Gå til indhold
Foto af Benjamin Olivares Bøgeskov og Gry Segoli

Fra enkelte indsatser til en samlet helhed

Den nye ældrelov kræver et andet blik på borgerens behov. I en ny bog udfolder lektor og programleder Gry Segoli og docent Benjamin Olivares Bøgeskov, hvad der skal til for at bevæge sig fra fokus på enkeltstående ydelser til en sammenhængende helhedspleje.

Hr. Hansen har diabetes med følgesygdomme, for højt blodtryk og psykiske udfordringer. Men hvad er egentlig hans problem? Er det diagnoserne? Er det de enkelte symptomer?

Nej, problemet er, at han ikke længere kan komme i Rødovre Centrum, som han ellers gerne vil.

Det er netop skiftet i perspektiv, som er kernen i den nye ældrelov og i helhedspleje. Vi skal tage udgangspunkt i det, der fylder for borgeren, og forstå borgerens samlede situation.

“Hvis vi starter med at tænke, at problemet er et fodsår, et dårligt syn eller en psykisk diagnose, finder vi løsninger på de enkelte dele – men ikke nødvendigvis på borgerens egentlige problem. Vi skal ikke spørge: Hvilken ydelse skal vi levere? Vi skal spørge: Hvad vil borgeren gerne kunne, og hvad skal der til for at hjælpe ham derhen?” siger Benjamin Olivares Bøgeskov.

Ældreloven stiller kommunerne over for en stor opgave: For hvordan omsætter man lovens intentioner til hverdagen? Hvordan går man fra enkeltstående faglige indsatser til en fælles forståelse af borgerens behov og et tæt tværfagligt samarbejde?

En lov, der giver lov – men kræver oversættelse

“Vi oplever typisk to meget forskellige reaktioner på ældreloven ude i kommunerne. Nogle siger: Det gør vi jo allerede. Andre siger: Hvor skal vi begynde, og hvor skal vi slutte?” fortæller Gry Segoli.

Ifølge Benjamin Olivares Bøgeskov er ældreloven ”en lov, der giver lov” frem for en lov, der fortæller dig, hvad du skal gøre. ”Den giver kommunerne frihed til at finde lokale løsninger, men det kræver samtidig et stort arbejde at oversætte lovens intentioner til ny praksis, og der findes ikke en detaljeret drejebog”, siger han.

Kursusundervisning foran whiteboard

Den sundhedsfaglige diplom

Tag en sundhedsfaglig diplomuddannelse – bliv rustet til at varetage specialiserede funktioner og komplekse opgaver på sundhedsområdet.

Tag den sundhedsfaglige diplom

Netop derfor har Gry Segoli og Benjamin Olivares Bøgeskov skrevet bogen ”Helhedspleje”, som skal hjælpe kommunerne med at navigere i omstillingen.

Bogen tager udgangspunkt i en indsatsmodel, som fungerer som et landkort for arbejdet med helhedspleje. I centrum står ældrelovens tre bærende værdier:

  • Den ældres selvbestemmelse
  • Tillid til medarbejderne og den borgernære ledelse
  • Samspillet med pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund
Grafisk fremstilling af model for helhedspleje i kommuner
Indsatsmodel for arbejdet med helhedspleje

Rundt om værdierne peger modellen på de organisatoriske og faglige elementer, kommunerne skal arbejde med for at omsætte helhedspleje til praksis – fra tværfagligt samarbejde og faste teams til faglig ledelse, dokumentation og nærvisitation. ”Modellen er bevidst ikke bygget op som en trin-for-trin-opskrift. Kommunerne står forskellige steder i omstillingen, og derfor er modellen tænkt som et landkort, der hjælper med at skabe overblik og prioritere, hvor det giver mest mening at tage fat”, forklarer Gry Segoli.

En vigtig pointe er, at man ikke kan sætte ind alle steder på én gang. “Start ét sted. Lad være med at gøre det hele på én gang. Så drukner I,” siger Gry Segoli.

Helhedspleje handler om mere end ny organisering

Et centralt budskab i bogen er, at helhedspleje ikke først og fremmest handler om organisering. Det handler om værdier og om et ændret syn på den ældre.

Hvis man ikke køber ind på værdierne, risikerer man blot at reproducere den tidligere ældrepleje – bare organiseret på en ny måde.

“Helhedspleje er først og fremmest en kulturforandring. Det handler ikke bare om at ændre organiseringen, men om at ændre den måde, vi forstår borgeren og samarbejdet omkring borgeren på. Men kulturforandringen kommer ikke af sig selv. Den kræver en systematisk implementering, og derfor beskriver bogen også en række metoder og greb, som kan hjælpe kommunerne med at omsætte intentionerne til praksis”, siger Benjamin Olivares Bøgeskov.

Få inspiration til sundhedsfaglige

Alle artikler om det sundhedsfaglige område

Læs flere faglige artikler – og hold dig opdateret med ny viden inden for dit fagområde:

Kontakt

Gry Segoli

Lektor

+45 51 63 27 24

Benjamin Miguel Olivares Bøgeskov

Docent

+45 41 89 81 25