Uden de rette kompetencer opdager vi demens for sent

En mand, der modtager helhedspleje, er begyndt at afvise hjælpen, og personalet er enige om, at han naturligvis har ret til selv at bestemme. Alligevel bliver det bemærket, at han taber sig, og at hjemmet bliver mere og mere nusset. Det peger på, at noget er under forandring. Der er dog ingen, der reagerer på forandringerne, før manden en dag får lungebetændelse og bliver indlagt. Her bliver det konstateret, at manden har udviklet Alzheimers demenssygdom og er langt i sit sygdomsforløb.

Ovenstående er et tænkt eksempel, men desværre ikke så langt fra virkeligheden. Det anslås, at ca. 90.000 mennesker i Danmark har en demenssygdom, men kun omkring 40 % bliver udredt – og over halvdelen af dem først, når sygdommen allerede er moderat til svær.

Det skaber utryghed, tabte handlemuligheder og et stort pres på både borgere og pårørende, som ofte beskriver det som en kamp at blive taget alvorligt og få adgang til udredning og støtte. Samtidig viser erfaringerne fra demenshøringen på Christiansborg d. 17/2/26, at forskellene i tilbud og kvalitet er markante mellem kommuner og postnumre, og at manglende viden blandt sundheds- og plejepersonale er en af de væsentlige forklaringer på, hvorfor opsporingen svigter.

Det nære sundhedsvæsen skal sikre en tidlig indsats

Arbejdet med den kommende demensplan gør det tydeligt, at det nære sundhedsvæsen, det vil sige de kommunale og private leverandører af helhedspleje, står over for en væsentlig opgave: At sikre, at mennesker med demens mødes af en tidlig, kvalificeret og sammenhængende indsats.

Netop derfor er helhedsplejen en af de vigtigste nøgler til at skabe forandring. Medarbejderne her er tæt på borgernes hverdag og ser de tidlige tegn på kognitiv svækkelse, før nogen andre gør det. Men for at kunne handle rettidigt kræver det, at medarbejderne både har viden, det faglige blik og de rette kompetencer. De skal være fortrolige med de redskaber og arbejdsgange, der skal bruges, når et menneske med begyndende demens udviser tegn på sygdommen. Mange medarbejdere efterspørger i dag netop denne faglige viden. Når kompetencerne ikke er tydeligt beskrevet eller fordelt, bliver det uklart, hvad der skal observeres, hvem der tager første skridt, hvem der følger op, og hvordan vi sikrer, at borgerne faktisk kommer ind i udredningsforløb.

Hvis den kommende demensplan skal lykkes, er der brug for en national strategisk kompetenceplan, der definerer, hvilken viden og hvilke færdigheder der skal være til stede i kommunerne for at løfte indsatsen. Det handler om at tydeliggøre, hvem der skal kunne identificere tidlige symptomer, hvem der skal kunne vurdere og dokumentere dem, hvem der skal tage den svære samtale med borger og pårørende, og hvem der skal sikre opfølgning og koordinering. Samtidig kræver det, at vi fordeler kompetencerne klogt – så der altid er relevant faglighed til stede tæt på borgerne, og så vi undgår, at kvaliteten afhænger af tilfældigheder eller geografi.

De rette kompetencer afgør, om et borgerforløb opleves sammenhængende

Erfaringerne fra hændelser i det nære sundhedsvæsen, fra pårørendes fortællinger og fra de mange indspark på Christiansborg viser også, at det ofte er kompetencerne eller mangel på samme, der afgør, om et borgerforløb opleves trygt og sammenhængende eller kaotisk og opslidende.

Når en fagligt stærk demenskoordinator træder ind, beskriver mange forløbet som forudsigeligt og støttende. Når der mangler viden og systematik, bliver oplevelsen præget af usikkerhed, lange ventetider og manglende retning.

Hvis den kommende demensplan skal lykkes, kræver det derfor også mere end ambitioner om tidligere udredning og bedre behandlingstilbud. Det kræver, at vi bygger et kompetencemæssigt fundament, der kan bære opgaven, både nu og i de kommende år.

Helhedsplejen er et af de stærkeste steder at starte. Med de rette kompetencer, fælles metoder og en mere systematisk tilgang til både opsporing og psykosociale indsatser kan vi sikre, at flere mennesker med demens bliver mødt rettidigt, kvalificeret og på en måde, der giver mening for både dem og deres pårørende.