Gå til indhold
Fire kolleger samarbejder ved et bord foran en tavle.

Når ledere skaber sikker drift, skal det hyldes som en bedrift

Driften tager for stor en bid af offentlige lederes tid. Det viser en rapport fra KP. Derfor skal vi tale mere om driften, siger Rikke Horup Sørensen, lektor, ph.d. på KP. Ifølge forstander af Rosenborgcenteret, Lotte Alsløw, er stabil drift en forudsætning for alt andet på plejehjemmet.

”Det er en kompleks og vigtig opgave at sikre driften af en skole, et dagtilbud, et bosted eller plejehjem. Og det burde vi tale meget mere om – og anerkende lederne for,” siger Rikke Horup Sørensen, lektor og ph.d. på Københavns Professionshøjskole.

Hun står sammen med forskerkolleger bag rapporten ’Arbejdslivet for ledere i det offentlige’, der bygger på en undersøgelse blandt 723 mellemledere inden for bl.a. skole, sundhed, det sociale og pædagogiske område. Over halvdelen af lederne svarer, at drift og administration fylder for meget i deres job.

Kernen i mit arbejde er at sørge for, at der altid er den rette person på rette tidspunkt med de rette kompetencer.
, forstander af Rosenborgcenteret

Stabil drift er afgørende for borgere og medarbejdere  

Lotte Alsløw er forstander på Rosenborgcenteret – et plejehjem for rundt regnet 85 beboere. For hende fylder drift og administration langt det meste af arbejdsdagen – især hvis man medregner personaleledelse af de over 100 medarbejdere.

”Kernen i mit arbejde er at sørge for, at der altid er den rette person på rette tidspunkt med de rette kompetencer. For beboerne er det afgørende, at de får den pleje og omsorg, de har brug for, og for medarbejderne er det afgørende, at de kan lykkes fagligt i deres arbejde,” siger Lotte Alsløw, der har været leder i Københavns Kommune i 26 år – de sidste seks år på Rosenborgcenteret.

Hun nikker genkendende til det billede, rapporten tegner; arbejdsbyrden er heftig for offentlige mellemledere, og omfanget af drift og administration er stort.

Eksempler på driftsopgaver på Rosenborgcenteret er at få sammenhæng mellem den faglige bemanding og de opgaver, der skal løses, vedligehold af ejendommen, klargøring af boliger og lovbestemte procedurer, når en beboer går bort. Også rengøring, hygiejne og køkken er store driftsopgaver.

Hvis driften sejler, søger medarbejderne væk

Lotte Alsløw er meget optaget af, at sikre stabil drift:

”At bemandingen kører, og at beboerne får den omsorg og pleje, vi gerne vil give dem, er en forudsætning for alt andet. Sikker drift er også en forudsætning for, at medarbejdere vil arbejde her. Hvis det sejler, søger de andre steder hen. Vi har heldigvis en meget lille udskiftning i personalet – det gavner også vores beboere.”

Lotte Alsløw mener ikke, at grænsen mellem drift og udvikling er knivskarp:

”Driften er en forudsætning for, at der er rum til udvikling, og der kan være et element af udvikling i driftsopgaverne.”

Hun peger på, at både hun og de fire afdelingsledere har fokus på at løfte kvaliteten i alt, hvad der foregår på plejehjemmet.

”Det er i høj grad gennem driften, at vi kan skabe et godt arbejdsmiljø og sikre kompetenceudvikling og sparring på kerneopgaven. Det er jo i dagligdagen, at vores forskellige faggrupper skal kunne udfolde deres faglighed med respekt for de andre fagligheder, som er lige så vigtige,” siger Lotte Alsløw.

Derfor skal vi hylde driften

Rikke Horup Sørensen er enig:

”Når lederne oplever, at driften fylder for meget, handler det om, at mængden er steget. Det handler også om, at vi skal have en forståelse af, at drift og udvikling hænger sammen, og om at vi ikke helt har øje nok for, hvor kompleks og vigtig driften er. Og for, hvordan udvikling og hænger sammen. Alle de handlinger, ledere foretager sig på mikroplan, har betydning for fremtiden. Når man som leder fx sætter bestemte medarbejdere til at samarbejde om noget bestemt omkring en bestemt borger, så betyder det, at noget nyt kan lade sig gøre dagen eller året efter.”

En af anbefalingerne i lederrapporten lyder, at ’drift bør hyldes som en bedrift – for det er ikke nemt at få alle til at trives i fx et dagtilbud, en skole, et bosted eller et ældrecenter’.

”Vi skal tale meget mere om betydningen af drift og om, hvordan vi griber opgaverne an. Når lederne oplever, at nogle opgaver sluger for meget tid, skal vi anerkende deres erfaringer og sammen se på, hvad ledelsesopgaven er, og hvordan vi kan prioritere og organisere arbejdet,” siger Rikke Horup Sørensen, der også underviser også på lederuddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Smilende kvinde der deltager i diplom i ledelse

Diplom i ledelse

Tag en diplom i ledelse – og arbejd strategisk med din ledelsesstil, værktøjer og kompetencer.

Læs om uddannelsen

Uddeleger – og tal højt om driften

”På lederuddannelser og i netværk skal vi tale højt om driften – og om at drift er en mindst lige så væsentlig ledelsesopgave som udvikling. Samtidig kan lederne arbejde med at uddelegere så meget af driften som muligt til medarbejderne. Det kan fx give mening at give dem ansvaret for indretning eller indkøb til aktiviteter.”

Rikke Horup Sørensen understreger, at lederne har fået flere administrative opgaver i løbet af de sidste 5-10 år. Opgaver, der før enten ikke fandtes, eller blev udført af administrativt personale i forvaltningen.

”For mange ledere er grænsen nået, når det gælder praktiske og administrative opgaver. Vi kan se i rapporten, at langt de fleste er blevet ledere, fordi de gerne vil gøre en forskel for borgere og medarbejdere – ikke for at administrere unødigt meget,” siger Rikke Horup Sørensen.

7 centrale pointer fra rapporten

  1. Ledernes motivation til at blive leder er især at få indflydelse, præge den faglige og organisatoriske retning og påvirke samfundet — ikke fx økonomiske incitamenter.
  2. I jobbet fylder især praktiske og administrative opgaver, koordinering og systemunderstøttelse, og mange ledere savner mulighed for at bedrive faglig ledelse og udvikling tæt på kerneopgaven.
  3. Ledernes arbejdsglæde handler især om at lykkes sammen med medarbejderne, og om at kunne præge samarbejde og faglighed på måder, der gavner borgerne.
  4. Frustrationer skyldes især dårligt samarbejde, svære rammer og vilkår, tidspres og manglende indflydelse på, hvordan deres lederopgave skal udføres.
  5. Over halvdelen (55 procent) af lederne i undersøgelsen har indenfor det seneste halve år overvejet at forlade jobbet.
  6. De ledere, der har overvejet at forlade jobbet, peger især på årsager som arbejdsvilkår og arbejdspres samt manglende indflydelse, ressourcer og anerkendelse.
  7. De ledere, der har overvejet at forlade jobbet, giver forskellige årsager til, hvorfor de alligevel er blevet: Mere end hver fjerde peger på hensynet til medarbejdere, kolleger og borgere. En fjerdedel fordi de trods alt elsker jobbet og finder det meningsfuldt. Lidt færre har ikke fundet et alternativt job, og en mindre gruppe ’holder ud’ af stædighed eller håber, at tingene bliver bedre.

4 anbefalinger fra forskerne

  1. Ansvar og indflydelse skal følges bedre ad – de mennesker, som står med ansvaret for andre i hverdagen, skal have større indflydelse.
  2. Strukturelle problemer skal løses strukturelt – ikke tørres af på mellemlederne.
  3. Opbyg netværk – nogle ledere oplever at stå alene med noget meget svært.
  4. Drift bør hyldes som en bedrift – for det er ikke nemt at få alle til at trives i et dagtilbud, en skole, et bosted eller et ældrecenter.

Kort om rapporten

’Arbejdslivet som leder i det offentlige’ er udarbejdet af Nana Vaaben, Sarah Grams Davy, Lisa Dahlager, Rikke Horup Sørensen og Sofie Skovdal Mouritzen. De forsker og underviser på Københavns Professionshøjskole, Institut for livslang læring.

Rapporten bygger på svar fra 723 ledere, der har beskrevet deres arbejdsliv med egne ord. 80 % kommer fra de store kommunale områder, som er dagtilbud, skole, socialområdet og ældreplejen. 76 % er kvinder, hvilket svarer til kønsfordelingen på diplomuddannelsen i ledelse.

Find rapporten her

Kontakt

Rikke Horup Sørensen

Lektor

+45 24 29 64 54

Inspiration til din ledelse