Sygeplejersker i kommunerne skal kunne noget andet end tidligere
En stor del af arbejdet for sygeplejersker i den borgernære sygepleje handler i dag om at indgå i tværfaglige teams og påtage sig mødeledelse og klinisk lederskab. Det kræver nye kompetencer.
11. juni 2025
Af chefkonsulent Marie-Louise Sederberg og lektor Gry Segoli
Med den kommende ældrelov og sundhedsreform er den sundhedsfaglige indsats tæt på borgeren mere aktuel end nogensinde før. Borgere, der har behov for pleje, omsorg og behandling, vil i højere grad blive tilbudt hjælpen i eget hjem. Samtidig lever flere borgere længere og med en stigende kompleksitet i deres behandlings- og plejebehov.
Mange kommuner arbejder allerede med at sikre, at borgernes behov bliver mødt af de rette kompetencer. Det er for eksempel i form af faste, tværfaglige teams, hvor social- og sundhedshjælpere/assistenter, ergoterapeuter og sygeplejersker arbejder sammen om borgerens samlede livssituation og sammen gennemgår borgeren og sparrer fagligt med hinanden. Det er med til at give borgeren den bedst mulige behandling og understøtter samarbejdet mellem medarbejderne og en fælles tilgang.
Lederskab og samarbejdsevner er nødvendige
Opgaver og kompetencer for både sygeplejersker, SOSU-assistenter, – hjælpere og terapeuter forandrer sig, når det tværfaglige samarbejde og de forskellige mødefora, der følger med, bliver så stor en del af arbejdet med behandling af borgerne. I borgerkonferencer, på tværfaglige møder, i triage m.v. er der meget brug for kompetencer i mødeledelse, klinisk lederskab og at kunne samarbejde om at styre processerne og møderne på kvalificeret vis.
Den 1-årige specialuddannelse i borgernær sygepleje er en af de uddannelsesmuligheder, som giver de nødvendige kompetencer til at kunne varetage klinisk lederskab, til at gennemføre faglige møder og til at samarbejde i tværfaglige teams om behandling af og status på borgerens situation.
Kompetencer til at navigere i det komplekse
Martin Carlsson er sygeplejerske i Københavns Kommune og har gennemført specialuddannelsen i borgernær sygepleje. Han arbejder i faste, tværfaglige teams i lokalområde Vanløse, Brønshøj, Husum og fortæller her om sine erfaringer med at bringe uddannelsen i spil:
”Hos os er det nyt, at vi laver tværfaglige møder om borgerne og samarbejder på tværs af faggrupperne. Det fungerer rigtig godt. Det er særligt godt med SOSU-assistenternes og SOSU-hjælpernes perspektiver og med visitators deltagelse på møderne. Det er hensigten, at alle faggrupper skal kunne lede møder, men det er tydeligt, at man med specialuddannelsen i borgernær sygepleje er klædt rigtig godt på til det.
Jeg er sådan en ’specialist i at være generalist’. Jeg har hele tiden fokus på at have borgeren i centrum og koordinerer med de andre faggrupper. Jeg ved, hvordan jeg tager fat i dem, der ved noget – jeg udøver både klinisk lederskab og klinisk beslutningstagen – og jeg får de andre faggruppers input og træffer derefter beslutninger om borgerens situation”.
Jeg har gennem specialuddannelsen i borgernær sygepleje fået kendskab til bl.a. det organisatoriske, til arbejdet hos de praktiserende læger og til psykiatrien gennem klinikperioderne. Det giver meget god viden ift. det komplekse system, borgerne og patienterne skal navigere i”.
Om specialuddannelsen
Specialuddannelsen i borgernær sygepleje er bygget op i tre afsnit. Det første har fokus på det kliniske område – herunder på ”syge ældre”, den borgernære sygepleje, forebyggelse, psykiatri og klinisk beslutningstagen. Det andet afsnit har fokus på det organisatoriske, og det tredje afsnit har fokus på kvalitetsudvikling og på formidling og vejledning i personalegrupper og på teamorganisering.
Specialuddannelsen i borgernær sygepleje starter næste gang på Københavns Professionshøjskole den 2. september, og der er optag helt frem til august måned.
Uddannelse for SOSU-assistenter
Udover specialuddannelsen i borgernær sygepleje er der også videreuddannelsesmuligheder for SOSU-assistenter med bl.a. akademimodulet ”Sammenhængende forløb”, som udbydes i efteråret 2025. Her er der også fokus på bl.a. kompetencer til at arbejde tværfagligt og teambaseret. Akademimodulet starter d. 16. september på Københavns Professionshøjskole.
Kontakt