Gå til indhold
Rikke Lawsen og Henrik Stockfleth Olsen

Har du styr på dine skjulte ledere?

Kollegaledelse er ikke altid synlig, men det er stadig ledelse – og det er dit ansvar som leder.

Er der nogle af dine medarbejdere, som har mere ansvar end andre? Det kan være koordinatorer, projektledere, faglige fyrtårne, facilitatorer eller andre funktioner, hvor medarbejderen leder sine kolleger uden at have et lederjob.

På Københavns Professionshøjskole (KP) kalder vi denne gruppe af medarbejdere for kollegaledere.

Rikke Lawsen og Henrik Stockfleth Olsen er begge lektorer på KP, hvor de underviser i ledelse og arbejder med ledere og lederteams. De oplever, at der kommer flere og flere kollegaledere, og at de bliver mere og mere afgørende for, at ledere lykkes med at løse deres kerneopgave.

”Der er mange fordele ved at have kollegaledere. De er tæt på medarbejderne og har en helt anden adgang til informationer om trivsel og faglighed, end du som professionel leder har. Men der er også udfordringer, som oftest er forbundet med, at rollen som kollegaleder lever lidt i det skjulte. Den ikke er tydeligt defineret og kommunikeret, og kollegaledere mangler ledelsesfaglige værktøjer”, lyder det fra Henrik Stockfleth Olsen.

Brug tid på dine kollegaledere

Det er dig, som leder, der er ansvarlig for al ledelse – også den, du ikke selv udfører. Derfor skal du se det som en vigtig del af din opgave at klæde kollegalederne på, så de kan fungere som din forlængede arm og føre strategier og væsentlige værdier ud i livet på gulvet. ”Den tid, du bruger på kollegalederne, kommer tifold tilbage”, siger Rikke Lawsen.

Henrik Stockfleth Olsen og Rikke Lawsen har to centrale pointer om, hvordan du som leder bedst leder dine kollegaledere:

  • Du skal udøve ledelse både gennem, af og omkring dine kollegaledere
  • Du skal understøtte og tydeliggøre kollegaledernes mandat hele vejen rundt

Ledelse gennem, af og omkring kollegaledere

Ledelse gennem kollegaledere er for de fleste den oplagte vinkel at anskue kollegaledelse ud fra: Som leder uddelegerer du ledelsesopgaver, og gennem kollegalederen sikrer du, at opgaverne bliver løst inden for rammerne af en overordnet strategi. Det er som regel den grundlæggende pointe med at have kollegaledere.

Det, som i højere grad bliver overset, er ledelse af kollegalederen i forhold til den rolle, vedkommende har. ”Lederen og kollegalederen taler som regel om de opgaver, der skal løses, men knap så ofte tales der om, hvordan det er at være kollegaleder, og hvilke ledelsesudfordringer, kollegalederen støder på. Kollegalederen har typisk ikke en ledelsesfaglighed, men det, de bøvler med, er som regel netop noget ledelsesrelateret og ikke noget fagligt. Det kan fx være svære samtaler med kolleger eller noget om, hvordan man får samarbejdet til at fungere”, forklarer Rikke Lawsen.

”Som leder skal du huske at lede på funktionen som kollegaleder. Anerkend at vedkommende udøver ledelse uden at være leder, og understøt vedkommende ved at dele ud af din egen viden og dine erfaringer som leder”, supplerer Henrik Stockfleth Olsen.

Ledelse omkring kollegalederen handler om at sikre, at omgivelserne er klar over, at vedkommende er udpeget som kollegaleder. Og her er det ikke nok at nævne det kort under eventuelt på et afdelingsmøde, at Jens altså nu er fagkoordinator. ”Som leder bør du tydeligt forklare foran alle, hvad det indebærer, at Jens er udpeget, og hvad du forventer af både Jens og hans kolleger. Tag ansvar for udpegningen og sig højt, at folk skal komme til dig, hvis de har spørgsmål og kommentarer til den nye rollefordeling”, lyder det fra Rikke Lawsen. På den måde bliver det også tydeligt, at ledelsen i afdelingen fortsat varetages af dig.

Understøt og tydeliggør kollegaledernes mandat hele vejen rundt

Din tydelige ledelse omkring kollegalederen er med til at skabe legitimitet og mandat til opgaven. Det er afgørende for at kollegalederen kan få succes. Men rollen som kollegaleder kan også opstå, fordi kollegerne – måske usagt – giver kollegalederen et mandat. ”En fagligt dygtig og vellidt medarbejder kan opnå et naturligt mandat som den, der tager mere ansvar, og som de andre læner sig op ad, og på den måde glide ind i en funktion som kollegaleder, uden at der er blevet talt om det”, forklarer Henrik Stockfleth Olsen.

I den situation kan kollegalederen nemt blive fanget i det dilemma, at han eller hun reelt ikke har nogen ledelsesrolle, men samtidig har medarbejderne nogle forventninger til vedkommende. ”Mandatet fra kollegerne skal helst gå hånd i hånd med mandatet fra dig som leder, så kollegalederen både har den formelle ret til at bestemme og samtidig har kollegernes opbakning”, siger Rikke Lawsen.

Den tredje form for mandat, der skal til for at lykkes som kollegaleder, er mandatet fra kollegalederen selv. ”En kollegaleder skal turde at træde frem og træffe beslutninger. Kollegalederen skal tro på sig selv”, lyder det fra Henrik Stockfleth Olsen. Da kollegalederen typisk ikke har en lederuddannelse, bokser mange med tvivlen på egne evner. ”De har ikke nødvendigvis særlige kompetencer inden for samarbejde, konfliktløsning og kommunikation. Og det er det, der kommer til at udfordre dem i rollen”, forklarer Rikke Lawsen, som har talt med mange kollegaledere, som fremhæver netop dette: ”De har heller ikke arbejdet med deres ledelsesidealer og -værdier og er måske ikke engang selv opmærksomme på, hvor meget ledelse de faktisk udøver[RL1] .”

Som leder kan du understøtte dine kollegaledere ved, at I sammen jævnligt undersøger, hvordan det går med mandatet hele vejen rundt. Mærker kollegalederen dit tydelige mandat? Hvilke problemstillinger er der evt. i forhold til kollegerne, og hvordan mærkes det indefra.

Bring kollegaledernes potentiale i spil

Når du får øje på dine skjulte ledere og giver dem det nødvendige mandat og leder på deres opgave som kollegaledere bliver det muligt at bringe deres potentiale i spil til gavn for både organisationen, dig som leder og kollegalederne selv.

Kollegaledelse er ikke en ekstraopgave – det er en del af din ledelsesopgave. Jo mere tydeligt du tager den på dig, desto bedre bliver dine kollegaledere rustet til at lykkes og at bidrage til den samlede ledelseskraft i organisationen.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i kompetenceudvikling inden for ledelse og kollegaledelse? Så se her, hvad Københavns Professionshøjskole bl.a. kan tilbyde:

Få det fulde udbytte af kollegaledelse – korte kurser:

KP har udviklet en kursuspakke særligt til kollegaledere med de allervigtigste temaer og værktøjer lige klar til at tage i brug. Pakken består af tre kurser og er fleksibel – din kollegaleder kan tage kurserne enkeltvis og i den rækkefølge, der passer bedst. Læs om vores kurser her:

Online workshop halv dag: Optimer samarbejdet omkring kerneopgaven

Styrk samarbejdet mellem dig som leder og dine kollegaledere. På workshoppen arbejder I aktivt sammen og får etableret rammerne for kollegaledelse i jeres eget team. Det er en effektiv vej til et endnu mere produktivt samarbejde om kerneopgaven. Du som leder og din eller dine kollegaledere deltager sammen på workshoppen kl. 9-12 på jeres egen arbejdsplads – bagefter kan I i fællesskab arbejde videre sammen for at få de sidste ting på plads. Læs om workshoppen her:

Overvejer din kollegaleder at blive leder?

Når du sender din kollegaleder på forløbet ‘parat til ledelse’, hjælper du din kollegaleder med at blive afklaret og samtidig blive styrket ledelsesfagligt i kollegalederens uformelle lederskab. Læs om forløbet her:

Få det fulde udbytte af din egen ledelse

I en tid med høj organisatorisk kompleksitet og store krav til ledelsen kan kompetenceudvikling være en god støtte til at kvalificere dit ledelsesarbejde.

På diplomuddannelsen i ledelse har vi mange både obligatoriske moduler og valgmoduler at vælge imellem.

Du kommer til at arbejde med dine egne cases i undervisningen – og du får også inspiration fra dine mange medstuderendes udfordringer og muligheder fra deres praksis.

Kontakt

Rikke Lawsen

Rikke Lawsen

Lektor

+45 41 89 74 03

Henrik Stockfleth, lektor og udviklingskonsulent

Henrik Stockfleth Olsen

Lektor

+45 41 89 89 18