Vold i nære relationer 2:2

En af de største udfordringer ved at opspore vold i nære relationer er, at vold ikke altid er synlig. Særligt psykisk vold kan være svær at identificere – både for den, der udsættes for den, og for omgivelserne.

For fagprofessionelle handler opsporing derfor ofte om at lægge mærke til små ændringer i adfærd, relationer og trivsel, der kan give anledning til bekymring.

Samtidig kan vores egne forestillinger stå i vejen for, hvad vi får øje på. Hvem forestiller vi os som voldsudøver og -udsat? Og er der grupper, vi risikerer at overse?

Flere kommuner arbejder i dag med systematisk opsporing og opkvalificering af faggrupper som sundhedsplejersker. Når opsporing bliver en integreret del af praksis, øges sandsynligheden for, at vold opdages tidligere.

I denne udsendelse udfolder Ellen Bonde-Pedersen, leder i sundhedsplejen i Hvidovre Kommune, og Ida Devald, tidligere socialrådgiver i Dannerhuset, hvordan fagprofessionelle opsporer vold, hvorfor den svære samtale er nødvendig – og hvorfor samarbejde på tværs er afgørende i komplekse sager.

Du er nødt til at spørge

Et af de vigtigste – og samtidig sværeste – greb i arbejdet med vold i nære relationer er helt grundlæggende at opspore vold.

For som Ida Devald peger på, kan vold være svær at få øje på – også for dem, der selv lever i den:

”Fordi det bliver normaliseret for den, det går udover, er der en tendens til, at man tænker, der sikkert er nogen, der har det værre end mig”

Vold i nære relationer er ofte præget af ambivalens, håb og stærke følelsesmæssige bånd. Mange håber, at situationen ændrer sig – det kan gøre det svært at sætte ord på for de involverede parter.

Samtidig kan tegnene være subtile: en stemning i rummet, skæv magtbalance eller gentagende nedgørelser.

Derfor er det afgørende, at fagprofessionelle ikke kun reagerer på det synlige.
I sundhedsplejen i Hvidovre spørger man systematisk alle familier – også for at undgå, at fordomme og antagelser står i vejen, fortæller Ellen Bonde-Pedersen:

“Der er ikke noget valg. Vi spørger alle. Ellers kan vi komme til at orientere os alene mod nogle af de grupper, vi tror noget bestemt om.”

Ida Devald understreger samtidig, at opsporing kræver blik for mønstre:

“Man skal kunne forbinde de enkelte episoder i et mønster. Det ville være dejligt, hvis det var ligesom med en coronatest, men fordi det er mønster, der ofte udvikler sig over tid og kan se meget forskelligt ud, så er det ikke nemt at opspore”

For fagprofessionelle betyder det, at tvivl ikke må føre til passivitet – men til nysgerrighed.

At bryde normaliseringen

Normaliseringen af vold for de involverede parter er en af de største barrierer for både opsporing og indsatser. Mange lever i relationer, hvor grænser gradvist forskydes. Det kan begynde med kontrol, kritik eller nedgørelse – og udvikle sig over tid.

De fagprofessionelle omkring kan spille en vigtig rolle i at bryde mønsteret.

Det kan være gennem små, enkle greb:

• at spørge: “Er du okay?”
• at dele viden: “Må jeg fortælle dig noget om, hvordan vold også kan se ud?”
• at sætte ord på det, man observerer

Selv når det bliver afvist, kan det være med til at skabe en revne i den forståelse, der holder volden på plads.

Det handler om at så et frø

Et af de mest gennemgående budskaber fra praksis er, at arbejdet med vold ikke er lineært. Det er en proces – ofte med mange tilbagefald og gentagne forsøg.

Her bliver billedet af at så et frø centralt:

“Det kan godt være, man bliver afvist, men så har man sået et frø”, siger Ida Devald.

Når en fagperson stiller spørgsmål, sætter ord på noget eller spejler en bekymring, kan det være første skridt i en længere erkendelsesproces. Det kan også være grunden til, at en borger senere opsøger hjælp.

Som Ellen Bonde-Pedersen beskriver, kan familier vende tilbage måneder senere:

“Det giver en åbning for, at de kan tage fat i os på et tidspunkt, når de er klar.”

For fagprofessionelle kan det være krævende – fordi resultaterne ikke altid er synlige her og nu. Men indsatsen gør en forskel.

Det kræver flere fagligheder

Når volden er opsporet, begynder et komplekst arbejde. Ingen faggruppe kan stå alene.
I praksis kræver indsatser ofte samarbejde mellem blandt andet sundhedspleje, socialrådgivning, familiecentre og krisecentre – og i nogle tilfælde politi og retssystem. I Hvidovre kommune arbejder man bl.a. med opsporing, konflikthåndteringsforløb, underretninger og henvisning til specialiserede tilbud.

Det tværprofessionelle samarbejde er derfor ikke et supplement – men en nødvendighed.

At gøre noget – også når resultatet ikke viser sig med det samme

Arbejdet med vold i nære relationer kræver faglighed, mod og vedholdenhed.

Det kræver, at man tør spørge – også når man er i tvivl. At man accepterer, at forandring tager tid. Og at man arbejder sammen på tværs.

Ofte er det ikke én samtale, der gør forskellen – men flere.

For fagprofessionelle kan opgaven derfor være at begynde noget, man måske ikke selv ser afslutningen på. At så et frø.

Spørg. Og spørg igen.

For selv når svaret ikke kommer med det samme, kan det være begyndelsen på en forandring.