Gå til indhold

“Accepter, hvad du kan, og hvad du ikke kan gøre noget ved”

Bjarke Brandt blev BA i sygepleje 2022 fra Københavns Professionshøjskole og er sygeplejerske på akutmodtagelsen og skadestuen på Bispebjerg hospital.

Mit arbejde er uforudsigeligt – det kræver stor nysgerrighed og evne til at acceptere, hvad du kan, og ikke kan. Du skal være klar på, at verden kan tage en drejning på to sekunder. Det ene øjeblik står du og giver et barn en slikkepind, fordi det har klaret det godt, da du rensede hudafskrabningen. Det næste øjeblik står du med et trafikuheld eller en overdosis.

Derfor skal du altid forholde dig nysgerrigt til de mennesker, som kommer ind ad døren. Altid forstå, hvad de oplever lige nu. Undersøge, hvilken rækkefølge de forskellige symptomer opstod, og hvordan patienterne selv oplever det.

Derudover skal du være god til at acceptere, hvilke problemer, du kan gøre noget ved, hvornår du skal kalde på en kollega, eller hvornår nogen eller noget ikke længere står til at redde – og acceptere det sammen med dem.

Bjarke Brandt
Bjarke Brandt
Mit arbejde er for mig meningsfyldt, når jeg i akutmodtagelsen, i et menneskes største krise, kan få dem til at smile eller grine.

Det var faktisk lidt af et tilfælde, jeg blev sygeplejerske – det var aldrig meningen. Jeg blev meget tidligt under uddannelsen overrasket over, hvad sygeplejersker rent faktisk foretager sig. Jeg fandt også ud af, hvor meget sygeplejefagets interventioner bygger på den filosofiske grundsten – “reducer lidelse”.

Jeg personligt meget optaget af filosofien bag vores fag. Der er ganske få fag, hvor der er så direkte linje mellem fagets filosofi og den handling, du foretager dig. Det, synes jeg, er beundringsværdigt.

Dét at reducere lidelse er en af verdens ældste og mest noble mål. Om vi snakker buddhisme, der siger “life is suffering”, eller kristendommen, hvor guds søn selv skulle bære korset – livet er surt og fyldt med lidelse. Men hvis man kan bære noget af den byrde og hjælpe med at reducere verdens totale mængde af lidelse, så har man, ifølge mange filosoffer, været med til at bringe menneskeheden som helhed et bedre sted hen.

Mit arbejde er for mig meningsfyldt, når jeg i akutmodtagelsen, i et menneskes største krise, kan få dem til at smile eller grine. Måske er det en ung pige, som har forsøgt at tage sit eget liv eller en ældre herre, som er faldet og har brækket benet. Hvis jeg i den krise og problemfyldte situation kan få dem til at smile, så har min dag været meningsfuld.

En sygeplejerske taler med en patient

Se video med Bjarke