Christina brugte ét år på at blive supervisor

Ansatte på i sundhedsfagene står ofte i svære situationer, hvor der ikke findes ét rigtigt svar. Etiske dilemmaer, der kan få både nye og erfarne sygeplejersker i tvivl om, hvad der er det rigtige at gøre.

Når en borger på et plejehjem fx ikke vil i bad eller modtage en anden nødvendig pleje, og personalet skal vælge mellem at respektere selvbestemmelsen eller tage ansvar for sundheden. Eller når en pårørende har høje forventninger til daglige aktiviteter, som ikke stemmer overens med borgerens overskud, og valget kommer til at stå mellem at imødekomme pårørendes ønsker eller borgerens ret til at sige nej.

Faglige samtaler om det svære i hverdagen

Som udviklingssygeplejerske på et plejehjem står Christina tæt på det sundhedspersonale, der hver dag navigerer i disse dilemmafyldte situationer og møder sårbarheder og usikkerheder.

Hendes arbejde handler om at skabe faglig udvikling, sikre kvaliteten og at implementere nye strategier i afdelingen. På et tidspunkt i sin funktion som udviklingssygeplejerske blev hun opmærksom på et mønster: Der blev ofte først sat ord på ansattes frustrationer og usikkerheder, når det var for sent. Når kollegaen måske allerede havde fået det skidt.

Det var tydeligt for Christina, at fælles refleksioner, nye perspektiver og samtaler om det svære skabte bedre kvalitet i hverdagen og trivsel blandt de ansatte. Men hun havde brug for nye kompetencer til at facilitere de faglige samtaler.

Hun talte med sin chef om muligheden for at specialisere sig som supervisor. Et forløb, hun tog på ét år. ”At uddannelsen tog mig ét år at fuldføre på deltid, gjorde den overskuelig i et voksenliv, der ellers er fyldt med aftaler og arbejde”, forklarer Christina.

I dag arbejder hun fortsat som udviklingssygeplejerske på plejehjemmet. Her bruger hun sine kompetencer og sin viden inden for supervision til at skabe rum for refleksion og deling af viden og erfaringer blandt personalet.

”Som supervisor er jeg med til at skabe et miljø, hvor der er tid og plads til at tale om det, der er svært. Jeg kan se, at de ansatte godt ved, hvad de skal gøre fagligt. Udfordringen er ofte alt det, der ligger imellem. De svære følelser og den usikkerhed, man kan stå med i praksis. Det er vigtigt, at vi løbende får talt om det og ikke først, når noget går galt eller er kørt for langt,” fortæller hun.

Fast supervision giver tid til at stoppe op

Specialiseringen til supervisor har givet Christina et fagligt fundament at stå på og et sprog til at arbejde mere systematisk med refleksion. Hvor hun tidligere kunne støtte ansatte gennem sparring og undervisning, har hun nu metoder til at facilitere supervision, der går dybere og skaber varig læring.

I dag bruger hun supervision både individuelt og i grupper. Her skabes et trygt rum, hvor sundhedspersonalet i en travl hverdag kan stoppe op, undersøge deres praksis, dele tvivl og få øje på nye handlemuligheder.

”Jeg er blevet en bedre udviklingssygeplejerske. Jeg går ind i samtalerne med en anden ro og kan komme længere ind i dem i dag end før. Jeg får flere perspektiver frem, fordi jeg er mere nysgerrig og stiller spørgsmål. Det handler ikke om at have løsningerne, men om at skabe refleksion hos den, jeg taler med”, fortæller hun.

Specialiseringen har ikke ændret Christinas rolle – den har udvidet den. Som udviklingssygeplejerske arbejder hun fortsat med kvalitet, implementering og faglig udvikling, men supervisionen er blevet et centralt redskab til at støtte trivslen på arbejdspladsen og skabe forandringer, der faktisk holder i praksis.