Gå til indhold
Diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning (DUEK) topbillede

Diplomuddannelse i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning

Bliv professionel vejleder, og arbejd med vejledning af børn, unge og voksne om uddannelse, beskæftigelse og karriere.

Det får du ud af uddannelsen

På diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning (DUEK) får du mulighed for at styrke dine vejlederfærdigheder og øge din viden om teorifeltet og blive en del af et inspirerende netværk med vejledere fra forskellige sektorer og brancher.

Måske arbejder du allerede som vejleder, men du kan også deltage på uddannelsen, selvom du ikke arbejder som vejleder endnu.

Vi kobler teori og praksis, så du både får afprøvet vejledningsaktiviteter og lærer om deres teoretiske grundlag. Vi arbejder med vejledningstilgange i både individuel og kollektiv vejledning samt vejledning i fællesskaber på et vejlederetisk grundlag.

Gennem træning og via observation af egne vejledningssamtaler får du mulighed for at udvikle dine vejlederfærdigheder samt din evne til at forholde dig reflekteret og analytisk til din nuværende eller kommende praksis.

Vi arbejder også med, hvordan din forståelse af vejledtes interesser, personlige forudsætninger og læring kan inddrages i vejledningssamtaler og -aktiviteter.

Du bliver klædt på til at kunne varetage vejlederrollen i det tværprofessionelle samarbejde, og vi diskuterer og analyserer de væsentligste træk i samfundsudviklingen, som har betydning for vejledning.

Det kan både handle om trivselsproblematikker i en samfundskontekst eller være politiske målsætningers betydning for vejledningens tilrettelæggelse og organisering.

Hvem er uddannelsen for?

Diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning er for dig, der allerede arbejder med vejledning, og for dig, der gerne vil komme til det på sigt.

Den er for alle vejledere som f.eks. erhvervs- og karrierevejledere, ungevejledere, studievejledere, uddannelsesvejledere, jobkonsulenter, støttepersoner og dig, der arbejder med andre former for vejledning i offentligt eller privat regi.

Uddannelsen kan også være for dig, der ønsker et karriereskift og gerne vil arbejde med unge og voksne, uddannelse, beskæftigelse og trivsel i en vejledningskontekst.

Få økonomisk støtte

Se her, hvilke muligheder der er for at søge om økonomisk støtte til en videreuddannelse. Klik på fold-ud-knappen “Søg økonomisk støtte”.

Moduler

Obligatoriske moduler

Valgfrie moduler

Uddannelsens opbygning

Diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning består af

  • 3 obligatoriske moduler (30 ECTS)
  • 2-3 valgfrie moduler fra diplomuddannelsen i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning eller en anden diplomuddannelse (15 ECTS)
  • Afgangsprojekt (15 ECTS)

Undervisningen på et 10 ECTS points modul er sædvanligvis fordelt på 6-10 undervisningsgange og veksler mellem oplæg, gruppearbejde og drøftelser. På 5 ECTS points moduler er antallet af undervisningsgange sædvanligvis 3-6.

En undervisningsgang ligger typisk i tidsrummet kl. 9.00-15.00 eller 14.00-19.00 for aftenundervisning. En eller flere undervisningsgange kan på nogle moduler også involvere forskellige varianter af online-undervisning.

Undervisningen begynder i foråret typisk omkring 1. februar og ligger en hverdag i februar, marts og april med efterfølgende vejledning og opgaveaflevering i maj og eventuel mundtligeksamen i juni.

Undervisningen begynder i efteråret typisk omkring 1. september og ligger herefter på en hverdag i september, oktober og november med efterfølgende vejledning og opgaveaflevering i december og eventuel mundtlig eksamen i januar.

Undtagelser kan forekomme. Undtagelser og præcise oplysninger om den konkrete tilrettelæggelse vil fremgå af teksten for det enkelte modul.

Fleksibel diplomuddannelse

Har du brug for at få sammensat en fleksibel diplomuddannelse, der har et særligt fagligt fokus?

Hvis din sammensætning ikke passer til en bestemt diplomuddannelse, kan vi sammensætte en løsning, der passer til dine behov. Kontakt studieadministrationen for at få udarbejdet en personlig uddannelsesplan sammen med en studievejleder.

Bemærk: Det koster 1000 kr. at få udarbejdet en fleksibel uddannelsesplan.

Studieadministration

Praktiske oplysninger