Ledelse af digital transformation
Med teknologien som kollega i ledelse af velfærd.
Dette modul på 5 ECTS er en del af lederuddannelsen københavns kommune. Du kan læse modulet som en del af en hel uddannelse eller som et selvstændigt modul, der opkvalificerer dig fagligt.
Om modulet
Det får du ud af modulet
Står du i ledelsesmæssige dilemmaer med implementering eller håndtering af digitale værktøjer? Eller er der nye teknologier undervejs i din organisation?
Så er modulet noget for dig, hvor du kommer til at arbejde med både de strategiske overvejelser, og hvordan du sammen med dine medarbejdere kan få det bedste ud af teknologien.
Som leder eller projektleder er du en af de centrale aktører i forhold til introduktion, forankring og den praktiske tilgang til digitale teknologier i din organisation. Sammen vil vi være undersøgende, analytiske og også strategiske i arbejdet med digitale transformationer og handlemuligheder.
Du får en dybere indsigt i ledelse af digital transformation og lærer at forholde dig kritisk-konstruktivt og refleksivt til teknologierne i din organisation, og hvilke krav det stiller til dit arbejde som leder.
Du får udvidet og udviklet dit ledelsesfaglige blik for, hvordan roller og relationer forskydes og forandres – både mellem medarbejdere i samme og forskellige faggrupper og i relationen til borgeren.
På forløbet får du sat dine daglige ledelsesudfordringer i spil gennem teorier og refleksioner. Du får perspektiver og redskaber til at forstå og arbejde med digitale processer i din egen organisation, og til hvordan du og dine medarbejdere kan samarbejde om og med digitale teknologier på en konstruktiv måde, som skaber værdi og giver mening for både medarbejdere og borgere.
Fagligt indhold på modulet
På modulet har vi fokus på, hvordan nye teknologier og digitalisering af processer i den borgernære velfærd forandrer praksis. Vi kommer omkring den historiske og aktuelle offentlige digitalisering i Danmark.
Sammen undersøger vi både teori om digital transformation og også empiriske analyser af digitalisering af arbejdet i velfærdsinstitutionerne, og hvad det betyder for ledelse, borgere og medarbejdere.
Vi diskuterer, hvordan digitalisering kan spille med og mod den professionelle dømmekraft. Vi forholder os undersøgende til om ledelse af velfærd med data, automatisering og AI kan betyde, at teknologi kan ses som en ’kollega’ og ’medleder’.
Og vi undersøger, hvad det kan betyde for jeres organisering, implementering og forankring af digitale løsninger.
Modulet har som mål, at du identificerer udviklingsmuligheder inden for digitale processer samt udvikler dine forudsætninger for at lede udvikling og implementering af disse – herunder, at du:
- Har viden om og forståelse af teorier, begreber og metoder i forhold til ledelse af digitale processer
- Kan reflektere over anvendt praksis i forhold til ledelse af digitale processer i egen organisation
- Kan analysere, vurdere og formidle betydningen af forskellige teorier, begreber og metoder, der knytter sig til ledelse af digitale processer og udvælge relevante løsningsmodeller til implementering af digitale processer
- Identificere behov for egen og organisatorisk kompetenceudvikling i forhold til de konkrete kontekster for den digitale ledelsesopgave.
Om undervisning og eksamen
Modulet strækker sig over to-tre måneder med fem tilstedeværelsesdage, hvoraf fire dage er undervisningsdage (kl. 9-15), og én dag er en studiegruppedag.
Selve undervisningen foregår i en vekselvirkning mellem teoretiske perspektiver og inddragelse af praksiserfaringer fra din arbejdsplads, hvor vi undersøger og diskuterer dine og dine medstuderendes praksis og erfaringer med digitalisering og de forandringer, det afstedkommer i jeres organisationer.
Mellem de enkelte undervisningsgange er der mindre opgaver koblet til digitalisering i din organisation.
Modulet afsluttes med en mundtlig eksamen omhandlende en selvvalgt problemstilling koblet til digital transformation i din egen organisation.
Hvem deltager?
Modulet er for dig, der allerede er leder eller leder faglige opgaver og processer, men også for dig der ønsker at blive leder og har erfaring med uformel ledelse af medarbejdere som konsulent, projektleder, TR eller AMR. Modulet tager overvejende udgangspunkt i cases og problemstillinger i offentlige organisationer.
Men ledere fra private organisationer og NGO’er kan også deltage med stort udbytte, da digital transformation i velfærd ofte involverer mange aktører.
Ansøgning
Ansøgningsfrister
Ansøgningsfrist til valgmoduler i foråret og efteråret:
- Ansøgningsfrist 1 kvartal er d. 1. december
- Ansøgningsfrist 2 kvartal er d. 15. februar
- Ansøgningsfrist 3 kvartal er d. 01. juni
- Ansøgningsfrist 4 kvartal er d. 15. september
Er der ledige pladser efter ansøgningsfristens udløb, vil tilmeldingen stadig være åben.
Adgangskrav
For at blive optaget skal du have en af følgende uddannelser:
- Professionsbacheloruddannelse
- Akademiuddannelse
- Diplomuddannelse
- Bacheloruddannelse
- Kandidatuddannelse
- Anden relevant uddannelse mindst på niveau med en kort, videregående uddannelse eller en reguleret videregående voksenuddannelse
Du skal desuden have to års relevant erhvervserfaring efter afsluttet grunduddannelse.
Derudover skal du have ledelsesansvar eller forvente at få tillagt ledelsesfunktioner. Det vil således være en fordel, hvis du i forbindelse med uddannelsens gennemførelse har ledelsesopgaver i større eller mindre omfang.
Undtagelse
Hvis du ikke opfylder det formelle adgangskrav, kan du søge om en realkompetencevurdering og måske optages på det grundlag.
Sådan søger du
Sådan søger du
Du søger online ved at klikke på “Ansøg”. På ansøgningssiden skal du vælge det modul, du ønsker at blive tilmeldt.
Her vedhæfter du også dokumentation for både uddannelse og erhvervserfaring.
- Dokumentation for uddannelse kan være kopi af eksamensbevis.
- Dokumentation for to års erhvervserfaring det være sig i form af et CV, lønseddel, udtalelse fra leder eller lignende
OBS
Du skal huske at angive din arbejdsmail, EAN-nummer, bruger-ID og rammeindkøbsordrenummer når du tilmelder dig.
Afmelding
Afmelding til en aktivitet skal ske skriftligt til Studieservice og følgende betingelser gælder:
- Hvis du afmelder dig mere end 4 uger før aktivitetens start, kan du få refunderet din deltagerbetaling for den pågældende aktivitet.
- Hvis du afmelder dig mindre end 4 uger før aktivitetens start, hæfter du for hele deltagerbetalingen for den pågældende aktivitet – dog har du mulighed for følgende inden aktivitetens start:
- at give din plads videre til en kollega, hvis vedkommende opfylder eventuelle adgangskrav
- at sende lægefaglig dokumentation, hvis du ikke kan påbegynde aktiviteten pga. sygdom
- Hvis du tilmelder dig mindre end 4 uger før aktivitetens start, hæfter du for hele deltagerbetalingen ved en evt. afmelding.
Når aktiviteten er startet, er det ikke muligt at få refunderet deltagerbetalingen.
Vil du gerne skifte fra én aktivitet til en anden?
Vi hjælper dig gerne – her er, hvad du skal gøre:
- Hvis der er mere end 4 uger til den pågældende aktivitet starter:
Send en skriftlig afmelding til Studieservice og tilmeld dig den ønskede aktivitet via www.kp.dk - Hvis der er mindre end 4 uger til den pågældende aktivitet starter:
Kontakt Studieservice for at høre om dine muligheder.
Du skal henvende dig skriftligt til Studieservice på stu-vu@kp.dk – oplys nummer og/eller titel på aktiviteten i din mail.
Priser
Obligatoriske moduler
KK betaler en samlet holdpris for hver af de obligatoriske moduler. Du vil derfor ikke modtage en faktura fra KP, når du tilmelder dig obligatoriske moduler.
Du vil senere modtage en intern faktura fra Koncernservice.
Vejledende deltagerpris:
kr. 13.246
Valgmoduler
Pr. modul kr. 9.100
Særlige valgmoduler
Ledelse og coaching:
kr. 10.900
Pædagogisk, didaktisk og datainformeret ledelse (10 ECTS):
kr. 16.200
Proceslederforløb:
kr. 26.500
Afgangsprojekt
kr. 19.200
NB
Priser er ekskl. litteratur.
Hjælp til rammeindkøbs-ordrenummer
Til ordrer vedr. valgfrie moduler og afgangsprojekt
I Københavns Kommune skal du bruge et rammeindkøbsordrenummer til at bestille varer og tjenesteydelser, eks. valgfrie moduler eller afgangsprojekt på en uddannelse. Det er den Kvantum-ansvarlige på din arbejdsplads, der kan hjælpe dig med rammeindkøbsordrenummer.
Hvis du ikke ved hvem, der er Kvantum-ansvarlig på din arbejdsplads, skal du kontakte din nærmeste leder, som kan oplyse dig om det.
Ved spørgsmål kan du eller din leder kontakte Københavns Kommunes indkøbssupport på 30 66 61 00 (tast 2).
Bemærk: Når du har klikket “Ansøg”, skal du vælge dit ønskede modul igen i formularen.
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål. For at vi kan besvare dine spørgsmål bedst og hurtigst muligt, bedes du vælge, om du vil tale med studieservice eller en faglig kontaktperson. Læs mere herunder.
Kontakt studieservice
Kontakt studieservice, hvis du har spørgsmål til adgangskrav, tilmelding, optagelse eller andre praktiske forhold.
Åbningstider
Alle hverdage: 9.00 – 12.30