Gå til indhold
Pædagog og børn

Omsorg er en politisk overset opgave i daginstitutionen

Debatindlæg i Politiken den 6. juni 2022 af lektorerne Crisstina Munck og Anja Marschall fra pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole

Trille er en lille spag 3-årige, der mest holder sig i periferien.

Hun kommer ikke så tit i børnehaven, da hendes mor har det svært med sociale sammenhænge, så svært, at det kan være vanskeligt at få Trille af sted om morgenen. Trilles ældre søskende er også svære at få i skole, og derfor er de også ofte hjemme,

Børn som Trille er i søgelyset, når pædagoger tidligt skal opspore vanskeligheder i børns liv. Trilles pædagog vil ellers gerne have en snak med moren.

Måske de i fællesskab kan finde en løsning, så Trille kan komme i børnehaven hver dag. Problemet er bare, at Trilles pædagoger er i gang med at vikardække for hinanden på andre stuer, eller må klare skærene alene på Trilles stue, fordi en kollega er syg eller har sagt op. Det vanskeliggør det daglige omsorgsarbejde med tidligt at sikre, at børn som Trille får den ekstra hånd, de har behov for.

Til trods for at børns behov for omsorg er common sense for de fleste, nævnes omsorg sjældent som et centralt indsatsområde, for omsorg for de yngste medborgere kan ikke måles, sammenlignes og aflæses som output i skolen. Der peges dog ofte på, at vi må opfinde bedre programmer og mere effektive arbejdsgange for pædagogerne, men i praksis er betingelserne for at gøre et godt omsorgsarbejde ganske udfordret.

Det handler om, at det er vanskeligt at rekruttere og fastholde uddannet personale og dermed skabe stabilitet. Men det handler også om, at pædagogerne må balancere mellem at drage omsorg og være opsporende. Det behøver ikke være modsætningsfuldt, men det daglige pres for at handle hurtigt, effektivt og tidligst muligt synes at hive omsorgsudøvelsen og opsporingsarbejdet fra hinanden og gøre det modsætningsfuldt.

For Trille betyder det, at hverdagen præges af uro og diskontinuitet. For pædagogerne betyder det manglende mulighed for at observere Trille og blive klogere på, hvor de bedst kan støtte Trilles mor (og dermed Trille), så hun får bedre fodfæste. For Trilles mor betyder det, at forståelsen for hendes perspektiv udebliver.

Når omsorg og tidlig indsats bliver modsætningsfulde bestræbelser i den pædagogiske hverdag, trækkes fronterne op. Omsorg og forståelse af det, forældre bakser med i hverdagen, erstattes af opsporing af fejl og mangler.

Lad os vise det med et andet eksempel, hvor lille Stephanie på et år bliver afleveret af sin mor i mange timer i vuggestuen, lige efter hun er startet op. Det bliver set som et udtryk for manglende omsorg og forståelse for det lille barns behov. Men når vi kigger ind i morens hverdag, ser vi, hun kæmper for at få dagene til at hænge sammen med to små børn, en økonomi, der skranter, og en stressramt mand. Men denne viden får pædagogerne ikke adgang til, fordi opsporingsarbejdet og bestræbelsen på at sætte tidligt og hurtigt ind spænder ben for at gå i dialog og spørge ind til det hverdagsliv, der kan begrunde, at et lille barn må være i vuggestue mange timer hver dag, og at det måske i den aktuelle livssituation er den bedste måde at drage omsorg for barnet på.

Det, der fra den ene part kan ligne svigt og ligegyldighed, kan fra den anden part være et udtryk for omsorg og benhårde prioriteringer i et ophængt hverdagsliv. Men betingelserne for at få adgang til at forstå forældrenes hverdagsliv, prioriteringer og omsorg for deres børn er begrænsede, når daginstitutionshverdagen er klemt af mange børn, få voksne og ustabilitet i personalegruppen.

Når omsorgen og dialogen klemmes inde af de mange andre gøremål, risikerer vi, at vanskeligheder i hverdagslivet individualiseres. For begge de to mødre betyder det, at de risikerer at blive udpeget som dårlige mødre, der ikke drager god nok omsorg og ikke ønsker at samarbejde, fordi det er svært at få øje på deres grunde til henholdsvis at aflevere Stephanie i mange timer hver dag, eller at Trille ikke kommer i børnehaven.

Betingelserne i den pædagogiske hverdag har altså konkret betydning for, hvordan pædagogerne har mulighed for at gribe udsathed som noget, der enten knytter sig til manglende forældreevne, eller om udsathed forstås som noget, alle kan rammes af.

Hvis vi vil skabe gode omsorgsmiljøer og arbejde med tidlig indsats på måder, der understøtter Trille og Stephanie og deres forældres deltagelse, handler det om at være sensitivt iagttagende og støttende.

Det handler med andre ord om at skabe et tilhørsforhold for både børn og voksne, så de oplever at være betydningsfulde deltagere i daginstitutionens praksis.

Derfor er den afstemte omsorg for både børn og forældre sammenhængende med de betingelser, som pædagogerne har i hverdagen.