Gå til indhold
Forstå din nye chatbot-kollega

Forstå din nye chatbot-kollega

Hvordan skal du forholde dig til kunstig intelligens i en automatiseret (frem)tid, hvor chatbotter som fx ChatGPT opsummerer møder og laver komplekse regneark? Få gode råd om, hvordan du bedst samarbejder med din nye chatbot-kollega.

Af Thorsten Brønholt, adjunkt på Københavns Professionshøjskole.

Siden ChatGPT gjorde sit indtog på internettet og stjal alles opmærksomhed, har de fleste eksperters forudsigelser vist sig at være alt for beskedne. I mange virksomheder er indsatser med ChatGPT og beslægtede programmer nemlig for længst gået fra tanke til handling:

”Det er og bliver bare en kraftforstærker uden sammenligning. Mødereferater og beslutningspunkter dukker op med et tryk på en knap, komplekse Excel-koder bliver lavet på 10 sekunder, rapporter skrives, omformuleres eller sammenfattes ved hjælp af nogle få kommandoer. Og det er kun begyndelsen.

Allerede nu taler jeg med folk, hvis virksomheder trækker fra og implementerer deres egne LLM’er (teknologien bag ChatGPT, red.) i organisationen.

Standardprodukter fra store udbydere som Microsoft skaber hurtige genveje til at lave egne, specialiserede og GDPR-sikre ChatGPT. De, der har ressourcerne og visionerne, er allerede for længe siden på vej,” siger Thorsten Brønholt, PhD og adjunkt på Københavns Professionshøjskole.

Den opsummerer mailtråde og møder

Allerede nu anvender virksomheder som Chevron, Goodyear og General Motors Microsoft 365 Copilot – den næste generation af den kunstige intelligens, der ligger bagved chatbots som ChatGPT.

Her kan administrative medarbejdere på helt normalt dansk, engelsk eller urdu bede deres mailprogram opsummere mailtråde eller møder, omsætte forslag til konkrete beregninger i et regneark eller producere en PowerPoint-præsentation af de sidste nøgletal, som er målrettet ledelsen, eksterne samarbejdspartnere eller moster Oda.

Og så kan medarbejderne læne sig tilbage, mens den hopper fra det ene program til det næste, laver billeder og tekst og skriver lange koder i Excel. Snart bliver det vores tur, for Microsoft lukker flere og flere ind, og også Google er på vej med deres version.

Hvornår det bliver, ved vi dog ikke. Der er endnu ikke serverkraft nok til alle, og det politiske landskab kalder på forsigtighed. Det forhaler processen, men udviklingen er uafvendeligt på vej, og den næste generation af kunstig intelligens kommer til at være indbygget i alle de programmer, vi bruger i hverdagen.

Spørgsmålet er bare: Hvem af os vil være klar til at udnytte den?

Det fortæller Thorsten Brønholt, der er adjunkt på Forvaltnings- og Administrationsuddannelserne, Københavns Professionshøjskole.

Sådan gør du chatbotten til din samarbejdspartner

Her et år efter at ChatGPT blev introduceret til verden, er hypebølgen ved at trække sig tilbage, og du sidder måske med en følelse af, at du har set – og måske prøvet – noget revolutionerende. Men du mangler lige ’det sidste’ – viden, forståelse, tekniske kundskaber, erfaring – før den kunstige intelligens også kan gøre en forskel i din professionelle hverdag.

Københavns Professionshøjskoles ekspert i kunstig intelligens, Thorsten Brønholt, kommer her med tre gode råd til, hvordan du forvandler chatbots – fx ChatGPT, Google Bard og Bing AI – fra at være en sjov gimmick til at blive din nye produktive samarbejdspartner.

Få tre gode råd:

  1. Forstå din nye samarbejdspartner, og hjælp den med at tænke

    Chatbots er baseret på en teknologi, man kalder ’LLM’ og står for ‘Large Language Model’ (stor sprogmodel). Det er en form for kunstig intelligens, der oprindeligt er designet til at kunne én ting: At imitere menneskeligt sprog.  

    Som bruger af chatbots behøver du ikke forstå neurale netværk eller sandsynlighedsregning, men det er vigtigt, du forstår en helt grundlæggende regel: ChatGPT er komplet tom for tanker og refleksion.

    Det er en lommeregner, der efterligner sætninger, som den har læst. Hvert tegn, hvert et ord og hver en sætning, chatbotten skriver, er valgt ud fra, hvad der med højest sandsynlighed bør være det næste, den skal skrive, for at stille brugeren tilfreds. Den kan ikke forstå, den kan ikke tænke og den kan ikke huske, men den kan imitere alle disse ting.  

    Det konkrete råd:

    Skriv som en lommeregner. Når du skriver en instruktion til en chatbot (en prompt), skal du huske, at det kun er dig, der kan tænke. Derfor er det altid en god idé at hjælpe den, hvis en opgave kræver, at man gør ting skridt for skridt.

    Skriv fx: Her får du en liste over nogle af mine daglige og administrative opgaver: Skrive mails, besvare telefonopkald, skrive ledelsesreferater, opdatere intranettet. Dem skal du nu behandle skridt for skridt.

    Start med at estimere, hvilke opgaver ChatGPT bedst kan hjælpe mig med at løse, på en skala fra 1-10. Giv derefter et bud på, hvordan jeg kommer i gang med at bruge ChatGPT til at løse disse opgaver, og fortæl mig til sidst, hvor lang tid det vil tage mig for hver opgave.

  2. Bed din chatbot om hjælp til alt med sprog

    For en chatbot er der ikke nogen forskel på dansk, engelsk, Excel-koder eller Java. Den taler alle sprog.

    Det kan du bruge til at skrive hurtige makroer i Excel (eller lave din egen hjemmeside, app mv.).

    Du kan også bruge en chatbot til at omformulere en tekst, så den passer til nye målgrupper. Det er den type opgaver teknologien oprindelig er lavet til at løse! 

    Det konkrete råd:

    Bed din chatbot om hjælp til alt med sprog: At rette kommaer, at skrive et resumé, en kode eller en ny version af en e-mail målrettet til ledelsen i børnehaven.  

    Skriv fx: ”Kan du hjælpe mig med at oprette en Excel-makro, der fjerner duplikater fra en liste over kundekontakter i regnearket?”.

  3. Tænk før du taster

    Vi ved nok godt, at når OpenAI, Microsoft og Google giver dig adgang til et produkt uden at afkræve betaling i penge, så betaler vi med vores interaktionsdata.

    ChatGPT og andre chatbots er ingen undtagelse.

    Alt, hvad du indtaster, bliver lagret og brugt til at træne næste version af teknologien. Det vil sige, at hvis du taster moster Odas CPR-nummer, kan det om et par måneder dukke op som et eksempel, når folk verden over beder om et eksempel på et dansk CPR-nummer.

    Det samme gælder forretningshemmeligheder og (især) egenudviklet computerkode.  

    Det konkrete råd:

    Hvis du beder en (gratis) chatbot om at skrive et udkast til fx et kunde-/ borgerbrev, så husk(!) først at fjerne eller sløre personhenførbare oplysninger som fx navn, CPR-nummer mv. 

    Skriv fx: “Jeg vil bede dig skrive et kundebrev til moster Oda med CPR-nummer 1234567890 og en generisk adresse. Vi er desværre nødt til at afvise hendes forespørgsel, og det er vi rigtig kede af. Forklar gerne på en god måde, at vi gerne vil beholde hende som kunde osv.”

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at vide, hvad Københavns Professionshøjskole kan tilbyde af forløb og kurser på området for kunstig intelligens og digitale forandringsprocesser? Så læs videre:

Kontaktperson

Thorsten Brønholt

Adjunkt

+45 51 38 02 99