Fysioterapeut i privat klinisk praksis
Ditte Lauridsen, Privat klinik i Brønshøj
Når Ditte møder ind på klinikken om morgenen, starter dagen med kaffe og kollegasnak, før hun dykker ned i dagens patientforløb. Men hendes arbejde handler om mere end behandling – det handler om at give mennesker redskaber til at tage ansvar for deres egen sundhed.
“Jeg ser mig selv som en slags guide,” siger hun.
Det handler om at skabe et rum, hvor patienten får autonomi og forståelse – så de selv kan tage skridt mod et sundere liv.
Fra psykologi til fysioterapi
Vejen ind i fysioterapien var ikke lige ud. Ditte begyndte med en interesse for psykologi og ønsket om at arbejde med mennesker, men fandt hurtigt ud af, at universitetsstudierne ikke helt matchede hendes behov.
Jeg ville gerne arbejde med mennesker i øjenhøjde – ikke bare bag en skærm
En samtale med en ven, der var fysioterapeut, blev afgørende:
“Han beskrev uddannelsen som en kombination af det kropslige, sociale og psykologiske – og det ramte noget i mig.”
I fysioterapien fandt hun en faglighed, hvor hun kunne kombinere sin interesse for kroppen med en dyb respekt for det menneskelige møde.
Jeg kan godt lide at stå i ilden – at være der sammen med patienten og finde løsninger i fællesskab.
En hverdag med tempo, variation og undervisning
Efter endt uddannelse begyndte Ditte i en privat klinik – et valg, der udsprang af gode oplevelser i hendes praktikforløb.
“Jeg havde nogle fordomme om, at målgruppen var snæver i private klinikker, men jeg blev hurtigt klogere. Der er virkelig mange forskellige typer patienter og faglige udfordringer.”
Hun trives med det høje tempo og den variation, som klinikken byder på. Efter to år blev hun klinisk underviser og begyndte at vejlede studerende i praktik.
Det var en gave at kunne give viden videre og inspirere – og samtidig holde mig opdateret på uddannelsens indhold og udvikling.
En typisk dag veksler mellem individuelle sessioner og holdtræning.
“Jeg møder patienterne, følger dem og ser dem få bedre funktionalitet i hverdagen – det er enormt meningsfuldt.”
Samarbejde og sundhedsformidling som nøgle til forandring
For Ditte er det afgørende, at patienten er medskaber af sin egen behandling.
“Jeg lægger stor vægt på at skabe et trygt rum, hvor magtforholdet mellem behandler og patient er minimalt. Det skal være et samarbejde – og gerne sjovt.”
Hun oplever ofte, at problemer i bevægeapparatet udspringer af vaner. Derfor arbejder hun med sundhedsformidling og vaneændringer:
Når patienten forstår hvorfor noget virker – og hvorfor noget ikke gør – så sker der noget. Det handler om at mestre sin egen sundhed.
Et særligt patientforløb står klart i hukommelsen:
“En patient med kronisk sygdom, som havde mistet håbet. Patienten var bundet til at gå med krykker og havde mistet troen og håbet på at komme til at selvstændigt igen. Vi tog én ting ad gangen – og endte med, at hun kunne løbe igen. Det var vildt. Man kan ofte mere, end man tror.”
Fremtidsdrømme
Efter nogle år i praksis har Ditte valgt at læse videre på en kandidat i tværvidenskabelige sundhedsstudier.
“Jeg interesserer mig for forebyggelse og sundhedsfremme – og vil gerne arbejde med at fremme sundheden i befolkningen.”
Planen er enten at kombinere fysioterapi med strategisk arbejde i klinikken eller skifte spor og arbejde med implementering af sundhedsinitiativer med afsæt i foreningsliv, sundhed og trivsel.
Jeg vil gerne gøre en forskel for menneskers sundhed og udvikle mine kompetencer i det felt.
Dittes råd
Til dig, der overvejer at læse til fysioterapeut:
- Nyd studiet – det går hurtigt, og fællesskabet er noget særligt.
- Vær åben – du kommer ind med ét billede af faget og går ud med et andet.
- Hvis du vil hjælpe mennesker og være en del af deres rejse – så er fysioterapi det rette sted.
Læs de andre karriereprofiler
- Charlotte Frisch Haurdahl - Fysioterapeut og klinisk underviser, Afsnit for Hjerne-og Rygmarvsskader Rigshospitalet Glostrup
- Maja Tornøe Johansen - Fysioterapeut og klinisk underviser, Psykiatrisk Center Glostrup
- Lue Philipsen - Fysioterapeut og adjunkt med speciale i respirationsfysioterapi, Rigshospitalet og Københavns Professionshøjskole
- Morten Tange Kristensen - Fysioterapeut, ph.d. og klinisk professor, Bispebjerg-Frederiksberg Hospital og Københavns Universitet
- Ditte Lauridsen - Fysioterapeut i privat klinisk praksis, Privat klinisk praksis
- Søren Hjølund Nielsen - Fysioterapeut i geriatrien og klinisk underviser, Københavns Kommune
- Mikkel Hjuler - Sportsfysioterapeut hos Fysiq og fysioterapeut for kvindelandsholdet i håndbold
- Læs mere om uddannelsen til fysioterapeut