksperimentere, når de føler sig trygge, betydningsfulde og som en del af noget større:
“Jeg er meget mere opmærksom på, at det skal være hyggeligt og fedt at komme i skole. Når vi har det godt sammen, så kan vi lære, i stedet for at tænke: Nu skal vi bare være klar til at lære”
Denne tilgang understøttes både i det nuværende faghæfte for børnehaveklassen og i den kommende fagfornyelse. Leg udgør et centralt element i børnehaveklassen med vægt på legens egenværdi og læring gennem leg. Det betyder, at der er lagt vægt på at børn lærer, mens de leger. Dermed går læringsforståelsen fra børn som modtagere af læring til børn som aktivt undersøgende og nysgerrige i forhold til deres omverden.
Derfor bruges der tid på at opbygge relationer, skabe fælles oplevelser og sikre, at alle børn oplever at høre til.
Leg er også læring
Når børnene leger dyrehospital, bygger modeller eller spiller teater, arbejder de samtidig med sprog, samarbejde, problemløsning og kommunikation: “Vi træner ordforråd og at vente på tur. Vi laver kompromisser og samarbejder”, siger Sofie.
Det særlige ved legen er, at børnene ofte øver sig på færdighederne uden først og fremmest at være optaget af, at de lærer. De er optaget af opgaven, historien eller den fælles mening. Læringen opstår undervejs.
Samtidig giver legen mulighed for at afprøve forskellige roller og positioner i fællesskabet.
I arkitektprojektet så Sofie børn, der tog lederskab. Børn, der lykkedes med kreative løsninger. Og børn, der fandt nye måder at samarbejde på: “Jeg så, at de legede med materialerne. Jeg så, at de legede med idéer. Jeg så, at de legede med forskellige roller.”
Den voksne som medaktør
Arbejdet med leg har også ændret Sofies egen rolle. Hun beskriver sig selv mindre som en, der bør gå foran og mere som en, der skaber rammerne og støtter børnenes initiativer: “Det er ikke mig, der skal have alle svarene. Min opgave er at skabe rammerne og være nysgerrig på, hvad børnene bringer ind i aktiviteten”.
Den rolle kræver, at man som voksen tør slippe noget af kontrollen. Ikke alt kan planlægges på forhånd, når børn får reel indflydelse på processerne.
Men netop her opstår ofte de mest værdifulde øjeblikke.
For Sofie var et af de stærkeste tegn på, at arkitektforløbet havde ramt noget vigtigt, ikke det færdige resultat, men det, der skete bagefter.
Da undervisningen sluttede, fortsatte flere af børnene legen ude i frikvarteret. De tog idéerne, rollerne og fantasien med sig videre.
For Sofie er det et tegn på, at noget vigtigt er lykkes: “For mig er det vigtigste, at vi ser hinanden, har det godt sammen, og at alle har lyst til at komme i morgen.”
Moduler for dig, som er eller vil være børnehaveklasseleder
Alle artikler om det pædagogfaglige område
Læs flere faglige artikler – og hold dig opdateret med ny viden inden for dit fagområde: