Sådan får ny viden plads i skolens praksis

På Sluseholmen Skole i København arbejder lærere og ledelse – som på mange andre skoler – på at finde bæredygtige modeller for udvikling af praksis.

I en periode fyldte arbejdet med skolens flersprogede elever meget blandt mange lærere. De oplevede, at de manglede viden og redskaber til at forstå og møde børnenes sproglige udfordringer og ressourcer, ligesom de ønskede at blive bedre klædt på til samarbejdet med elevernes forældre.

Skolen udviklede derfor i samarbejde med Københavns Professionshøjskole (KP) et forløb til at støtte lærerne i arbejdet med de flersprogede elever. Forløbet vekslede mellem faglige input fra KP, afprøvning i undervisningen, observation og feedback. Det enkelte team valgte selv, hvad observationerne specifikt skulle fokusere på.

Observation og feedback bringer den nye viden i spil

Det var netop vekselvirkningen mellem ny viden, arbejde i praksis, observation og feedback til teamet, der fik den nye viden til at forankre sig som ny og stærkere praksis, fortæller skoleleder på Sluseholmen Skole, René Bang Henriksen, og fremhæver især værdien af den konkrete spejling: ”Da du gjorde sådan og sådan, virkede det fantastisk – men lagde du mærke til, hvad der skete for A og B?”

Når tiden ikke er der

På Sluseholmen Skole er erfaringen, at observation og feedback ikke bliver en fast del af hverdagen af sig selv. Lærerne har begrænset fælles tid, og undervisningstiden er vanskelig at tage fra. Derfor kræver det både prioritering og is i maven fra ledelsen, mener René Bang Henriksen:

”Det er jo en ledelsesopgave. Hvis man beregner, om man har råd til at købe en ny bil, så har man det jo ikke. Men hvis man alligevel skal have en bil, så må man få råd til den på anden vis. Og sådan er det også for os. Man er nødt til at sige, at nu skal vi det her. Og så kan det være et ledelsesgreb at delegere det ud til en ekstern facilitator at sige, at det bliver sådan her.”

Viljen er der – strukturen mangler

I mange år har det været udbredt i skoleverdenen at tale om ”den privatpraktiserende lærer”, der lukkede døren til klasserummet og ikke skulle nyde noget af kollegers eller ledelses indblanding. Men ifølge René Bang Henriksen vil lærerne gerne samarbejde og modtage feedback. Udfordringen er snarere at skabe tid, struktur og et tydeligt fokus for observationerne. Han ser en mulighed i co-teaching og andre eksisterende konstellationer med to voksne i klasseværelset, for det kan give mulighed for observation uden at skulle skabe et helt nyt rum i skemaet.

”Når man er to i klassen, kan den ene nogle gange være observatør, og så kører den anden alene, og så taler man bagefter om det, man så. Det er især meget oplagt i 0.-1. klasse, hvor de er to hele tiden”.

Men det kræver stadig, at observationen prioriteres og får et tydeligt fokus. Ifølge René Bang Henriksen kan en fælles beslutning på skolen skabe den nødvendige forpligtelse. En ekstern facilitator kan hjælpe med at sætte rammen, støtte observation og feedback og fastholde processen. Uanset hvad er det afgørende, at der både er aftaler om tid og sted og en klar ramme eller skabelon at arbejde inden for:

”Det er min erfaring, at det er vigtigt med en nem skabelon. Fx: Vi observerer hinanden fire gange hen over et år. Første gang er det klasseledelse, der er temaet. Kig efter, hvor mange der rejser sig op uden at have fået lov, hvor mange der ikke rækker hånden op osv. Konkrete ting. Næste gang kigger vi på relationer; hvordan er øjenkontakten fra voksen til barn osv. Planlæg det som faste observationsuger, hvor alle gør det.”

Ifølge René Bang Henriksen behøver skolen ikke gennemføre et omfattende kulturarbejde. Den kan begynde med faste rammer, konkrete observationspunkter og en fælles aftale om at give oprigtig og brugbar feedback, og et helt overordnet kodeks for det, man kunne kalde ”ordentlig oprigtighed”:

”Man bliver nødt til at aftale at være oprigtige og konkrete og passe på ikke at lide af hensynsbetændelse, fordi det er ens gode kolleger. Det er meget nemmere at efterleve, når man observerer på noget konkret. På min gamle skole prøvede vi – på baggrund af en tilbagemelding fra eleverne – med, at lærerens opstart aldrig måtte være længere end ni minutter. Det var jo meget konkret at observere på.”

Observation og feedback behøver altså ikke begynde som et omfattende udviklingsprojekt. Skolen kan starte med at vælge ét konkret fokus, planlægge observationerne på forhånd og aftale, hvordan kollegerne giver hinanden brugbar feedback. En ekstern samarbejdspartner kan hjælpe med at udvikle og fastholde rammen, men ledelsen må prioritere tiden og sikre, at arbejdet bliver en del af skolens praksis.