KP’s socialfaglige brevkasse
Har du en socialfaglig udfordring eller et dilemma, som du kunne tænke dig at få nogle perspektiver på fra en af KP's fageksperter på socialområdet, så skriv til os på info@kp.dk. Vi besvarer udvalgte indlæg i KP's nyhedsbrev. Du kan være anonym.
13. august 2026
Indlæg fra en bostøttemedarbejder:
Er det okay at sige, "det må du selv finde ud af” til en borger med psykiske udfordringer?
Jeg er bostøtte for mennesker med psykiske problemer og misbrug. Borgerne ringer til mig, når de bliver usikre eller støder på problemer i hverdagen. Nogle gange synes jeg, de søger min hjælp mere, end de egentlig har brug for.
Jeg har for eksempel en borger, som kontakter mig næsten hver dag på grund af praktiske ting som at bestille tid hos frisøren eller tandlægen, handle ind, få styr på noget post eller hjælpe til at logge ind på en app. Det er jo dejlig nemt at ringe til mig. Jeg tror på en måde, det bare er blevet en vane.
Jeg er bange for at afvise dem, for jeg ved jo, hvor svært de kan have det, men jeg har lyst til at sige “det må du selv finde ud af”, fordi jeg faktisk tror, de godt selv kan i mange tilfælde. Men jeg ender jo med at hjælpe dem. Jeg sidder lidt fast i det mønster.
Hvornår og hvordan siger man egentlig nej et menneske, der beder om hjælp, når man tror, de godt kan selv?
Har I nogle erfaringer eller metoder til at finde en god balance mellem at hjælpe og overtage opgaver?
Hilsen Pia
Svar fra eksperten
Kære Pia
“Det må du selv finde ud af” er sjældent den bedste formulering, men tanken bag kan faktisk være fagligt rigtig.
Du beskriver et dilemma, som mange bostøtter og socialpædagogiske medarbejdere kender. Når en borger ringer om alt fra frisørtider til e-Boks og indkøb, kan det let blive en vane for jer begge, at du løser det. Men hvis målet med bostøtte er at styrke borgerens mulighed for at mestre eget liv, kan det være nødvendigt at ændre på mønstret.
Måske kender du begrebet self-efficacy, som er brugt af professor og psykolog Albert Bandura. Høj self-efficacy betyder, at man selv tror på, at man kan mestre en specifik handling eller opgave. Har en person lav self-efficacy, kan det betyde, at personen ser opgaver som uoverkommelige og hurtigt giver op.
Mange mennesker med psykiske vanskeligheder kan godt udføre en opgave, men mangler troen på, at de kan. Her er risikoen, at vi som fagpersoner kommer til at låne dem vores kompetencer i stedet for at hjælpe med at opdage og udvikle egne.
Hvis du som bostøtte vil styrke personens tro på egen mestringsevne, kan du tage udgangspunkt i disse to tilgange i samarbejdet med borgeren:
- Del opgaver op i mindre mål
- Lav opgaver, der garanterer succes
På den måde får borgeren erfaringer med succes og mestring og dermed styrkes troen på, at man faktisk godt kan (selv).
Det er også vigtigt at huske, at meget praktiske spørgsmål kan dække over noget helt andet. Hjælp til at få en frisørtid kan i virkeligheden handle om usikkerhed, angst, ensomhed eller behov for kontakt. Derfor er det værd at være nysgerrig på, hvad der ligger bag henvendelsen, før man vurderer, om det ’bare’ er en praktisk opgave.
Så nej, du behøver ikke altid sige ja til den hjælp, der bliver bedt om. Men i stedet for “det må du selv finde ud af” kan den socialpædagogiske opgave være at signalere: “Jeg tror på, at du kan finde ud af det, og jeg støtter dig undervejs”.
Bedste hilsner fra
Indlæg fra en socialpædagog, juni 2026:
Hvad er det rigtige at gøre?
Jeg er socialpædagog og sad for nylig i en samtale med en ung borger, som kæmper med nogle psykiske udfordringer og har et misbrug af hash og alkohol. Hun fortalte, at hun gerne ville flytte i egen bolig. “Jeg gider ikke flere bosteder. Jeg vil bare gerne have mit eget.”
Og altså… jeg forstår hende virkelig godt. Alle mennesker vil jo gerne have deres eget sted og føle, at de bestemmer over deres eget liv.
Men jeg kunne bare mærke, at alt i mig blev bekymret.
Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke rigtigt, at hun kan klare det lige nu. Jeg har set, hvor hurtigt tingene kan vælte. Der er stadig perioder med massivt misbrug, hvor hun har store konflikter med andre beboere – og hvor hun isolerer sig og lukker ned. Jeg ved, hvor hårdt det rammer hende, når noget ikke lykkes.
Selvfølgelig skal borgerens håb og drømme tages alvorligt. Jeg har ikke lyst til at være sådan én, der bare siger “det kan du ikke”. Men hvad gør man, når borgerens ønske kolliderer med ens egen faglige vurdering af, hvad der er realistisk eller forsvarligt?
Hvis jeg siger: “Det tror jeg ikke, du kan klare lige nu.”
Er jeg så en fagperson, der begrænser hendes drømme?
Og hvis jeg siger:
“Jeg vil gerne arbejde på, at vi snart kan indstille dig til egen bolig.”
Er jeg så med til at give hende falske forhåbninger?
Jeg prøver at finde balancen. At være ærlig om mine bekymringer uden at tage håbet fra borgeren. Men det er ikke nemt, og jeg må indrømme, at jeg ofte går hjem og tænker:
Hvad var det rigtige at gøre?
Hilsen Socialpædagogen
Svar fra eksperterne
Kære socialpædagog
Tak for dit dilemma. I socialt arbejde er faglig refleksion en af de vigtigste kompetencer, så du er allerede godt på vej, når du reflekterer, som du gør.
Du spørger: Hvad er det rigtige at gøre? Vi kan tilbyde dig nogle lidt anderledes perspektiver på dit spørgsmål, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at vurdere situationen på en ny måde.
Vi foreslår, at du går til dilemmaet med et recoveryorienteret mindset, hvor du stiller den unge nogle spørgsmål, der sætter hendes perspektiv i centrum og gør hendes stemme vigtig for, hvad der skal ske. Og som gør dig klogere på hende.
Du kan fx spørge hende:
- Hvad er det ved at bo selv, som du oplever som værdifuldt?
- Hvad er det, du er træt af ift. at bo på botilbuddet?
- Hvad er det for et hverdagsliv, du drømmer om at have?
- Hvordan er det at være dig lige nu?
- Og hvad er vigtigt for dig i vores samarbejde?
Hendes ’indefra-perspektiv’ er med til at give dig læring om, hvordan det er at være hende, hvad hun forventer af jeres samarbejde, og hvad hun oplever som hjælpsom hjælp. Samtidig er det også med til at kvalificere dine faglige snakke med dine kolleger og understøtte en recoveryorienteret praksis.
Apropos faglig praksis: Du skriver, at hendes ønsker kolliderer med din faglige vurdering. Det giver os lyst til at spørge, hvad der ligger til grund for din vurdering? Hvordan forstår du og dine kolleger forsvarlighed og realisme?
En faglig vurdering formes ofte af uddannelsesmæssig baggrund, faglige og personlige erfaringer, forforståelser, kultur og meget andet. Derfor er det altid en god idé at gå sine faglige vurderinger efter i sømmene. Hvad trækker du og dine kolleger mon på, når I vurderer? Hvilke biases har I? Hvad er god praksis i jeres optik? Måske I kan blive mere tydelige over for jer selv, hinanden og ikke mindst dem i samarbejder med, når I skal kommunikere en faglig vurdering.
Det kan også være, at snakken giver anledning til, at I faktisk får øje på noget, I ikke så før – måske fordi du har haft en anden slags dialog med den unge og hørt hendes indefra-perspektiv på en anden måde.
Vi foreslår også, at du og dine kolleger drøfter følgende:
- Hvad er jeres rolle som fagprofessionelle?
- Hvordan samarbejder I med de unge, I er ansat til at støtte?
- Hvordan forstår I recovery, og hvordan understøtter man personlig recovery?
- Hvordan vurderer I, hvad der er forsvarligt og meningsfuldt – og hvem får lov til at ’sidde med om bordet’, når I vurderer?
Det var et kort udsnit af vores refleksioner over dit dilemma, som handler om magtfulde positioner og den evige balance mellem at respektere den enkeltes valg og samtidig tage fagligt ansvar. Selvom vi ikke kan give dig et klart svar på, hvad du skal gøre, håber vi, at du kan komme konstruktivt videre i samarbejdet med nogle af vores refleksioner i baghovedet.
God arbejdslyst!
Bedste hilsner fra
Inspiration til det socialfaglige område
Få mere inspiration til det socialfaglige område
Læs flere faglige artikler – og hold dig opdateret med ny viden inden for dit fagområde: