Samarbejde på tværs af sektorer gør en stor forskel for udsatte familier
Langt flere voldsramte familier opspores og får hjælp, når personale på hospital og i kommune har samme faglige tilgang og værktøjer.
24. oktober 2025
Samarbejde på tværs af sektorer er vigtigt for at skabe sammenhængende og effektive patientforløb i sundhedsvæsnet. Forskning og praksis viser, at samarbejdet mellem hospitaler, kommuner og almen praksis ofte er præget af fragmentering, manglende koordinering og forskelligartet kommunikation. Det kan føre til, at patienter og borgere – særligt de mest sårbare – risikerer at falde mellem to stole i overgangene mellem sektorer og professioner.
Markant bedre til at opspore vold
Ledende jordemoder i Regionalt Kompetencecenter for gravide i sårbare livssituationer, Michelle Kolls, ved alt om, hvad et godt samarbejde på tværs af sektorer betyder. I Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på Amager og Hvidovre Hospital, hvor Michelle Kolls arbejder, screener personalet systematisk alle gravide og opsporer derved familier, som har vold og voldsomme konflikter inde på livet. Det særlige ved indsatsen er, at den foregår på tværs af region og fem samarbejdende kommuner på Vestegnen.
”Jordemødrene hos os og sundhedsplejerskerne i familiernes kommuner spørger systematisk ind til vold og konflikter ud fra et fælles opsporingsværktøj og på baggrund af ensartet kompetenceudvikling. Det har gjort en kæmpe forskel, at vi har fået et fælles fagligt sprog, viden om voldsformer og den samme opsporingsguide. Vi er blevet markant bedre til at finde familier, som lever med vold i nære relationer”, fortæller Michelle Kolls.
Nyt fagligt grundlag og midler til kompetenceudvikling
Det er seks år siden, Michelle Kolls’ medarbejdere og kolleger i svangreomsorgen begyndte at screene gravide og nye familier for vold og voldsomme konflikter. Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for international rekruttering og integration har fulgt projektet og de overbevisende resultater, og de to styrelser lancerede i 2024, bl.a. med inspiration fra projektet på Amager og Hvidovre Hospital, et nyt fagligt grundlag for opsporing af vold i nære relationer. Med det faglige grundlag fulgte midler til implementering af indsatser og til opkvalificering af sundhedsfagligt personale i hele landet.
Opkvalificeringen er foregået på Københavns Professionshøjskole (KP) og Via University College, hvor i alt ca. 800 deltagere, som arbejder med gravide og nye familier, har fået viden og værktøjer til at styrke indsatsen omkring opsporing af vold i nære relationer.
På kurserne kommer deltagere fra både region og kommune. Det er sundhedsplejersker, jordemødre og sygeplejersker, men også tætte samarbejdspartnere som familiebehandlere og socialrådgivere, da samarbejdet omkring udsatte og sårbare familier spiller en vigtig rolle. Intentionen med kurset er at klæde fagprofessionelle på til at forstå voldens aspekter og turde tale om vold med familierne, men også at give de fagprofessionelle på tværs af professioner og sektorer et fælles sprog og en fælles forståelsesramme for eventuelle indsatser og handlemuligheder.
Kæmpe plus med forskellige fagligheder
Chefkonsulent og jordemoder Mette Heneberg fra KP har været med i udviklingen af kurserne, og hun oplever, at det har været et kæmpe plus, at deltagerne har haft forskellige faglige baggrunde. ”De har bidraget med forskellige faglige vinkler på oplæg og drøftelser undervejs, og det er uvurderligt i udviklingen af en fælles forståelse og en mere samlet indsats omkring familierne”, lyder det.
Når den ene sektor slipper, skal den næste tage over
I Michelle Kolls’ afdeling har de kontakt med de gravide og nybagte familier i seks måneder, hvorefter de udskrives. ”Når vi har dem i så kort tid, er det vigtigt, at kommunerne kan tage over ud fra det samme faglige grundlag og fortsætte med at opspore familier med behov for hjælp, når de er kommet hjem og er i gang med at leve deres liv”, siger Michelle Kolls.
Hun håber, det fælles vidensgrundlag bliver en fast del af uddannelserne til sygeplejerske, socialrådgiver, jordemor og andre professioner, som har kontakt med gravide og nybagte familier. ”På den måde bliver det en systemisk opkvalificering og ikke noget, der foregår lokalt på et enkelt hospital”, mener Michelle Kolls.
Fælles videreuddannelse skaber sammenhæng for borgerne
På Københavns Professionshøjskole udvikles løbende både kurser og uddannelser, der skal bidrage til at styrke fagprofessionelle i både deres tværprofessionelle og tværsektorielle arbejde omkring borgere og patienter. ”Det er værdifuldt for både de fagprofessionelle og for de borgere og patienter, de hjælper, at alle omkring en målgruppe bliver opkvalificeret med samme viden og forståelse. Det styrker samarbejdet at tale ind i en fælles forståelsesramme og giver mulighed for at blive udfordret på egne (faggruppers) forståelser eller handlinger”, siger Mette Heneberg.
Eksempler på uddannelse, som styrker tværprofessionelle kompetencer:
Kontakt