Gå til indhold
Billede af mand med funktionsnedsaettelse

Ny uddannelse giver mennesker uden talesprog en tydeligere stemme

Mennesker med lidt eller intet talesprog skal have bedre muligheder for at deltage i eget liv. Det er et af perspektiverne i en ny vejlederuddannelse på Københavns Professionshøjskole.

Omkring 25.000 mennesker i Danmark lever, ifølge Ida Mundt, lektor på KP’s Institut for Livslang Læring, uden eller med meget lidt talesprog. Det stiller store krav til de fagprofessionelle, der hjælper dem med at kommunikere med omverdenen, udvikle sig i fællesskaber og få de bedste muligheder for at deltage i eget liv.

Netop behovet for at styrke fagligheden omkring alternativ og supplerende kommunikation (ASK) på handicap- og specialområdet fik KP’s Institut for Livslang Læring til at udvikle fagområdet, og i august 2025 kunne instituttet udbyde den første fulde diplomuddannelse i vejledning på området.

Den første vejleder er nu uddannet

Mette Damkjær er uddannet pædagog og arbejder i dag som ASK-vejleder på Postens Vej i Vejle – et bofællesskab for voksne med udviklingshæmning. Hun var blandt de første, der tilmeldte sig den fulde diplomuddannelse, og blev den første færdiguddannede ASK-vejleder. At Mette og mange andre nye ASK-vejledere i år bliver færdiguddannet og dermed kommer ud i specialskoler og botilbud for at bruger deres kompetencer, er godt nyt for mennesker med intet eller meget lidt talesprog. Det betyder, at de kan få specialiserede pædagoger og lærere, der har viden og redskaber til at give dem en tydeligere stemme i hverdagen og flere deltagelsesmuligheder i de fællesskaber, de indgår i eller gerne vil være en del af.

”Vi er meget stolte af, at Mette Damkjær nu som den første kan kalde sig ASK-vejleder og er klædt godt på til arbejdet med at sikre, at retten til at blive hørt og deltage i samfundet også gælder mennesker uden eller med meget lidt talesprog,” siger Ida Mundt, der er lektor på KP’s Institut for Livslang Læring og har stor erfaring med alternative kommunikationsformer på området for mennesker med funktionsnedsættelse.

Mette Damkjær, ASK-vejleder

Alle mennesker skal kunne udtrykke deres ønsker, tanker og følelser

Retten til at blive hørt gælder alle mennesker. Også dem, der ikke har et talesprog. FN’s Handicapkonvention slår nemlig fast, at mennesker med handicap skal kunne udtrykke sig og kommunikere på lige fod med andre borgere. Og blandt andet derfor er der brug for en stærk faglighed på området, mener Mette Damkjær, som er glad for at have gennemført uddannelsen og har skrevet afgangsprojektet “Når kommunikation bliver et fælles ansvar”. For alternativ og supplerende kommunikation handler ikke alene om hjælpemidler. Det handler om mennesker, relationer, deltagelse og livskvalitet, fortæller hun:

”ASK handler ikke kun om hjælpemidler eller metoder. Det handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at alle mennesker kan udtrykke ønsker, behov, tanker og følelser – og dermed få mulighed for reel deltagelse, indflydelse og selvbestemmelse. Jeg glæder mig til at bringe min nye viden endnu mere i spil og fortsætte arbejdet med at udvikle praksis, styrke tværfaglige samarbejder og være med til at sikre, at kommunikation bliver et fælles ansvar.”

Københavns Professionshøjskole og Institut for Livslang Læring siger stort tillykke til Mette Damkjær og alle de andre kommende ASK-vejledere, der nu skal ud i praksis for at bringe deres nye viden i spil.

Billede af mand med funktionsnedsaettelse

ASK-vejleder

Få kompetencer til at støtte mennesker med begrænset eller intet talesprog og skabe meningsfulde, udviklende indsatser.

Bliv ASK-vejleder

Få inspiration til det pædagogfaglige område

Alle artikler om det pædagogfaglige område

Læs flere faglige artikler – og hold dig opdateret med ny viden inden for dit fagområde:

Kontakt

Ida Marie Mundt

Lektor

+45 41 89 74 80