Gravide er mere åbne for at fortælle om vold i nære relationer
Få fem opmærksomheder, der kan hjælpe dig med at opspore vold i nære relationer ved graviditet og i småbørnsfamilier.
14. maj 2024
Tekst: Peter Holm Andersen, nyhedsbrevsredaktør på KP’s nyhedsbrev, og Mette Heneberg, jordemoder og chefkonsulent på KP.
Vold i nære relationer kan af forskellige årsager være vanskeligt at opspore for sundhedsprofessionelle. Emnet er ofte tabubelagt, hvilket gør det svært for den professionelle at nærme sig en egentlig samtale om, hvad der faktisk sker derhjemme, når døren er lukket, og familien er samlet.
Den voldsudsatte er sikkert også påvirket af, at det kan have store konsekvenser for vedkommende at tale åbent om situationen, og vedkommende vil derfor gøre meget for at undgå emnet. Måske kommer udøveren af volden med trusler, der omhandler fælles børn, økonomi eller andre sårbare forhold.
Det er en svær situation for den enkelte at bryde med, og den voldsudsatte har brug for hjælp.
Familieforøgelse kan forværre volden
Volden fortsætter ofte og for nogle også i en forværret form. Selv i en af de allermest sårbare situationer. Forskning viser nemlig, at særlig graviditet og familieforøgelse kan udløse og forværre vold i nære relationer. 26% af de 2294 kvinder, der i løbet af 2020 boede på landets kvindekrisecentre, oplevede, at volden bliver voldsommere undervejs i graviditeten. Efter graviditetsperioden oplevede 59%, at volden blot eskalerede.
Start en vigtig erkendelsesproces
Forskning peger også på, at graviditeten og i tiden efter fødslen er tidspunkter, hvor kvinder er mere modtagelige for at opsøge hjælp. I disse perioder kan særlige forhold være med til at støtte kvinders erkendelse og parathed samt gøre dem mere opsøgende og modtagelige for professionel hjælp. Sundhedsprofessionelle, der arbejder med gravide og familier i fx svangreomsorgen, sundhedsplejen og almen praksis, står derfor i en særlig position til at opspore vold i nære relationer.
”Det er vigtigt at klæde de sundhedsprofessionelle, som arbejder med gravide og småbørnsfamilier, på til at opspore vold i nære relationer, da det at spørge ind til vold kan så et frø og have en forebyggende effekt og være med til at starte en vigtig erkendelsesproces. Jordemødre og sundhedsplejersker møder familier på et tidspunkt, hvor der for langt de fleste er et håb og drømme om et trygt og godt familieliv,” siger Mette Heneberg, jordemoder og chefkonsulent på Københavns Professionshøjskole.
Dét skal du være opmærksom på
Her er fem opmærksomheder, som er gode at have med sig i arbejdet med at opspore vold i nære relationer inden for områderne svangreomsorgen, sundhedsplejen og almen praksis.
-
Det er okay at spørge ind til vold
At spørge til vold kan have en forebyggende effekt og medvirke til, at borgeren selv bliver mere opmærksom på, at voldsudøverens handlinger er forkerte. Det er en god idé at indlede samtalen med sætninger, der afstigmatiserer emnet og herefter spørge mere direkte ind til vold i nære relationer.
Fx:
Nogle kvinder, som jeg møder i mit arbejde, har problemer, konflikter eller oplever vold i familien.Har du nogensinde oplevet, at din partner eller andre nære relationer har talt ned til dig eller kontrolleret dig?
Læs mere i Sundhedsstyrelsens håndbog om, hvordan du spørger ind til vold.
-
Hav kun den ene part/forælder til stede
Af sikkerhedsmæssige grunde bør opsporing af vold foregå i et fortroligt rum, hvor kun den ene part/forælder er til stede.
-
Kend til tegn på vold
Vold findes i mange former og samfundslag, hvor der både kan være fysiske, psykiske/psykosomatiske og adfærdsmæssige tegn.
Udover tydelige skader – fx blå mærker, brændemærker eller brud – kan generel mistrivsel og uforklarlige smerter også være et tegn på vold.
Læs mere i Sundhedsstyrelsens håndbog om tegn på, at en person udsættes for vold.
-
Vurdér sikkerheden i samtalen
Sikkerhed for både dig og borgeren skal være tilstrækkelig, før du kan foretage opsporing af vold. Hvis du er usikker på relationen, oplever trusler eller spænding i rummet, bør du ikke spørge direkte til vold.
Du kan i stedet, hvis du vurderer, at rummet er trygt nok til det, spørge ind til familiemæssige forhold, samlivs- og familiemønstre eller håndtering af uoverensstemmelser.
-
Så et frø
Så et frø, som muligvis først spirer senere eller i mødet med andre fagprofessionelle. På den måde hjælper du borgeren i en mulig erkendelsesproces.
Ved gentagne gange at spørge ind til vold i nære relationer er du med til at signalere, at vold er et emne, som du og sundhedsvæsnet er opmærksomme på og tager alvorligt.
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at styrke dine kompetencer og få viden om, hvordan du opsporer vold i nære relationer?
Se her, hvad Københavns Professionshøjskole udbyder i samarbejde med VIA University College, Sundhedsstyrelsen og Styrelsen for international rekruttering og integration:
Kursus for sundhedsprofessionelle om vold i nære relationer