”Alt for mange gode idéer oppefra”: Rapport kaster lys på offentlige ledere

De er ledere i alt fra børnehaver til botilbud og fra skoler til hospitaler og plejecentre. De har ansvar for børn, unge, ældre, syge eller udsatte borgere – og for de lærere, pædagoger, sygeplejersker, socialrådgivere og andre fagprofessionelle, der løfter den borgernære velfærd i praksis.

Men de vilkår, vi som samfund giver offentlige mellemledere, er langt fra i top. Det viser rapporten ’Arbejdslivet som leder i det offentlige’, der bygger på svar fra 723 ledere.

Ifølge rapporten savner lederne bl.a. indflydelse på deres arbejde, de bokser med mange administrative og praktiske opgaver, mangler plads til faglig ledelse, og de oplever en høj grad af styring oppefra.

Ledere har fået et andet job end de forestillede sig

En af forskerne bag rapporten er docent Nana Vaaben. Hun hæfter sig ved, at over halvdelen af de adspurgte ledere i løbet af det sidste halve år har overvejet at skifte job:

”Når så mange overvejer at stoppe som ledere, skal vi lytte nøje til årsagerne. De peger på tværs af faggrupper på, at deres ansvar og indflydelse ikke følges godt nok ad. De bliver ledere for at gøre en forskel, men mange skuffes over, hvor stor en del af arbejdet, der handler om at implementere beslutninger, som er udtænkt langt fra praksis. På den måde oplever mange ledere, at de har fået et andet job, end de forestillede sig,” siger hun.

Det er ikke bæredygtigt i længden, siger Nana Vaaben:

”Lederne oplever at arbejde op ad bakke og i modvind. De bøjer og strækker sig for at holde sammen på noget, der faktisk ikke kan hænge sammen. De kompenserer og udfylder huller, hvor der er mangler. Derfor kan man sige, at de får rollen som den offentlige sektors gaffatape og polyfilla.”

Leder: Vores egen spilleplade bliver ret lille

Som områdeleder i Roskilde Kommune er Stine Kart Skytte leder for 7 pædagogiske ledere fra dagtilbud og dagpleje. Indtil 2021 var hun selv pædagogisk leder, og hun har i dag kontor i et af børnehusene – tæt på kerneopgaven. Og hun kan ’utroligt godt’ genkende det billede, som lederne tegner i rapporten.

”I dag er lederjobbet præget af, at der mange aktører med stærke holdninger til, hvordan vi skal gøre alting. Alverdens agendaer kæmper om pladsen, for alting er jo ’vigtigst’, hvis man kigger isoleret på det. Vi møder en hær af organisationer og konsulenter, der vil have os til at arbejde på en bestemt måde, fx med sprog, motorik, trivsel, arbejdsmiljø, dokumentation og forældresamarbejde. Listen er uendeligt lang, og lederens egen spilleplade bliver tilsvarende lille – og jeg ved, at det samme gælder for ledere på andre offentlige områder,” siger Stine Kart Skytte.

Hun understreger, at de forskellige tiltag som regel er gode og rigtige – problemet er, at de ikke kan håndteres samtidig, fordi der er for mange, og de nogle gange er modstridende.

”Det er fx umuligt at tage hensyn til alle medarbejderes ønsker til ferie og fleksibilitet – og samtidig sørge for faste pædagoger på stuen. Selvom både work-life-balance og børns tilknytning er uhyre vigtigt,” siger områdelederen.

Vi bliver nødt til at tale højt om det sammen

Hun understreger, at det ikke blot handler om, at de offentlige chefer skal afgive noget indflydelse til mellemlederne.

”Det er hele samfundet, der skal justeres, fordi forventningerne til, hvad velfærdslederne og -institutionerne skal levere, er eksploderet. Med digitaliseringen kan vi i teorien handle på alt meget hurtigt, og alle kan få adgang til alt. Fx forældre eller pårørende, der også er blevet stærke aktører. Det hele er blevet mere hyper, og der skal ikke så meget til, før vi møder modstand. Sådan var det ikke for 20 år siden.” siger Stine Kart Skytte.

Hun er enig i anbefalingerne i rapporten. Bl.a. i, at der er brug for netværk blandt lederne:

”Indtil nogen lykkes med at skrue ned for forventningerne til, hvad vi skal yde som velfærdsinstitutioner, er der kun en ting at gøre: At tale højt sammen om presset og kompleksiteten i jobbet. Derfor er det også glædeligt, at forskerne bag rapporten sætter fokus på det, der ikke helt kan hænge sammen. Vi har meget viden om, hvordan vi skal arbejde ude tæt på borgerne – derfor er der brug for arbejdsro og tillid til lederne og deres dømmekraft,” siger Stine Kart Skytte.