Gå til indhold
Margrethe Nicoline Sørensen, lærerstuderende, Campus Hillerød (Privatfoto)

Margrethe valgte læreruddannelsen i Hillerød: “Her kender vi alle hinanden”

På læreruddannelsen i Hillerød er holdene små, fællesskabet tæt – og praktikken begynder næsten fra dag ét. For lærerstuderende Margrethe Nicoline Sørensen giver det mening at uddanne sig der, hvor hun også håber at arbejde senere.

Da Margrethe Nicoline Sørensen begyndte på læreruddannelsen i Hillerød, var hun ikke helt sikker på, hvad hun gik ind til. Udbuddet var stadig nyt, holdene små – og flere af linjefagene foregik andre steder. Efter halvandet år er hun ikke i tvivl.

”Jeg er virkelig glad for, at jeg valgte Hillerød. Man er tættere på hinanden her. Vi har kun ét hold på hver årgang, så man kender alle”, siger hun.

Margrethe er 24 år og læser dansk som sit første undervisningsfag. Senere får hun også engelsk og håndværk og design på skemaet. For hende er størrelsen på campus en af de største styrker.

”Når jeg nogle gange er inde på Campus Carlsberg, kan jeg godt mærke forskellen. Der er mange mennesker og store hold. I Hillerød er det mere overskueligt – og det giver nogle rigtig gode diskussioner i undervisningen. Vi afprøver ofte vores undervisning overfor vores holdkammerater, så at gå på et mindre hold gør det meget trygt, samtidigt med at underviserne har god tid til at give os feedback og vejledning.”

Praktik næsten fra begyndelsen

Noget af det, der har gjort størst indtryk på hende, er den integrerede praktik. Allerede fra første studieår kommer de studerende fast på en skole – typisk én dag om ugen – hvor de følger den samme klasse gennem længere tid.

Margrethe og hendes praktikgruppe har været tilknyttet en klasse på en skole i Espergærde.

”Vi startede, da de gik i 5. klasse, og nu er de i 6. Det er ret sjovt at se, hvordan de udvikler sig. Der er gået fuld teenager i dem nu”, siger hun og griner.

Den løbende praktik gør det muligt at opbygge relationer til både elever og lærere.

”Vores praktiklærer siger, at eleverne glæder sig til torsdage, fordi de ved, at praktikanterne kommer. Vi prøver mange nye ting af i undervisningen – nogle gange også ting, deres almindelige lærer ikke lige har haft tid til”.

Margrethe Nicoline Sørensen, lærerstuderende, Campus Hillerød (Privatfoto)
Margrethe Nicoline Sørensen, lærerstuderende, Campus Hillerød (Privatfoto)

Et studiemiljø i vækst

”Jeg tror, det bliver rigtig godt, når vi er endnu flere. Allerede nu kender man folk på tværs af årgange, fordi vi er et ret lille sted, siger Margrethe.

Og væksten er på vej. I dag er der omkring 65 lærerstuderende på campus. Når en ny årgang starter til sommer, vil alle fire årgange på den fireårige uddannelse for første gang være samlet i Hillerød – og det vil mærkes.

De fleste studerende på læreruddannelsen i Hillerød kommer fra Nordsjælland – fra byer som Helsingør, Gilleleje, Helsinge og Allerød. For Margrethe var det netop en vigtig grund til at vælge uddannelsen.

”Mange af os vil gerne studere lokalt. Det giver mening, fordi vi også er i praktik på skoler i området – og fordi det ofte er her, vi gerne vil arbejde bagefter”.

Campus Hillerød ligger fem minutters gang fra Hillerød Station, og for mange studerende betyder det, at de kan blive boende i området under studiet.

”Det er både transportmæssigt nemmere, men det skaber også et bedre fællesskab”.

En campus, de studerende vil passe på

Skoler og kommuner i Nordsjælland spiller en vigtig rolle for uddannelsen. De studerende er afhængige af praktikpladser – og mange ender med at søge job på de skoler, hvor de har været i praktik.

”Hvis vi uddanner os lokalt og er ude på skolerne her, så er det jo også her, mange af os gerne vil arbejde senere”.

Margrethe er endnu ikke sikker på, præcis hvor hun ender. Men hun er blevet mere og mere opmærksom på, hvor mange veje uddannelsen åbner.

”Man kan arbejde på en skole, men man kan også bruge kompetencerne mange andre steder. Jo længere jeg går på uddannelsen, jo tydeligere bliver det”

Foreløbig er planen enkel: starte på en skole i området, få nogle års erfaring – og se, hvor det fører hen. Men ét er hun ikke i tvivl om.

”Vi vil virkelig gerne beskytte det campus, vi har heroppe. Det er et rigtig godt sted at studere”.

Studerende sidder i fællesareal på Campus Hillerød, nogle spiller bordtennis
Campus Hillerød

Fakta:

• Læreruddannelsen på Campus Hillerød åbnede i 2023 og har pt. 65 studerende.
• Uddannelsen er etableret i tæt samarbejde med kommunerne i Nordsjælland for at afhjælpe lærermangel i området.
• De studerende får et særligt fagligt fokus på inklusion i folkeskolen og arbejdet med at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever.
• Uddannelsen er fire år og veksler mellem undervisning på campus og praktik i skolen gennem hele studiet.
• Allerede fra første semester er de studerende tilknyttet en lokal folkeskole, så teori og praksis kobles tæt sammen.
• Campus Hillerød ligger i Stationszonen tæt på Hillerød Station og rummer i forvejen flere professionsuddannelser.