“Man kan ikke altid ’fikse’ alt”

Jeg arbejder på afdeling M20 på Psykiatrisk Center Sct. Hans. Det er en afdeling for patienter med dobbeltdiagnoser, hvilket betyder, at de både har en psykisk lidelse og en afhængighed af rusmidler. Jeg fungerer som fast kontaktperson for ca. fire patienter. Patienterne er indlagt i omkring tre måneder, så jeg har god tid til at danne gode relationer til dem. Jeg er en del af et tværfagligt team, hvor vi arbejder recovery-orienteret og misbrugsforebyggende. Vores grundlæggende behandlingsstrategi er kognitiv terapi.

Mine arbejdsopgaver indebærer bl.a. individuelle terapeutiske samtaler med de patienter, jeg er kontaktperson for. I mit arbejde med kognitiv terapi, bruger jeg forskellige redskaber til at hjælpe patienterne med at forstå og håndtere deres tanker, følelser, kropslige symptomer og adfærd i en given situation. Sammen gennemgår vi konsekvenserne ved adfærden og undersøger alternativer.

Jeg støtter patienterne i at strukturere deres hverdag, planlægge meningsfulde aktiviteter, udvikle strategier til ophør af rusmiddelforbrug og i dét, de ellers har behov for støtte til. Jeg har den koordinerende rolle i deres pleje- og behandlingsforløb og deltager i lægesamtaler, pårørendesamtaler og netværksmøder. Det er også en stor del af mine daglige opgaver at dokumentere i sundhedsplatformen.

Derudover er jeg terapeut i et af de gruppeforløb, vi tilbyder og står for psykoedukationen – det vil sige, at jeg underviser patienterne i udvalgte emner.

Jeg havde altid troet, at jeg skulle være børnesygeplejerske, og jeg kom også i praktik på en børneafdeling. Det var spændende, og jeg lærte rigtig meget, men jeg kunne mærke, at det alligevel ikke var dét, jeg brændte for.

Jeg begyndte at reflektere over, hvor jeg virkelig følte mig god til mit arbejde, og så huskede jeg min praktik i psykiatrien. Her oplevede jeg, at jeg havde gode kommunikationsevner, og jeg kunne bruge min rolige personlighed til at skabe en god kontakt til patienterne.

Jeg så et spændende jobopslag, men jeg var stadig i tvivl, om jeg havde modet til at arbejde i psykiatrien. Jeg besluttede, at hvis jeg blev kaldt til samtale, så måtte jeg gå med mavefornemmelsen omkring stedet og mine fremtidige kollegaer efter samtalen. Jeg er rigtig glad for mit valg om at arbejde i psykiatrien og for min udvikling som sygeplejerske i psykiatrien.Det meningsfulde ved mit arbejde er, at jeg er med til at skabe tryghed og struktur for mennesker, der står i svære situationer i deres liv. Jeg er med til at styrke patienternes egne evner til at mestre deres eget liv, ved at lære at håndterer udfordringer uden, at det er nødvendigt at bruge rusmidler. Jeg får lov til at følge mine patienters udvikling over tid. At være en del af denne proces og have mulighed for at støtte dem undervejs er fantastisk og giver mit arbejde stor mening.

Mange af patienterne har oplevet svigt igennem deres liv, hvilket gør det svært for dem at åbne op og tage imod hjælpen. Det er derfor vigtigt for mig at prioritere at bruge tid på at danne en god og tillidsfuld relation, så de kan få mest muligt ud af deres forløb. Jeg oplever dagligt, hvor vigtigt det er at møde patienterne med ro og forståelse.

Som sygeplejerske gør man alt, hvad man kan for at hjælpe patienten, men nogle gange må man acceptere, at man ikke altid kan ’fikse’ alt. En patient kan godt falde tilbage i sit misbrug, og det kan være svært at stå tilbage med en følelse af, at man måske kunne have gjort noget anderledes for at hjælpe. Men man skal huske på, at man har gjort sit bedste, og at dét i sig selv gør en forskel.