Klinisk lederskab er ikke længere ”nice to have”

En sygeplejerske er til morgenmøde med sit team, og en kollega nævner, at en borger “var lidt mærkelig i går”. Sygeplejersken fornemmer, at der ligger noget bag, og hun spørger ind til, hvordan borgeren var anderledes. Hun får frem, at han var mere stille end vanligt, svarede langsomt og drak sparsomt. Samtidig tjekker hun omsorgssystemet for medicinændringer og tidligere mønstre og kobler observationerne med en nylig justering i hans behandling.

I stedet for at lade bemærkningen passere, omsætter sygeplejersken situationen til en fælles plan: samme formiddag tages temperatur, urin stixes og væske registreres, og borgerens kognitive niveau vurderes. Resten af dagen tilbydes små hyppige glas, og effekten dokumenteres. Om eftermiddagen skrives en status, og der laves en klar tærskel for lægekontakt ved stigende temperatur eller konfusion.

Sygeplejerskens rammesætning gør en stor forskel: Hele teamet ved nu, hvad de skal være opmærksomme på, og hvorfor det er vigtigt. Senere viser urinstixen tegn på infektion, og behandlingen kan sættes i gang. Det, der begyndte som en vag fornemmelse, udviklede sig til klinisk relevant handling, fordi sygeplejersken gav observationerne sprog, sammenhæng og en tydelig retning.

Det er klinisk lederskab. Og behovet for klinisk lederskab vokser i takt med, at behandlingsforløb flytter fra hospital til hjem. Tiltag som Hospital at Home, hjemmebehandlinger og hjemmeundersøgelser betyder, at borgere med mere komplekse behov nu følges tæt i primær sektor. Samtidig udskrives borgerne tidligere og kommer hjem med flere diagnoser, uafklarede problemstillinger og behov for hurtig, koordineret opfølgning.

Lederen af hjemmeplejen i Høje Taastrup Kommune beskriver udviklingen:  “Opfattelsen og behovet for det kliniske lederskab har ændret sig, efter vi er begyndt at arbejde med borgernære teams”. Og en udviklingssygeplejerske fra Høje Taastrup supplerer: “Det kliniske lederskab bliver ekstra vigtigt i en tværfaglig sammenhæng, hvor det er med til at bygge bro mellem monofaglighederne”.

Udfordringerne ligger rundt om sygeplejen

Når sygeplejersker fortæller om deres arbejde, er det slående, at deres frustrationer sjældent handler om selve den borgerrettede sygepleje. Den har de styr på. Udfordringerne ligger i alt det omkring: at samle tråde fra mange fagligheder, få uens observationer til at hænge sammen, holde overblikket i pressede situationer, navigere i skiftende rammer og træffe beslutninger, der både er fagligt forsvarlige og koordinerede med resten af teamet. Altså alt det, der har med klinisk lederskab at gøre.

For nogle sygeplejersker er klinisk lederskab ikke en del af den oprindelige uddannelse, fordi begrebet først blev indført i uddannelsesreformen i 2001 og formelt indskrevet i bekendtgørelsen i 2022. Andre har stiftet bekendtskab med det i studiet, men har aldrig fået mulighed for at øve det i en travl, borgernær praksis. Derfor er der stor variation i sygeplejerskernes forudsætninger: nogle kan fra dag ét rammesætte og prioritere på tværs af fagligheder, mens andre mangler et fælles begrebssæt og sikre greb til at gøre det samme.

Behov for målrettet styrkelse af det kliniske lederskab

Når kravene til klinisk lederskab stiger, uden at kompetenceudviklingen følger med, opstår der et gab mellem forventninger og virkelighed. Derfor er der brug for en målrettet styrkelse af det kliniske lederskab – både gennem specialuddannelsen i borgernær sygepleje, som giver sygeplejersker et solidt fagligt fundament, og gennem kurser i klinisk lederskab, hvor teams og ledere kan arbejde mere fokuseret med strukturer, samarbejde og beslutningsprocesser i hverdagen. Sammen kan de to spor skabe det fælles sprog og den organisatoriske understøttelse, som hverdagen kræver.

Det kræver en langsigtet indsats at styrke det kliniske lederskab, for udviklingen sker ikke gennem enkeltstående tiltag, men gennem en vedvarende retning, der forankres i både kultur, struktur og kompetencer. Skal klinisk lederskab blive en integreret del af hverdagen, som tilgang, praksis og fælles fagligt orienteringspunkt, må organisationen arbejde strategisk på flere niveauer samtidig. Der er tre centrale forudsætninger, som er særligt afgørende for, at sygeplejersker og tværfaglige teams kan lykkes med den kliniske ledelse tæt på borgeren:

Relevant kompetenceudvikling

For sygeplejersker anbefales specialuddannelse i borgernær sygepleje, som styrker det kliniske lederskab, klinisk beslutningstagen, rehabiliterende tilgang og evnen til at indgå i tværfaglige samarbejder. Uddannelsen understøtter sygeplejerskens rolle som både faglig specialist og aktiv deltager i helhedsplejen.

Derudover kan kompetenceudviklingen med fordel suppleres med kortere, praksisnære læringsforløb. På Københavns Professionshøjskole tilbyder vi kurser i klinisk lederskab, som giver teams og ledere konkrete redskaber til rammesætning, prioritering, koordinering og tværfaglig beslutningstagen i hverdagen. Kurserne kobler teori med den lokale praksis, så deltagerne arbejder med netop de udfordringer, der fylder i deres egen organisation. Det gør læringen mere anvendelig og styrker både det fælles sprog, samarbejdsfladerne og evnen til at omsætte faglige vurderinger til tydelig retning i borgernære forløb.