Gå til indhold
""

Ledelse, der holder – uden at slide mennesker op

Når opgaver, krav og ansvar over tid udmatter både mennesker og organisation, kalder det på, at du leder på en anden måde. Regenerativ procesledelse er et bud på hvordan.

Mange offentlige organisationer ledes, som om belastningen altid kan udvides, hvis man blot organiserer klogere eller prioriterer skarpere. Konsekvensen er ikke kun individuel mistrivsel, men at organisationer mister evnen til at respondere klart og sammenhængende på de udfordringer, de møder, og at ledelse reduceres til konstant brandslukning.

”Mange af de udfordringer, offentlige organisationer står med i dag, kalder ikke på endnu en metode eller et nyt ledelseskoncept, men på en dybere forskydning i, hvordan vi forstår mennesket, organisationen og livet, de er indlejret i. Offentlige organisationer er ikke blot styringsenheder, men levende systemer, der enten kan regenerere eller nedslide de mennesker og fællesskaber, de er sat i verden for at tjene”, siger Tim Struck, som er underviser og konsulent på Københavns Professionshøjskole og ekspert i regenerativ procesledelse.

De fleste ledelsestilgange tager udgangspunkt i, hvad organisationen skal gøre. ”Regenerativ procesledelse starter et andet sted. Den spørger ikke først og fremmest, hvad vi skal ændre, men hvad det er for et levende system, vi leder – og hvordan det faktisk kan bære sig selv over tid”, lyder det fra Tim Struck.

Regenerativ procesledelse adresserer det grundlæggende forhold mellem liv, arbejde og organisering og insisterer på, at opgaveløsning kun er bæredygtig, hvis den menneskelige, relationelle og systemiske bæreevne tages alvorligt samtidig.

Ikke nemmere – men mere bæredygtigt

Regenerativ procesledelse gør ikke nødvendigvis arbejdet som leder nemmere, men det bliver mere bæredygtigt over tid. ”Jeg hører ofte fra ledere, der arbejder regenerativt, at de er mindre drænede efter en arbejdsdag, at konflikter sjældnere eskalerer, og at medarbejdere tager mere ansvar. Organisationen reagerer mindre panisk, når presset stiger, og lederne tør selv stå i spænding og uvished lidt længere uden at skulle lukke eller overstyre eller levere et hurtigt svar”, lyder det fra Tim Struck. Han medgiver, at det kræver noget af lederen, men fremhæver, at det på sigt koster mindre, fordi der bruges mindre kraft på brandslukning, konflikter og reparation.

Rummet som en medspiller

Tim Struck har sammen med Jakob Nørlem skrevet bogen ”Den regenerative procesleder” og har bl.a. et eksempel på regenerativ procesledelse, som handler om at holde medarbejderudviklingssamtaler på stranden. Pointen er ikke stranden i sig selv, men erkendelsen af, at stedet altid virker med. ”Rum, materialitet og omgivelser påvirker nervesystem, opmærksomhed og relationel dynamik – uanset om vi er bevidste om det eller ej. Det ændrer ikke samtalens indhold, men betingelserne for at kunne være i den. Stranden er blot et tydeligt eksempel på, at når samtaler flyttes ud af de vante organisatoriske rammer, ser man ofte, at tempoet falder naturligt, opmærksomheden bliver mere sammenhængende, og det væsentlige dukker op tidligere, uden at skulle “arbejdes frem”, forklarer Tim Struck.

Som leder tænker du måske, at du ikke har tid til at gøre dig så mange overvejelser over rummet. ”Men stedets og rummets påvirkning forsvinder ikke, fordi man ikke tager stilling. Den virker stadig – bare ubevidst”, siger Tim Struck. Regenerativ procesledelse handler ikke om at gøre noget ekstra, men om at tage alvorligt, at steder former mennesker – og at det har konsekvenser for ledelse, samtaler og beslutninger.

Andre små greb til at arbejde mere regenerativt

Der er heldigvis meget, man kan begynde med, uden at lave store omvæltninger. Regenerativ procesledelse starter ikke med nye programmer, men med små forskydninger i kvalitet og opmærksomhed.

Tre enkle greb:

  • Brug det, der mærkes, som information

    Når du som leder mærker uro, modstand eller træthed i et møde eller en proces, er det ikke støj. Det er data. Spørg dig selv – eller rummet: ”Hvad i vores måde at arbejde på reagerer vi på lige nu?” Det spørgsmål kan ændre dynamikken markant.

  • Bliv i spændingen lidt længere

    Mange problemer opstår, fordi vi skynder os mod en løsning, før situationen er forstået. At arbejde regenerativt er ofte at holde igen et øjeblik og lade uenighed, usikkerhed eller tvivl få plads, så den ikke senere vender tilbage som modstand eller konflikt.

  • Giv det usagte et minimum af sprog

    Som leder behøver du ikke åbne store processer. En enkel sætning kan være nok: “Der er noget her, vi ikke helt har fået sagt endnu – lad os lige blive ved det.” Det skaber klarhed og reducerer friktion.

Fælles for disse greb er, at de ikke kræver mere tid – men en anden kvalitet af nærvær. De flytter ledelse fra at handle hurtigt på symptomer til at arbejde mere direkte, præcist og ind i dybden af det, der er på spil i mennesker og systemer.

En udvidelse af ledelsesrummet

Regenerativ ledelse handler ikke om at erstatte eksisterende ledelsesformer, men om at udvide det ledelsesrum, offentlige ledere kan handle i. At gøre det legitimt og fagligt funderet at arbejde med det levende, det relationelle og det endnu ikke færdigformulerede – fordi det er her, fremtidens bæredygtige opgaveløsning allerede er i gang med at tage form.

Regenerativ procesledelse er ikke et svar, men en ramme for at stille mere præcise spørgsmål.

Kontakt

Kontakt Tim Struck, hvis du og din organisation vil have hjælp med sparring, workshops eller oplæg for ledere og/eller medarbejdere med det formål at udvikle en mere bæredygtig organisation hos jer.

Portræt af Tim Struck

Tim Struck

Underviser og konsulent

+45 20 30 21 28

Bog om regenerativ procesledelse

Sammen med Jakob Nørlem har Tim Struck skrevet bogen “Den regenerative procesleder – Design af fremtidens offentlige organisation”, som er en bog til ledere, konsulenter, facilitatorer eller forandringsagenter, der arbejder med udviklings- og forandringsprocesser. Bogen introducerer et nyt paradigme for procesledelse, hvor fokus ikke længere blot er på effektivitet, problemløsning eller nye redskaber, men på at fremme livskraft, helhed og relationel intelligens i komplekse systemer.