Ekspert om peer-støtte: ”Det er ikke nok bare at have peers”
Hvordan gør I peer-støtte til en integreret del af den recovery-orienterede indsats? Få tre vigtige opmærksomhedspunkter til at lykkes med opgaven.
3. september 2026
Som socialrådgiver eller socialpædagog møder du sikkert mennesker, hvor psykisk lidelse, mistrivsel eller misbrug påvirker hele deres liv. Hverdagen kan opleves som en kamp, fra de står op om morgenen, til de går i seng. Og et hverdagsliv med venner, kæreste, arbejde eller uddannelse kan føles uoverskueligt og langt væk. Måske også troen på, at livet faktisk kan blive anderledes.
Her gør du som fagperson en stor forskel for borgeren, der ofte har brug for hjælp til at skabe struktur og overblik samt finde vej gennem systemet. Du kan se muligheder og løsninger, som kan være svære at få øje på, når livet er kørt fast.
Men der sker også noget særligt, når den, der rækker hånden ud, selv har stået et lignende sted og er kommet videre. Når en peer henvender sig til en borger med f.eks. psykiske udfordringer og siger: ”Jeg har selv været et sted, hvor jeg ikke kunne se en vej videre. Jeg ved, hvor svært det kan være. Jeg kommer forbi dig i morgen tidlig og hjælper dig i gang med dagen.” Den relation skaber en anden form for genkendelse og ligeværd. Og det giver håb om, at livet faktisk kan blive anderledes.
Gode til at styrke borgerens tro på en bedre fremtid
Birgitte Skjold Knudsen er lektor på KP’s Institut for Livslang Læring og har stor erfaring med peer-støtte i kommuner. Hun beskriver en peer som en medarbejder eller frivillig, der bruger sine levede erfaringer til at styrke borgerens tro på en bedre fremtid.
”En peer og en borger har mulighed for at møde hinanden på sådan en ’it takes one to know one-måde’. Når det banker på døren om morgenen, ved borgeren, at det er et menneske, som kender til noget af det, man står i. En peer er et fysisk bevis på, at livet kan blive anderledes. Det kan skabe håb og tro på fremtiden – to vigtige elementer i en recovery-proces,” siger Birgitte Skjold Knudsen.
Det er ikke kun i det enkelte møde, at peer-støtte ser ud til at gøre en forskel. Det er der også flere undersøgelser, som peger på. Peer-Partnerskabet beskriver f.eks. peer-støtte som en af de få praksisser, der har evidens for at understøtte menneskers personlige recovery.
KP og Peer Partnerskabet
KP og Peer Partnerskabet har gennem de seneste tre år samarbejdet om Social og Boligstyrelsens projekt: Udbredelse af Peer-støtte i Danske kommuner, og har derigennem oparbejdet stor erfaring med implementering af forskellige typer af peer-støtte indsatser samt organiseringer.
Må ikke bare være et ekstra lag i indsatsen
Ofte oplever Birgitte Skjold Knudsen, at peer-støtten bliver organiseret som et ’add on’, til de allerede eksisterende indsatser i en kommune eller region har, i stedet for at blive tænkt ind som en del af en samlet recovery-orienteret indsats og organisering. ”Det er vigtigt, at indsatsen udvikles sammen, ellers får vi ikke det fulde udbytte af peer-støtten. Det er derfor ikke nok bare at have peers. Peer-støtten skal være en integreret del af den recovery-orienterede indsats og organisering,” siger hun.
Sådan bliver peer-støtte en integreret del af indsatsen
Ifølge Birgitte Skjold Knudsen kræver det, at I som medarbejdere, men også hele organisationen, ser på, hvordan peers’ erfaringskompetencer bliver tænkt ind i den recovery-orienterede måde, I arbejder på. Det er først og fremmest en ledelsesopgave, men det kræver også en ny måde at samarbejde med peers på i det daglige, hvor jeres forskellige kompetencer skal tænkes sammen i én samlet indsats.
Her får du tre vigtige opmærksomhedspunkter til, hvordan peers bliver en del af jeres samlede recovery-indsats:
-
Skab klare rammer for peer-støtten
Vær tydelige om, hvad I på jeres arbejdsplads vil med en peer-støtte, og hvordan den skal organiseres. Hvem har ansvaret for støttens retning? Hvem refererer peers til? Hvilke opgaver skal de løse, og hvilke skal de ikke løse?
Uden en klar retning risikerer peer-støtten at løbe ud i sandet, eller at peers ender med at løse alle mulige andre opgaver end dem, de egentlig blev en del af indsatsen for. Jo skarpere I er på formålet desto lettere er det at skabe tydelige rammer for, hvordan peers og fagpersoner indgår i et partnerskab sammen.
-
Tal åbent om roller og samarbejde
Selv den bedste strategi kan støde på modstand, hvis der ligger bekymringer, fordomme eller usikkerheder under overfladen. Først når I får dem frem i lyset, kan I begynde at skabe et fælles ’os’.
Tal derfor åbent om det, der kan stå i vejen for samarbejdet. Hvad tænker I som fagpersoner om peers? Er der usikkerhed om rollefordelingen eller den faglige kvalitet? Bekymring for at arbejde sammen med en kollega, der bruger egne erfaringer med psykisk lidelse? Eller en frygt for, at peers overtager nogle af de spændende opgaver?
-
Klæd peers på og giv dem faglig støtte
Sørg for, at peers får den uddannelse, der skal til for, at de kan omsætte deres levede erfaringer til kompetencer, der kan bruges professionelt i mødet med borgerne. Egne erfaringer er ikke i sig selv nok. Man skal lære, hvordan og hvornår de bringes i spil.
Prioritér også løbende supervision. Peers bliver ofte ansat alene og kan stå i en sårbar position som den ’nye faglighed’ i en allerede etableret fagkultur. Måske møder de nye kolleger, der stadig ser dem som borgere frem for kollegaer med nye særlige kompetencer. Uddannelse og supervision giver peers et fagligt ståsted og støtte til at finde deres plads og rolle i organisationen.
Med klare roller, et godt samarbejde og faglig støtte er der gode muligheder for, at peerstøtte bliver en integreret del af den recovery-orienterede indsats.
Få flere redskaber til arbejdet med peers
Overvejer I at bruge peers på din arbejdsplads, eller er I allerede i gang, men har brug for mere viden og flere værktøjer til at få indsatsen til at lykkes? KP tilbyder to kurser, som giver viden og redskaber til at skabe gode organisatoriske rammer for peer-støtte – det ene med en ledelsesvinkel:
Alle artikler om social- og beskæftigelsesområdet
Læs flere faglige artikler – og hold dig opdateret med ny viden inden for dit fagområde: