Hvilken fremtid går administrative medarbejdere i møde?
En samtale med Louise Theil, leder af HK’s afdeling Karriere og Uddannelse, om morgendagens kompetencer i administrationen.
25. marts 2024
Sammen med gode medarbejdere vejleder Louise Theil medlemmer om deres arbejdsliv og karrieremuligheder inden for det administrative område. Københavns Professionshøjskole har spurgt Louise om, hvilken fremtid, hun mener, administrative medarbejdere går i møde.
Hvordan ser fremtiden ud for administrative medarbejdere?
”Det administrative område ligger i toppen over de dele af arbejdsmarkedet, som egner sig særligt godt til digitalisering og automatisering. Hver tredje kontoransat er i dag ansat i en stilling, hvor arbejdsopgaverne kan erstattes af fx robotteknologi. Der er dog intet, som peger på, at administrativt personale vil miste jobbet. Man vil med stor sandsynlighed komme til at arbejde med nye opgaver og varetage nye roller og funktioner på arbejdspladsen.
Det ligger mig rigtig meget på sinde at understrege, at vi ikke skal frygte fremtiden. Så længe vi er villige til at lære nyt, vi kan forholde os åbent og nysgerrigt til nye opgaver og finde modet til at gå ombord i de her muligheder, så vil administrative medarbejdere også opleve, at fremtidens opgaver ikke er så fremmedgørende.
Det bliver en fremtid, hvor vi tænker i nye baner og får lov at bruge os selv på nye måder. Jeg synes derfor, at fremtiden ser lys og meget spændende ud.
Og så vi er jo allerede godt i gang med denne her ”fremtid”.
Hvilke kompetencer kommer mere i spil i fremtidens administration?
”Kort fortalt kan man sige, at vi skal være gode til at være mennesker. Vi skal træne og udvikle de kompetencer, som robotterne ikke kan overtage.
Vi kan med glæde automatisere de processer og opgaver, som er meget rutineprægede. Det er, når vi fx manuelt udfylder de samme formularer igen og igen. Det kan vi sætte en robot til at gøre, som arbejder effektivt 24/7. Automatisering af disse rutineopgaver betyder, at vi får frigjort tid til at tage os af de akutte udfordringer, der opstår, og som kræver, at vi skal skønne, vurdere, analysere mere i dybden.
Her vil fx vores relationelle- og kommunikative kompetencer kunne komme mere i spil. Vores evne til at aflæse det, der bliver sagt ’mellem linjerne’, at afkode følelser hos hinanden, udvise empati og at reagere kommunikativt passende til den situation, vi står i.
Der bliver også brug for vores innovative og kreative kompetencer. At vi kan tænke ud af boksen, så vi kan løse nogle af de nye komplekse udfordringer, vi står overfor. Et eksempel er den grønne omstilling, hvordan kan vi i vores administrative processer arbejde mere grønt?”
Hvorfor er fokus på disse kompetencer?
”Fordi robotter er effektive til at tage sig af opgaver, som kan planlægges og forudsiges, og som skal gentages igen og igen. Men de er ikke klogere end det, vi koder dem til.
Og så bliver de vigtige, fordi vores hverdag og arbejdsliv bliver stadig mere kompleks og foranderlig. Det vil kræve, at vi løser vores opgaver i større fællesskaber.”
Bliver administrative medarbejdere overflødige, når robotterne overtager deres opgaver?
”Nej.
Nogle få brancher vil måske uddø eller svinde mere ind. Fx flybranchen har lidt store tab. Men vi vil også se nye brancher, som vokser frem – fx inden for hele den grønne omstilling. I forhold til rejsebranchen kunne man forestille sig en stigende efterspørgsel efter tog- og busrejser.
Men vi vil se, at opgaverne og kravene til administrative medarbejdere vil ændre sig. Fx vil vi skulle arbejde mere ’i bredden’, end vi måske har været vant til. Dvs. at man ikke længere kan nøjes med at passe sit eget lille specialområde bag en lukket kontordør. I stedet vil det blive forventet af os, at vi deler vores viden med nye kolleger og afdelinger, og at vi simpelthen kommer bredere ud i organisationen og bliver inddraget i opgaveløsningen mere på tværs.”
Hvad er dit råd til den administrative medarbejder, som gerne vil klædes på til fremtidens administration?
”Vær nysgerrig. Gå ombord i morgendagens digitale muligheder med nysgerrighed, mod og åbenhed. Vær ikke bange for at fejle. Vi er alle nybegyndere. Tro ikke, at alle os andre ved meget mere end dig. Ræk hånden op, og byd dig til på nye opgaver. Bliv ved med at lære nyt. Start gerne i det små, hvis du ikke kan overskue at kaste dig ud i en hel efteruddannelse på en gang. Det kan fx være at tilmelde dig et gå-hjem-møde eller følge et webinar, der giver dig ny viden og vækker din nysgerrighed”, siger Louise Theil.
Foto: Lisbeth Holten
Vil du vide mere?
Er du interesseret i at vide, hvad Københavns Professionshøjskole tilbyder administrativt ansatte af efteruddannelse og kompetenceudvikling? Så se her.