En god overgang starter, før det nye botilbud er fundet

Værn om relationerne

Når de unge skal forlade anbringelsesstedet, er der stor risiko for brudte relationer til venner og voksne på stedet.

Derfor er det vigtigt at arbejde med, hvordan man støtter den unge i at fastholde eksisterende relationer og samtidig sikre, at de får skabt nye relationer både til de unge, de skal bo med, og til de professionelle.

”Vi har et eksempel fra projektet på et godt forløb, hvor en pædagog fra børne- og ungehjemmet fulgte med over til det nye botilbud, sov der den første nat og var med lidt den første uge og kunne overdrage erfaringer og bygge bro til de nye professionelle. Det skabte tryghed for den unge, og de nye professionelle kunne se, hvordan kommunikationen fungerede mellem den kendte pædagog og den unge. Nogle af de unge er nonverbale, og der er det jo særligt afgørende, at de nye professionelle lærer den unges kommunikationsstil at kende”, fortæller Inge Storgaard Bonfils, som erkender, at det ikke nødvendigvis er så nemt. ”Der kommer jo noget økonomi i det, for hvem skal betale for, at de kendte voksne følger med over til det nye sted, når det er to forskellige pengekasser”.

Tag koordinatorrollen fra forældrene, og brug deres viden

Et af de vigtigste fund i projektet handler om forældrene til de unge mennesker. ”Vi har gentagne beskrivelser fra forældre, der oplever at stå med ansvaret og koordinationsarbejdet i forhold til at skabe en god overgang. Mange fortæller, at de føler sig på dybt vand og savner tilstrækkelig kommunikation fra myndighedsrådgiverne. De oplever, at deres viden som forældre ikke inddrages godt nok eller bliver tilsidesat. Det peger på, hvor vigtigt det er at holde forældrene løbende orienteret og at anerkende den viden, de har om deres barn”, siger Cecilie K. Moesby-Jensen. Afskærer man forældrene, afskærer man en meget vigtig kilde til viden om, hvem den unge er, den unges historie, behov og måder at kommunikere på.

Send en SMS

Nogle gange kan det være relativt små ting, der gør, at forældre oplever, at de bliver holdt i hånden i processen og informeret om, hvad der er i gang, og hvornår de kan forvente, at det næste sker, fortæller Inge Storgaard Bonfils: ”Som en af myndighedshaverne sagde til os: ’jeg kunne også lige sende en sms til forældrene om, at nu har vi gjort det og det. Ikke fordi de skal handle på noget, men så er de informerede’. Vi hører fra forældrene, at løbende kommunikation kan være meget hjælpsomt i deres proces. Ellers kommer de til at føle, at de skal gøre det hele selv”.

Start dialogen trods uklarheder

Der kan være forskel på, hvor meget information og inddragelse forældre har brug for. ”Professionelle skal tænke over, hvad det er for nogle forældre, de sidder overfor, og hvor meget og hvilken type information, forældrene har brug for. For information har de brug for. Det kan også være beskeder om, hvad der ikke er afklaret; fx ’vi ved faktisk ikke, hvor dit barn kommer til at bo, for vi ved ikke, hvornår der bliver noget ledigt. Men vi forestiller os, at et sted på landet med dyr og flere andre unge kunne være et godt match for jeres barn’. Det åbner en dialog, hvor forældrene fx kan sige, at de ikke ønsker, at deres barn kommer til at bo langt væk, fordi det kan gøre det sværere at bevare kontakten. Så kan man arbejde hen mod det”, siger Cecilie K. Moesby-Jensen.

En åben dialog giver også den unge mulighed for at byde ind og sige ’nej, jeg havde faktisk forestillet mig at bo i byen’ eller ’jeg har brug for at bo et lille sted’. ”Få åbnet for den unges og forældrenes overvejelser og gør det meget tydeligt, hvad de har medbestemmelse på. Og forklar samtidig, at den måde systemet er på, gør det svært at sige præcis, hvor det bliver, og hvilke ønsker der kan opfyldes”, siger Inge Storgaard Bonfils.

For de professionelle handler det altså om at arbejde med overgangen, også mens meget stadig er uafklaret. Man kan ikke fjerne usikkerheden om, hvor den unge præcist kommer til at bo, men man kan skabe mere kontinuitet, inddragelse og tryghed undervejs.