Lærere vil udvikle sig – ikke nødvendigvis gøre karriere

Hvor karriere og karriereveje ofte forbindes med nye positioner og tydelige udviklingsveje for den enkelte, oplever mange i skoleverdenen begrebet som noget, der trækker væk fra kerneopgaven. Det viser en undersøgelse om karriereveje og livslang læring, som vi på Københavns Professionshøjskole har lavet blandt lærere og ledere.

En lærer formulerer det sådan:

“Jeg tænker karriere som noget, hvor man rykker sig væk fra noget og stiger i hierarkiet. Det forbinder jeg med noget lidt overfladisk. Jeg synes, ’udvikling’ eller ’udvikling inden for arbejdsfeltet’ er bedre.”

En skoleleder siger:

“Knap så meget karriere. Mere specialisering, tror jeg, man kan sige. Fordi skolen er jo også indstillet på den måde, at alle får det samme i løn.”

En presset hverdag udfordrer klassiske uddannelsesformater

Når skolen ikke er et sted, hvor man ”gør karriere”, bliver kompetenceudvikling heller ikke set som en karriereunderstøttende aktivitet. Det kan bl.a. hænge sammen med, at ikke alle er interesserede i de ændrede opgaver, disse funktioner kan indebære.

En lærer siger:

“Der er mange af os, der bliver ramt på, at fx matematikvejleder er den eneste vej at gå i matematik. Men man vil ikke nødvendigvis være koordinator – man vil bare gerne være dygtigere.”

Selvom motivationen for at blive dygtigere er til stede, oplever mange lærere, at de traditionelle former for kompetenceudvikling, hvor én lærer tager afsted på kursus, kan være sværere at få til at hænge sammen i en hverdag med højt tempo. En af dem siger:

”Tingene går hurtigt, man forventer, at du svarer på Aula, mens du er på kursus. Folk hungrer efter et quickfix, men fordybelse tager tid”.

En anden lærer beskriver det sådan:

“Dem, der vælger det, er ildsjæle […] Den tid, jeg lægger her [i efteruddannelse], skal jeg indhente i mit skema på et andet tidspunkt. Det er jo et kæmpe benspænd, fordi det kun bliver ildsjæle, der kan være væk hjemmefra så meget”.

Netop derfor peger både lærere og ledere på fællesskabet omkring undervisningen som det sted, hvor kompetenceudvikling fungerer bedst.

Kompetenceudvikling som et fælles anliggende

Undersøgelser understøtter, at kompetenceudvikling har størst effekt, når den er integreret i hverdagen og forankret i en bredere gruppe af kolleger.

Relationerne til eleverne – og samarbejdet med kollegerne – opleves som det, der giver mening i arbejdet – og derfor bliver udvikling også noget, man gør sammen.

Som en konsulent og tidligere lærer siger:

“Jeg tror, relationen er sindssygt stærk. Det er det, der er meningsskabende for den almindelige lærer.”

Observationer i undervisningen, co-teaching, fælles refleksion og sparring mellem kolleger går igen i mange af de eksempler, der fremhæves som virkningsfulde.

“Hele den måde at arbejde med observationer i læringsmiljøet, vejledning og feedback – altså observationer og feedback in situ – er en læringsform, vi gerne vil arbejde mere med,” fortæller en leder.

Flere fremhæver, at fælles processer skaber et fælles sprog og en fælles retning, som gør det lettere at udvikle både undervisningen og skolen som helhed.

“Vi har brug for den specialiserede viden, også som almindelig lærer. Hvis vi får et fælles sprog, bliver det nemmere at udvikle på det, skolen kalder efter”, siger en lærer.

Denne pointe matcher udsagn fra flere af de ledere og især de chefer, vi har interviewet, som gerne vil prioritere at flere – og i nogle tilfælde også alle – kolleger uddanner sig sammen, fordi de også oplever, at fælles indsatser styrker skolens samlede faglige retning og giver en mere praksisnær og virkningsfuld udvikling.

Faglig udvikling handler dermed mindre om individuelle karriereskridt og mere om at styrke praksis – i fællesskab.