Vi er ved at miste læreruddannelsens vigtigste element – de studerende

Folkeskolen er institutionen i midten af samfundet; der hvor fortidens indsigter og erfaringer bibringes nye generationer; der hvor forskellige grupper og livsformer mødes med et formål. Det er herfra, vi sender vores børn videre i tilværelsen med en grundlæggende viden og dannelse for nu at sige det enkelt. Den slags skal man ikke overlade til amatører.

Derfor er læreruddannelsen i nyere tid også en af de mest omdiskuterede (og reformerede) uddannelser. Læreren og skolen har enorm betydning for det enkelte barn og for samfundet. Lige nu bør en del af den energi imidlertid kanaliseres i andre retninger, for vi er ved at miste uddannelsens vigtigste element – de studerende.

Tallene snyder

Den umiddelbare læsning af ansøgertallene til læreruddannelsen ved kvote 1 den 5. juli i år lyder som en god nyhed: Lang tids fald i søgningen til uddannelsen er knækket. En procent flere end sidste år søgte læreruddannelsen som førsteprioritet. Men i alt har syv procent flere søgt ind på videregående uddannelser i år sammenlignet med sidste år.

Når det kommer til optaget på læreruddannelsen, er det steget med seks procent, idet der har været flere kvalificerede ansøgere i år. Det er godt, men tendensen er ikke desto mindre klar: Interessen for læreruddannelsen er vigende, eller er i bedste fald stagneret.

Hertil skal man lægge, at der er omkring 1.000 ledige pladser, hvilket betyder, at der ikke uddannes lærere nok til at møde skolens behov. Der er alt for mange i skolen uden en læreruddannelse, og fortsat for mange som ikke er uddannede til at mestre det fag, de underviser i.

Det er ikke en holdbar situation, og der er ikke taget tilstrækkelige skridt til at få skabt en farbar vej ud af miseren. Vi har brug for mange, motiverede og stærke ansøgere til uddannelsen, så vi kan uddanne de lærere, skoler og elever har brug for. Den demografiske udvikling gør kun ondt værre. Der bliver flere af dem, der har brug for gode lærere, og færre af dem, der kan søge ind på uddannelsen. Børnetallet stiger, mens ungdomsårgangene skrumper.

Rekruttering er afgørende

Hvis folkeskolen skal være grundfjeldet i ikke alene et stærkt uddannelsessystem, men også i udviklingen af retsstatslige og demokratiske livs- og samværsformer, skal den som minimum kunne rekruttere de lærere, den – og børnene – har brug for. Men virkeligheden lever langt fra op til de ambitioner, samfundet og vores politikere har for vores folkeskole. Derfor kalder tallene på handling. Ikke hurtige fix, men handling med et ordentligt bundtræk.

Det er fristende at citere tidligere finansminister Knud Heinesens berømte ord fra oktober 1979, om afgrunden, vi har kurs mod, som vi nærmer os, hvis vi ikke gør noget. Dengang genoprettede man dansk økonomi gennem årtiers stædig udvikling og tiltag – og med deltagelse fra alle betydende aktører.

Skal vi forsyne folkeskolen med ikke alene tilstrækkelige lærere, men også dygtige og motiverede lærere, er det ikke blot en sag for professionshøjskolerne og læreruddannelsen men et spørgsmål, som kalder på en bred kreds af aktører. Fra regering og Folketing over KL og Danmarks Lærerforening til studerende og elever, uddannelsessteder og mange andre.

Tre skridt vi må tage

Arbejdet kan passende sættes ind i tre zoner: find ud, af hvordan vi sikrer, at ikke mindst det almene gymnasium i sin kultur og sit indhold gør sig endnu mere reelt studieforberedende frem for universitetsforberedende – for nu at sige det forenklet.

VUC’erne og HF retter sig stærkt og dygtigt mod professionsuddannelserne, men her går alt for få studerende i forhold til behovet, og modsat den treårige STX er forløbet her to år.

Dernæst skal læreruddannelsen styrkes økonomisk og fagligt. Den står i et limbo i dag efter idelige reformer, evalueringer, ekspertbedømmelser og en nedsat, men inaktiv læreruddannelseskommission.

Økonomien betyder, at vores studerende modtager for få undervisningstimer. Afskaffelsen af omprioriteringsbidraget fik os ikke op af den økonomisk grøft; man holdt bare op med at grave.

For det tredje er der behov for, at ikke mindst kommuner og lærerforening finder en vej, der sikrer lærerne gode arbejdsvilkår, men også robuste og attraktive udviklings- og specialiseringsveje i deres fag. Det vil stimulere interessen og attraktionen i lærergerningen. Mange flere forhold kunne nævnes, men man får fat i den lange ende, hvis man sætter ind her.

Vi er glade for alle hver og en af de studerende, som om et øjeblik myldrer ind på læreruddannelser i hele landet fra Rønne til Hjørring, og vi skal have mange flere til at vælge samme vej.