Vejlederkonferencer på Københavns Professionshøjskole
Oplev en dag fuld af inspiration og netværk, når Københavns Professionshøjskole og Danmarks Vejlederforening samler vejledere på tværs af sektorer.
Vejlederkonferencen – arrangeret af Københavns Professionshøjskole (KP) i samarbejde med Danmarks Vejlederforening – er en årligt tilbagevendende begivenhed, der samler vejledere og ledere fra hele landet.
Konferencen byder på keynotes og workshops, hvor deltagerne kan udforske vejledningens mange aspekter og opgaver, dele erfaringer og styrke det professionelle fællesskab på tværs af sektorer.
Konferencen afholdes typisk i foråret og varer hele dagen fra kl. 8.30 til 16.00.
Forrige vejlederkonferencer
Fejring af Vejledningens Dag 2026 Vejlederkonference 2026
I anledning af Vejledningens Dag inviterede Københavns Professionshøjskole ved lektor Inger-Lise Lund Petersen og VIA University College ved lektor og ph.d. Bo Klindt Poulsen til et inspirerende og aktuelt morgenwebinar med fokus på etik, kritisk tænkning og bæredygtighed i professionel vejledning. I en tid præget af styring, forandring og nye vilkår for både unge og voksne satte vi fokus på, hvordan vejledning kan styrkes som faglig praksis og samfundsmæssig opgave.
Webinaret tog afsæt i den nye bog ”Professionel vejledning – en grundbog i uddannelses-, erhvervs- og karrierevejledning” (Akademisk Forlag) og samlede centrale stemmer fra forsknings- og undervisningsmiljøet. Gennem korte og skarpe oplæg blev deltagerne inviteret ind i refleksioner over, hvordan vi kan arbejde professionelt med etik, udvikle kritisk frigørende tilgange og forstå bæredygtighed som en integreret del af vejledningens kerneopgave.
Tilbage til rødderne Vejlederkonference 2025
Vejlederkonferencen blev et inspirerende samlingspunkt, hvor vi sammen gik “tilbage til rødderne” i vejledningen. Et højdepunkt var besøget af det canadiske far-datter team Dr. Norman Amundson og Andrea Fruhling – to verdenskendte kapaciteter inden for karriereudvikling og coaching.
Med et levende og engagerende oplæg præsenterede de værktøjer som Career Wayfinder og Hope-Action Theory – og gav deltagerne konkrete, kreative metoder til at skabe håb, handlekraft og nye muligheder i vejledningssamtaler.
Det var ikke bare teori – det var nærvær, fortællinger og praksis i øjenhøjde. Konferencen mindede os om, hvorfor vejledning gør en forskel.
Glæd dig til næste gang!
Den levende fortælling i vejledningssamtalen Vejlederkonference 2024
I 2024 inviterede Københavns Professionshøjskole i samarbejde med Danmarks Vejlederforening til vejlederkonference, og vi var stolte af at præsentere Mark Savickas som keynote-speaker.
Savickas, adjungeret professor ved Kent State University i USA, er verdenskendt for sin narrativt inspirerede teori og metode om karrierekonstruktion og Life Design.
Vi satte med vejlederkonferencen fokus på den levende fortælling i vejledningssamtalen og de afgørende møder mellem mennesker; noget som Mark Savickas har været optaget af hele sit liv.
Video: Keynote Mark Savickas
Video: Live demonstration, Mark Savickas
Konferencen blev afholdt fredag den 12. april 2024.
At høre til: et socialt retfærdighedsperspektiv Vejlederkonference 2023
Vi har alle brug for at høre til på arbejdsmarkedet, på uddannelsen, i lokalsamfundet, i skolen… og i vejledningen. Men hvordan understøttes oplevelsen af at høre til i en ellers stærkt individualiseret tid?
“We need to be practical and critical,” sagde professor Ronald Sultana, som var keynote-speaker på vejlederkonferencen. Temaet for konferencen: ”At høre til” blev drøftet af Ronald Sultana i et socialt retfærdighedsperspektiv.
Efter Sultanas keynote inviterede vejledere samt ledere af vejledningsindsatser os ind i deres daglige praksis, hvor det ’at høre til’ blev diskuteret og afprøvet i workshops.
Video: Ronald Sultana, The Challenge of Social Justice
Konferencen blev afholdt på Københavns Professionshøjskole (KP) den 1. februar 2023.