KP’s brevkasse
Har du en udfordring eller et dilemma, som du kunne tænke dig at få nogle perspektiver på fra en af KP's fageksperter, så skriv til os på info@kp.dk. Vi besvarer udvalgte indlæg i KP's nyhedsbrev. Du kan være anonym.
8. juni 2026
Indlæg fra en pædagog:
Hvornår kan jeg reagere på en mavefornemmelse?
Jeg er pædagog i en børnehave og har arbejdet med børn i over ti år. Jeg skriver, fordi jeg gennem årene har oplevet at sidde med en uro, som jeg tror, mange andre pædagoger kender til. Følelsen af, at noget her er galt i forhold til et barn eller en familie – uden at kunne sige præcis, hvad det er.
Vi har fx en pige på snart 5 år på min stue. Hun er et stille barn, tilpasser sig de andre børn og hun gør sjældent væsen af sig. De sidste måneder har jeg lagt mærke til, at hun opfører sig anderledes. Lidt mere fjern i blikket, og tager mere afstand fra de andre børn og voksne. Når jeg sætter mig hos hende, kommer hun ikke til mig, som hun plejer. Og nogle morgener, når hendes forældre afleverer hende, virker hun bare trist eller ked af det.
Jeg har ikke set nogen blå mærker eller hørt hende fortælle, at noget er anderledes derhjemme. Så jeg har ikke noget konkret. Og det er præcis dét, der gør det svært.
For hvad gør jeg med det? Jeg har talt lidt med en kollega om pigens adfærd – mere som en tanke end som en egentlig bekymring. Og han siger, han ikke har lagt mærke til noget. Det gør mig usikker. Er det mig, der overtolker? Er det noget, jeg bilder mig ind? Jeg kender jo godt fælden, hvor man ser problemer, fordi man leder efter dem.
Det får mig frem til det, jeg egentlig gerne vil spørge om: Hvornår er en mavefornemmelse nok? Hvornår er det et signal, man er forpligtet til at handle på, og hvornår er det bare støj fra ens egne bekymringer og forestillinger? Jeg oplever, at vi i faget taler meget om underretningspligt, når vi ved noget. Men hvad med det stadie, der ligger før det?
Hilsen Emma
Svar fra eksperten
Kære Emma
Du spørger: Hvornår er en mavefornemmelse nok? Først og fremmest er en mavefornemmelse altid noget, der skal give anledning til en faglig refleksion. Ligesom du netop gør nu. Du reflekterer over, hvordan barnets adfærd skal fortolkes. Næste skridt er at tage stilling til, hvordan man vil handle på sine faglige refleksioner.
I dette stadie, hvor du ikke ved noget, skal du blive klogere på din mavefornemmelse. Du har drøftet det med en kollega, som ikke ser det samme, men det betyder ikke, at din mavefornemmelse er forkert. Den bør stadig tages alvorligt.
På forskellige måder kan du kvalificere din mavefornemmelse, rent fagligt. Du kan gå systematisk til værks ved at nedskrive dine observationer i det pædagogiske notat. Skriv både dine bekymringer ned og de dage, hvor barnet ser ud til at trives. Det kan give dig et blik for, ’hvor ofte ser jeg den bekymrende adfærd?’ Varierer den? Hvordan og hvornår? Er der nogle sammenhænge?
Du kan også vælge at tale med barnet eller forældre om det, du ser – på en afvæbnende og omsorgsfuld måde. Næste gang du ser barnet være trist, kan du spørge ind til det. F.eks. kan I lege sammen eller lave puslespil og naturligt spørge barnet: ’Du var ked af det i morges, har du lyst til at fortælle om den følelse?’ Hvis ikke du har mistanke om vold i hjemmet, kan du også inddrage forældrene i dine bekymringer. Måske er der helt naturlige årsager til barnets adfærd.
Det er vigtigt at sige, at man som professionel ikke kun skal handle på det, man ved. Man er også forpligtet til at handle på en mistanke. Dette ligger i den skærpede underretningspligt (Barnets Lov § 133), som præciserer, at fagpersoner skal underrette, når de har kendskab til eller formodning om, at et barn kan have behov for støtte. Den skærpede underretningspligt er samtidig personlig. Altså uafhængig af om din kollega eller leder er enige med dig. Men selvfølgelig er det altid hensigtsmæssigt at drøfte bekymringerne med relevante kollegaer.
Til sidst vil jeg fremhæve et opmærksomhedspunkt: Hvis dine observationer og eventuelle samtaler med barnet bliver til en bekymring om formodet vold i hjemmet, så skal du ikke inddrage forældrene, før du sender underretningen. I dette tilfælde vil kommunen påtage sig ansvaret for dialogen med forældrene.
I denne vejledning kan du og dine kollegaer læse mere om, hvad man gør, når man er bekymret for et barn. Den er særligt rettet mod personale i dagtilbud:
Med venlig hilsen
Gry Maria Kjær Sørensen
Adjunkt
Københavns Professionshøjskole
Børn og Familier
Institut for Livslang Læring
Telefon: 23616333
E-mail: gmks@kp.dk
4. maj 2026
Indlæg fra en pædagog:
Hvordan balancer vi mellem individuelle hensyn og hensynet til fællesskabet?
Kære brevkasse
Jeg er pædagog i en børnehave og oplever tit, at vi står i et dilemma i samarbejdet med forældrene: Hvordan balancerer man hensynet til det enkelte barn med hensynet til børnefællesskabet? Samarbejdet med forældrene betyder rigtig meget for mig, for det er jo os voksne sammen, der skal få det til at fungere, så børnene trives.
Et konkret eksempel er, at vi har en fælles regel om, at børnene ikke må have bamser eller legetøj med hjemmefra. Reglen er lavet, fordi vi tidligere har haft mange konflikter, som fylder meget i hverdagen – bamser, der bliver væk og børn der bliver kede af det, når andre leger med deres bamse.
Alligevel oplever vi, at flere forældre ikke respekterer reglen eller siger, at netop deres barn har brug for sin bamse for at kunne søge tryghed i løbet af dagen. Jeg forstår godt forældrenes omsorg, men i praksis skaber det mere uro – både for barnet selv og for resten af børnegruppen. Samtidig bliver det svært for os pædagoger at stå fast på den fælles ramme, når der hele tiden bliver gjort undtagelser.
Jeg oplever generelt, at de individuelle hensyn presser fællesskabet og gør det sværere for os at sikre en god pædagogisk praksis, hvor børnene lærer at tage hensyn, vente på tur og indgå i forskellige legesammenhænge.
Så hvor går grænsen? Hvornår skal vi tage særlige hensyn, og hvornår er det vigtigt at holde fast i de fælles rammer? Og hvordan gør man det på en måde, der både er tydelig og anerkendende?
Venlig hilsen Betina, pædagog
Svar fra eksperten
Kære Betina
Tak for dit spørgsmål. Du beskriver et dilemma, som jeg tror mange fagprofessionelle i både daginstitutioner og skoler kender til – nemlig hensynet til den enkelte og hensynet til fællesskabet og hvordan man samarbejder med forældrene om lige netop det dilemma.
Mange pædagoger i daginstitutioner vægter ligesom dig forældresamarbejdet højt og ved, at et tillidsfuldt samarbejde med forældrene betyder meget for børnenes trivsel og udvikling. Man kan ikke bare beslutte sig for at have tillid til hinanden. Den opstår langsomt gennem erfaringer, hvor man oplever, at man er blevet hørt, anerkendt og inddraget. Det gælder også i samarbejdet mellem pædagoger og forældre, hvor tillid kræver, at man lytter og er nysgerrige på hinandens perspektiver og forståelser.
Indimellem tror jeg, at ønsket om et tillidsfuldt samarbejde – og frygten for at miste forældrenes tillid – bremser pædagogers (og forældres?) nysgerrighed. Måske fordi man tænker, at tillid handler om at være enige. Forskning i forældresamarbejde peger på, at forskelle i viden, ansvar og opgaver kan skabe konflikter, og at ønsket om enighed ikke altid er det bedste mål for forældresamarbejdet. I stedet kan det være hensigtsmæssigt at arbejde mod en meningsfuld uenighed, hvor vi forstår og kender hinandens perspektiver og tanker i kraft af de forskellige opgaver, viden og ansvar vi hver især har.
I dit konkrete tilfælde, hvor du oplever, at forældre ikke respekterer jeres regler om ikke at medbringe bamser i institutionen og det dilemma du oplever med at balancere hensynet til den enkelte og hensynet til fællesskabet, så kunne det måske være en ide at være nysgerrig på de konkrete forældre og børns situation. Hvorfor tænker forældrene, at det er vigtigt for barnet at have en bamse med? Hvad kan det handle om for forældrene? Hvorfor tror de, at barnet er mere trygt med bamsen? Mange forældre kender ikke nødvendigvis hverdagen i en institution og kan komme til at sammenligne denne med hverdagen hjemme i familien. Her kan det måske være hjælpsomt at lade forældrene se og høre om, hvordan I arbejder med at gøre børnene/barnet trygt i institutionen – men også lade dem høre og se, hvordan en af jeres vigtigste opgave også handler om at lære børnene at være en del af et forpligtende børnefællesskab, hvor de ikke altid kan komme først/få opfyldt alle deres behov, men hvor de må lære at vente på tur og tage hensyn til andre. Dette er jo vigtig læring – at kunne balancere hensynet mellem den enkelte og fællesskabet – og er jo noget, som pædagoger i daginstitutioner er særligt dygtige til at arbejde med og lære børnene og som jeg også tror de fleste forældre gerne vil bakke op om, når de forstår, hvad det handler om.
Så mit konkrete råd til dig vil være, at i stedet for at gå op i jeres regel om ikke at medbringe legetøj, så for en stund gå lidt på opdagelse i forældrenes perspektiver og inddrag dem i dine perspektiver på en nysgerrig, anerkendende og inddragende måde.
Håber det hjælper dig videre i dit dilemma.
Venlig hilsen
Mia Lund Kongsbak
Lektor
Københavns Professionshøjskole
Børn og Familier
Institut for Livslang Læring
Telefon: 41897909
E-mail: mlko@kp.dk
18. marts 2026
Indlæg fra en pædagog:
Jeg bliver lærerens hjælper
Kære brevkasse
Jeg er pædagog på en skole, hvor jeg primært arbejder med 2. klasser. Jeg er generelt glad for mit job og for børnene, men samarbejdet med en af mine kolleger er svært. Hun er lærer, og vi er tit i klassen sammen.
Jeg oplever, at hun ikke helt kan se, hvad jeg kan byde ind med. Jeg bliver som regel hendes hjælper og laver praktiske ting, føler jeg, mens hun kører videre med undervisningen. Jeg prøver at komme med forslag til aktiviteter i klassen, fx ift. gruppearbejde, og hvordan alle elever kan deltage. Men min kollega virker ikke interesseret og har sådan en ”jeg ved bedst” attitude.
Jeg er usikker på, hvad jeg skal gøre for at få min faglighed mere i spil, uden at det bliver opfattet som kritik eller som om, jeg blander mig i undervisningen.
Har I en ide til, hvordan jeg kan få brugt min faglighed mere og samtidig være en god kollega, som ikke skaber drama?
Mvh Anne
Svar fra eksperten
Kære Anne
Tak for dit spørgsmål. Udfordringen med det manglende samarbejde, du beskriver, er faktisk velkendt i mange skoler. Forskning i samarbejdet mellem lærere og pædagoger viser, at pædagoger ofte oplever at få en mere assisterende rolle i undervisningen, selvom ønsket er et mere ligeværdigt samarbejde. Det kan skyldes, at lærere og pædagoger har forskellige faglige traditioner: læreren sidder med ansvaret for undervisningens faglige indhold, og pædagogens fokus er på relationer, trivsel og deltagelsesmuligheder i fællesskabet.
Begge vinkler er vigtige i skolens arbejde, og der er belæg for, at netop et tværprofessionelt samarbejde kan bidrage væsentligt til inkluderende læringsmiljøer, især i forhold til gruppearbejde, samarbejde mellem elever og klassens sociale dynamik. Jeg tænker, at du ved dette, og møder ind i samarbejdet med denne holdning. Måske er det også det samme for din kollega!
For at jeres samarbejde vil kunne lykkes, kunne et sted at starte være at tage en uformel faglig snak uden for undervisningen. Her kan du anerkende hendes rolle i undervisningen, men samtidig tydeliggøre, hvad du forestiller dig, at du kan bidrage med. For eksempel kan du foreslå, at du får et særligt ansvar i bestemte situationer, såsom at støtte elevernes samarbejde i gruppearbejde eller arbejde med klassens fællesskab, som du selv har foreslået.
Forskning viser nemlig, at samarbejdet fungerer bedst, når roller og forventninger er tydelige, og når faglighederne bliver set som et supplement til hinanden. På den måde handler det ikke om at “blande sig”, men om at bringe dine kompetencer i spil til gavn for eleverne.
Venlig hilsen
Jesper Dybdal
Lektor
Københavns Professionshøjskole
Børn og Familier
Institut for Livslang Læring
+4541898172
jesd@kp.dk