Et ungdomsliv på hospitalsgangen
Hvordan hjælper hospitalsvæsenet bedst unge, der er udfordret af sygdom?
13. maj 2025
Af Peter Holm Andersen, journalist, Københavns Professionshøjskole
Nana var kun 15 år, da hun en helt almindelig hverdag får at vide af en sygeplejerske på Holbæk Sygehus, at hun fremover skal leve med type 1-diabetes. Samme dag blev Nana også én blandt mange andre børn og unge, der skal bruge en del af deres ungdom på møder med sundhedsvæsenet for at høre, hvordan det går. Det kan forvirre, når man hverken er rigtig voksen eller rigtig barn og skal passe ind i sundhedsvæsnets systemer og forholde sig til mødernes indhold.
Før det levede Nana et helt almindeligt ungdomsliv uden tanker om, at hun skulle fejle noget. Hun passede sin skole, gik til konkurrencesvømning og hyggede sig med venner og familie. Det gør hun stadig, men nu med et ekstra ansvar. Hun skal i dag tælle kulhydrater, tage insulin og holde øje med blodsukkeret. Hun kan ikke længere bare spise eller træne uden også at tænke på, hvordan det påvirker “mit tal”, som hun kalder sit blodsukker.
Nana fik hurtigt et tæt forhold til sygeplejerskerne på børneafdelingen. Det betød, at de sundhedsprofessionelle vidste, hvordan hun havde det, og hvordan hun reagerede i forskellige situationer.
Men i hospitalsverdenen er det sådan, at når du fylder 18 år, er du voksen, og ”så skal du over i voksenafdelingen, og det er noget helt andet”, fortæller Nana. Hun oplevede selv en blød overgang fra barn til voksen i sundhedsvæsenet og har generelt kun haft gode oplevelser, men i hospitalets ungepanel møder hun unge, som har andre oplevelser:
”Pludselig kan man sidde over for en ny læge, fordi man nu er voksen. Det føles utrygt, for man mister relationerne og trygheden fra børneafdelingen. I voksenafdelingen er tonen anderledes. Der bliver brugt andre formuleringer og voksenord, som man ikke altid kan overskue eller synes er rare. Man kan fx godt føle, at lægen hakker på én, når ens tal bliver gennemgået, sådan: ”Det er ikke okay, det her. Og det her er heller ikke okay”, siger Nana og appellerer til, at sundhedsprofessionelle uden for børneafdelingen forstår, hvor sårbart og frustrerende det er at være ung og samtidig være udfordret af sygdom.
Henrik Wiben, lektor på Københavns Professionshøjskole og ansvarlig for ungeambassadøruddannelsen siger:
“Fra sundhedsfaglige undersøgelser ved vi, at unge er særligt sårbare i forbindelse med hospitalsindlæggelser. Derfor er det afgørende, at personalet har et godt indblik i og forståelse for de unges liv og perspektiver. Så sundhedsvæsenet og de unge har gode forudsætninger for at kunne mødes i øjenhøjde.”
Og det er vigtigt, at sundhedsprofessionelle fokuserer endnu mere på unge, der er udfordret af sygdom. Ifølge Ungepanelerne i Danmark begynder 75 % af alle psykiske sygdomme i ungdomsårene, og undersøgelser viser, at unge med fysiske sygdomme har større risiko for også at udvikle psykiske problemer.
Derfor har Nana to opmærksomheder, som hun gerne vil dele med sundhedsprofessionelle, der fx arbejder på et hospital og er i berøring med unge:
-
Vær i øjenhøjde med den unge
Hvis man som ung patient ikke føler, at de sundhedsprofessionelle forstår én eller ser én, kan det gøre situationen værre. For det bidrager til en samlet byrde, der handler om, at det bare er ’ufedt’ at være syg. Og når den byrde bliver for tung, så kan den unge godt tænke: “Fuck, hvor er det noget lort. Det hele. Jeg gider ikke det her mere. Det er det samme hver dag. 24-7. Jeg holder aldrig ferie fra det, for så ødelægger jeg mig selv,” som Nana udtrykker det.
’Tænk derfor over, hvordan du taler til den unge´ er Nanas råd til de sundhedsprofessionelle. ”Vi kan godt føle, at vi bliver talt ned til af jer. Det hverken motiverer os eller hjælper på vores situation. Så prøv at være i øjenhøjde med os. Se os og forstå os – dér, hvor vi står.”
Henrik Wiben er enig i Nanas gode råd om at møde unge i øjenhøjde: “Det kræver ofte mod og professionalisme fra sundhedspersonalet at skabe en ramme, hvor mødet kan foregå på en anderledes måde. Det er vigtigt at forstå, at unge ofte har andre bekymringer og spørgsmål end voksne, og det er afgørende at tage højde for dette i mødet og behandlingen af den unge.”
-
Skab et sted, hvor unge kan finde hinanden
Nana er med i flere ungepaneler, der er med til at gøre sundhedsvæsenet mere ungevenligt. Her har hun mødt mange andre unge, der også er udfordret af en sygdom.
Det var især en lettelse for hende at møde andre unge med Type 1-diabetes – høre dem sige: ’Jeg har den samme sygdom som dig’. Disse møder mindede hende om, at hun ikke er alene med sygdommen. Hun er en del af et fællesskab, hvor de andre unge forstår præcis, hvad hun mener, når hun deler sine historier, frustrationer og oplevelser.
Ungefællesskabet finder hun lokalt på hospitalet, på landsplan, og når hun deltager i den årlige skitur, som hospitalet arrangerer.
”Grupperne hjælper rigtig meget og har givet mig mange gode venner. Jeg slipper lidt tøjlerne og slapper mere af, når vi er sammen. De andre unge forstår mig. Fx behøver jeg ikke at tænke: Hvis jeg spiser det her, så kommenterer folk nok på det – at det burde jeg ikke spise, når jeg har diabetes. Men jeg må spise alt. Det ved folk udefra bare ikke”, forklarer Nana.
Derfor er ’skab grupper, hvor unge kan finde hinanden´ et råd, som Nana gerne vil give videre til sundhedsprofessionelle, der er i kontakt med unge. Det er vigtigt, fordi ”vi viser hinanden, at vi ikke er alene i det her. Det gør det hele lidt lettere,” afslutter Nana.
Vil du vide mere?
Er du sundhedsprofessionel, og arbejder du med unge med kroniske og alvorlige sygdomme? Så er ungeambassadøruddannelsen måske noget for dig.