Nyt forskningsprojekt: Færre børn på stuerne giver ikke per automatik bedre pædagogik

Flere voksne og færre børn på stuerne i de danske dagtilbud står højt på mange ønskesedler. Jo flere hænder, øjne og ører til børnene jo bedre – det er i hvert fald antagelsen. Det var også den, der for fire år siden fik Københavns Kommune til at lave forsøgsprojektet ’Mindre Børnegrupper – højere kvalitet’ i fire dagtilbud med en høj andel af børn i socialt udsatte positioner.

Kommunen bad samtidig også to forskere på Københavns Professionshøjskole om at følge forsøget med den store antropologiske lup for at få øje på nuancerne i, hvilken betydning de mindre børnegrupper har. Og konklusionen er ret klar: Hvis de mindre børnegrupper skal have den ønskede effekt på børnenes trivsel, skal de rigtige betingelser for det pædagogiske arbejde være til stede.

”Selvfølgelig betyder det noget, hvor mange børn en voksen skal tage sig af, men det, der betyder mest, er de voksnes betingelser for at være sammen med børnene, lære børnene at kende og udvikle relationer til børnene over tid,” fortæller Crisstina Munck, der er docent på pædagoguddannelsen på Københavns Professionshøjskole og en af forskerne bag undersøgelsen.

Den vigtige kontinuitet

Det blev hurtigt tydeligt i projektet, hvordan udskiftning i personalegruppen eller pædagoger, der skulle vikariere for syge kolleger på andre stuer, skabte uro i nogle af børnegrupperne, mens andre havde mulighed for at skabe mere kontinuitet.

”Relationer til børn udvikles jo over tid. Når pædagogerne følger børnene tæt og ikke bare kigger på dem, men kigger med dem og fra dem, kan de som voksne lære meget om, hvordan de tilrettelægger en hverdag, der støtter børnenes udvikling. Det handler om at opdage, hvad børn er i gang med at udvikle og udforske i verden med hinanden,” fortæller Crisstina Munck.

Og for at opdage det, er det afgørende, at pædagogerne får sat deres faglige beredskab i spil, forklarer Crisstina Munck.

”Pædagogernes viden om børns udvikling og pædagogernes mulighed for at kunne inddrage børns perspektiver i det, de gør, har stor betydning. Når de rigtige faktorer er til stede, får pædagogerne blik ikke bare for det enkelte barn eller gruppen af børn, men for fællesskabet mellem børnene,” siger forskeren og tilføjer, at i de tilfælde hvor det ikke er muligt at lade de samme pædagoger være sammen med børnene, kan det skabe ro, hvis de er sammen med de samme børn i dagligdagen.

Nogle af de børn, forskerne fulgte, var helt små vuggestuebørn, som kommunikerer non-verbalt. Det kan fx være ved at række ud efter ting eller dreje kroppen i en bestemt retning.

”Hvis ikke pædagogerne er helt tæt på den måde at være i verden på, så kan de hurtigt komme til at overse de signaler, børnene sender. På den måde er børnenes muligheder for at være en del af et fællesskab med andre børn tæt koblet til det, de voksne gør. Og hvis de voksne de har travlt med alt mulig andet, der ikke relaterer sig til børnelivet, så trækker det opmærksomheden væk fra det, børnene har gang i med hinanden,” siger Crisstina Munck.

Det er med den største sorg, pædagogerne taler om det. De har allermest lyst til at blive hos børnene, følge dem over tid og støtte dem i deres udvikling og leg med andre børn

”Måske skal vi overveje, om det er den rigtige måde at organisere hverdagen i institutionerne på, vi har i dag, hvor det i hovedreglen er sådan at alle hjælpes ad med opgaverne, uanset om man er medhjælper eller uddannet pædagog. Måske skal vi til at tage hul på en snak om, hvordan vi kan frede pædagogerne til at lave mere pædagogisk arbejde og blive hos børnene, så ressourcerne bliver brugt rigtigt”.

Crisstina Munck peger på det samme og tilføjer, at det også er selve det pædagogiske arbejde, der giver pædagogerne arbejdsglæde.

”Vi kan se, at det er mere interessant for pædagogerne at blive i deres job, når de rent faktisk får lov til at lave pædagogisk arbejde i stedet for børnepasning. Samtidig har det også en kæmpe betydning for forældresamarbejdet, at der er ro og stabilitet i relationerne, og det er ekstra vigtigt i institutioner, hvor der er en høj andel af familier i udsatte positioner,” siger hun.

Det gavner altså kvaliteten, når pædagogerne får mulighed for at lave det arbejde, de er uddannet til – og gøre det tæt på børnene. En anden ting, der spiller positivt ind, er systematisk, kollegialt samarbejde.

”Det handler om at organisere en hverdag, hvor personalet er i dialog og har lavet pædagogiske planer sammen med de nærmeste kolleger. Det gør man allerede de fleste steder, men det er ikke alle steder, der er afsat tid til at gøre det systematisk. Det kan ikke i sig selv sikre, at arbejdet med mindre børnegrupper styrker kvaliteten, men der er et godt redskab, hvis der er voksne, der ikke kender børnene så godt,” siger Anja Marschall.

Virker ikke altid

I nogle tilfælde konkluderede forskerne også, at arbejdet med mindre børnegrupper ikke styrkede børnenes relationer. De peger fx på at det at inddele børnene i mindre grupper rundt om faste aktiviteter i legezoner med få børn ikke nødvendigvis understøtter børnefællesskabet, fordi de voksne nemt kommer til at stå ved siden af frem for at være en del af aktiviteten.

”Det kan fx være at sætte tre børn rundt om et bord for at lave perleplader. Det er typisk en måde at organisere sig på, hvor de voksne bliver lidt distancerede, frem for en måde at komme tæt på børnene, og det er ofte interaktioner præget af irettesættelser og børn, der bliver kaldt til orden a la ’nu skal du sidde stille’,” fortæller de.

Derudover peger projektet også på at børnegrupperne kan være for små, og at der kan være for mange hænder.

”Det blev ekstra tydeligt, fordi corona-pandemien også fyldte under projektet, så nogle gange var der meget få børn. Og det kan sagtens blive så få børn, at det ophører med at være et fællesskab,” fortæller Crisstina Munck.

”De voksne på stuerne sad også i et par tilfælde med oplevelsen af, at de pludselig nærmest var flere voksne end børn, hvis der var meget fravær blandt børnene. Det kan godt betyde, at de voksne nærmest kommer til at overtage, det der foregår og børnenes initiativer og samspil med hinanden får lidt sværere betingelser,” fortæller Anja Marschall