Gå til indhold
Sygeplejerske tager blodprøve

Realiteterne viser sit barske ansigt på sygeplejerskeuddannelsen allerede

Debatindlæg i Politiken Sundhedsmonitor den 24. november 2022 af adjunkt Vibeke Frost fra sygeplejerskeuddannelsen, Københavns Professionshøjskole

Sundhedsvæsenet har været det helt store tema i valgkampen – og særligt manglen på sygeplejersker. De potentielle løsninger har været mange: Alt lige fra ’retten’ til fuldtid til topskattelettelser og vikarstop.

Alle sammen løsningsforslag som sandsynligvis har afsæt i gode intentioner, men som ikke har rod i de reelle problemer, som eksisterer i forhold til fastholdelse og rekruttering af medarbejdere.

Et centralt element er dog udeblevet, og det er selve uddannelsen af sygeplejersker.

For selvom de faldende tal på uddannelsen er blevet eksponeret i diverse medier, så rammer alvoren måske i virkeligheden først politikerne om meget kort tid. Realiteterne viser sit barske ansigt på sygeplejerskeuddannelsen allerede. Indtil videre er kun lidt over halvdelen af studiepladserne på Københavns Professionshøjskole for vinteroptaget blevet besat. Dette betyder , at man må kigge ind i en fremtid med afskedigelser i personalegruppen.

Den lokale ledelse påtager sig nu det ledelsesmæssige ansvar for at få tingene til at hænge sammen og dermed budgetrammen til at løbe rundt. Det er forventeligt uanset virksomhed eller organisation. Hvad der også burde være forventeligt, ville være at samtlige politikere påtog sig deres del af ansvaret. Men desværre udebliver denne debat og reelle handlinger som ville kunne skabe en positiv forandring for uddannelsen af fremtidige sygeplejersker.

Drukner i floskler

For alt imens at valgkampen er druknet i floskler om flere sygeplejersker, så er realiteten nu, at man ser ind i en fremtid, hvor det bliver sværere at uddanne flere, og hvor kvaliteten vil dale sideløbende.

For det giver sig selv – med færre undervisere vil man ikke kunne fortsætte med at uddanne lige så mange og lige så dygtige sygeplejersker.

På samme måde vil det også fremadrettet kunne blive markant sværere at rekruttere til selve uddannelsen. For en uddannelses ry og rygte breder sig som en steppebrand blandt de unge. Hvis fortællingen i ungdomsgenerationen bliver, at sygeplejerskeuddannelsen bliver af lavere kvalitet, hvordan skal vi så lykkes med at gøre denne til et attraktivt valg?

Det nægter jeg som underviser at acceptere – for fremtiden har brug for både flere, og for yderst kompetente sygeplejersker.

Politikernes tur til at tage ansvar

I stedet burde enhver politiker, der nu er valgt ind i Folketinget, påtage sig det ansvar, som de så fint har prædiket under hele valgkampen.

Hvis man fra politisk side reelt ønsker flere sygeplejersker, og man ser manglen som en af de helt store trusler for fremtidens sundhedsvæsen, så bør man prioritere at sikre en stabil budgetramme, så uddannelsen ikke lider under det svingende optag.

På den måde vil man kunne give uddannelsen ro til at opbygge kvaliteten, og derudfra også kunne uddanne dygtige og kompetente sygeplejersker fremadrettet. Personalemanglen i sundhedsvæsenet kalder på både langsigtede løsninger og løsninger her og nu – og der bliver sygeplejerskeuddannelsen nødt til at være en prioritering, som medtænkes.

Alt imens kan mine kolleger og jeg vente på, at den lokale ledelse påtager sig deres del af ansvaret i forhold til det svingende optag – men mon ikke det i virkeligheden er politikernes tur til at påtage sig deres del af ansvaret og begynde at tænke langsigtet, hvis de ønsker at løse manglen på sygeplejersker i sundhedsvæsenet.