Når dokumentation bliver en del af fagligheden
Dokumentation er en vigtig del af det pædagogiske arbejde. Er du opmærksom på, at dit valg af ord og fokus former synet på det menneske, du skriver om?
8. juni 2026
”Villads deltager kun i begrænset omfang i fælles aktiviteter. Han søger ofte grænser og opmærksomhed.”
Sådan kan en pædagogisk dokumentation begynde. Det kan lyde nøgternt – men det er også en formulering, der let kan komme til at hænge ved og fortælle noget om, hvem Villads er.
For ordene er ikke neutrale. De er med til at forme, hvordan vi som pædagoger forstår barnet – og hvordan andre møder borgeren.
Hvad nu hvis den samme situation blev beskrevet anderledes?
“Villads har brug for støtte til at blive i fælles aktiviteter. Han bliver ofte optaget af ting omkring sig og har svært ved at vende tilbage til det, gruppen er i gang med. Når en voksen hjælper med tydelige rammer og guidning, kommer han lettere med igen”.
Forskellen er ikke kun sproglig. Den er definerende for det pædagogiske arbejde.
Dokumentation afspejler praksis
For socialpædagog Therese Holdt fra SOKON Socialkonsulenter har arbejdet med skriftlighed ændret både den måde, hun dokumenterer – og den måde, hun ser sin praksis på.
“Det stykke arbejde, vi laver i praksis, afspejler den dokumentation, vi laver,” siger hun.
Skriftlig dokumentation er dermed ikke blot en administrativ opgave, men udtryk for et menneskesyn, et fagligt blik og en etisk position.
“Beskriver jeg en som doven, så siger det også noget om det blik, jeg har på det menneske.”
Erkendelsen har gjort Therese mere opmærksom på, hvad hun får øje på i hverdagen, og hvordan hun formulerer det. Det handler ikke om at skrive mere – men om at skrive mere præcist og med større bevidsthed.
Ord sætter spor
Når vi skriver, vælger vi samtidig, hvad der træder frem – og hvad der træder i baggrunden.
Hvis Villads beskrives som et barn, der “søger grænser”, kan det fremstå som en egenskab ved ham. Noget, han er. Alternativt kan hans handlinger beskrives i en sammenhæng: som noget, der opstår i bestemte situationer – og som kan handles på, med den rette støtte.
Den forskel har betydning. Ikke kun for teksten, men for den indsats, der sættes i gang.
At skrive til – og med borgerens stemme
En af de største forandringer i Thereses praksis handler om, hvem dokumentationen egentlig er skrevet til.
“Jeg har prøvet at inddrage en borger i det, der bliver skrevet – og der havde han faktisk perspektiver på sin egen dokumentation.”
Når borgeren inddrages, bliver beskrivelserne ofte mindre vurderende og mere konkrete, og dokumentationen bliver lettere at genkende for den, den handler om.
I eksemplet med Villads kunne det lyde:
Villads har flere gange givet udtryk for, at han oplever matematiktimerne som svære og nogle gange kedelige. “Det er, som om jeg ikke helt ved, hvad jeg skal gøre, så begynder jeg at lave noget andet,” fortæller han.
Hvis Villads stemme og perspektiv bliver en del af dokumentationen, fremstår hans handlinger ikke kun som adfærd, men som noget, der hænger sammen med oplevelser og situationer.
Den faglige vurdering forsvinder ikke – den bliver skarpere.
Magt og positionering i sproget
Dokumentation kan aldrig være fuldstændig objektiv. Den er altid skrevet fra et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt og med et bestemt formål.
“Vi ser jo mennesker fra forskellige positioner – og det påvirker også, hvordan vi beskriver dem,” siger Therese.
Derfor handler professionel skriftlighed ikke om at være neutral, men om at være bevidst om sine valg: Hvad vælger jeg at tage med? Hvad vælger jeg fra? – og hvorfor?
Denne bevidsthed gør dokumentationen mere gennemsigtig og fagligt ansvarlig – og samtidig lettere at dele og bruge i samarbejde med borgeren og andre fagpersoner.
Mindre tid – bedre kvalitet
En erfaring fra praksis er, at øget skriftlig bevidsthed ikke gør arbejdet mere tungt – tværtimod.
“Før brugte jeg omkring tre timer på en status. Nu tager det halvanden time,” fortæller Therese.
Forskellen ligger ikke i mængden, men i præcisionen.
“Når jeg vælger noget til, så vælger jeg også noget fra – og det er okay, hvis jeg ved hvorfor.”
Resultatet er mere overskuelige og anvendelige tekster – og en praksis, hvor dokumentation understøtter arbejdet frem for at stå ved siden af det.
Skriftlighed som en del af fagligheden
For Therese er den største forandring ikke kun, at hun skriver anderledes – men at hun tænker anderledes om det, hun skriver.
“Nu tror jeg mere på det, jeg går ud og formidler,” siger hun.
Skriftlighed bliver dermed ikke en opgave ved siden af det pædagogiske arbejde, men en integreret del af selve fagligheden.
Tre ting, der gør en forskel i praksis
Hvis du vil arbejde mere bevidst med skriftlig dokumentation, er her tre centrale greb:
-
Skriv til og med – og ikke kun om borgeren
Tænk over, hvem teksten er skrevet til, og hvordan den kan læses af den, den handler om. Invitér gerne borgeren med ind i den skriftlige kommunikation.
-
Vær bevidst om magt og position
Din beskrivelse er aldrig neutral – den udspringer af et bestemt blik og en bestemt position.
-
Husk at teksten får et efterliv
Dokumentation lever videre i systemer, beslutninger og nye sammenhænge – også længe efter, den er skrevet.
Vil du vide mere?
Vil du arbejde videre med skriftlig kommunikation i praksis, kan du lade dig inspirere af bogen ‘Med barnet på skulderen. 9 skriftlighedsprincipper. Om at skrive sammen med og om børn og unge i udsatte positioner‘. Her præsenterer Mette Larsen, Ida Marie Leth Svendsen og Bettina Bruun Andersen ni skriftlighedsprincipper, der understøtter en mere bevidst og inddragende dokumentationspraksis.
Bogen tager afsæt i børneområdet, men principperne kan med fordel anvendes bredt – også i arbejdet med voksne.
Er du interesseret i kompetenceudvikling, kan dette modul være noget for dig:
Alle artikler om det pædagogfaglige område
Læs flere faglige artikler – og hold dig opdateret med ny viden inden for dit fagområde: