Må man sige ‘glædelig ramadan’?
Mange af KP’s studerende vil i arbejdslivet komme tæt på mennesker med en anden religion end dem selv, og det kan være nødvendigt for samarbejdet at tale om kontroversielle emner. Men hvordan får man en god dialog?
2. juni 2022
”Til en start skal man blive bevidst om sine egne fordomme”, lyder det fra Britta Kornholt, lektor på læreruddannelsen på KP. ”Hvis man som lærer tænker: Den familie fra Jehovas Vidner holder ikke fødselsdag, så de vil nok heller ikke med til sommerfesten, bør man stoppe op og overveje, hvor den tanke kom fra og i stedet være undersøgende. Og det er man bedst ved at tale sammen”.
Britta arrangerede tidligere på måneden et dialogevent, hvor to hold lærerstuderende fra religionsfaget mødte en buddhist, en jøde, en baptist, en feministisk muslim, en konvertit og en kulturmuslim. ”En muslim er ikke bare en muslim. Repræsentationer af religioner er mangfoldige”, minder Britta om. De studerende talte med gæsterne i små grupper og kunne spørge om hvad som helst.
Ikke så farligt at spørge
Rasmus er en af de lærerstuderende, der deltog i arrangementet. Han spurgte blandt andet den kulturmuslimske gæst, om det er ok for en ikke-muslim at sige ’glædelig ramadan’. ”Det brød han sig ikke om”, fortæller Rasmus, som også talte med den jødiske gæst om, hvordan hun oplever at skulle stå på mål for beslutninger, som israelske ledere tager.
”Pointen er, at man gerne må spørge til de her ting, som måske kan virke kontroversielle. Man skal bare gøre det med et åbent sind og vise respekt for den andens person og kultur”. Rasmus vurderer, at han især kan bruge oplevelsen fra arrangementet til samarbejdet med forældre, når han skal arbejde som lærer.
En anden studerende, Jihan, fortæller, at arrangementet gjorde stort indtryk på hende. ”Jeg følte ikke, jeg kunne spørge om noget forkert, så jeg spurgte og spurgte og fik fx en masse at vide om, hvad det vil sige at være baptist”.
Fordomme om de andre studerende
Ved arrangementet blev der skabt et så ærligt og trygt rum, at de studerende også fik mod til at lufte nogle af de fordomme, de har over for hinanden.
”Vil du være ven med mig, selvom jeg ikke drikker alkohol? Hvorfor vil muslimer ofte være i studiegruppe sammen under ramadan? Du er så anderledes end mig, og jeg tror aldrig, vi bliver venner. Det var den slags spørgsmål, der blev vendt ved bordene”, fortæller Britta, ”og nogle blev klogere på, at døgnrytmen forskydes, når man holder ramadan, og derfor fungerer det bedre, at alle i studiegruppen er indforstået med, at arbejdstiden ændres i den periode”.
Britta medgiver, at det kan være svært at få taget hul på den slags samtaler i hverdagen. ”Men alle vil gerne være en del af fællesskabet, så det er vigtigt, vi kan have en dialog, der bygger bro mellem os”.
Baggrund for brobyggereventet
Britta er medlem af ’Brobyggerne – Center for Dialogkaffe’ og har i regi af foreningen netop afsluttet Brobyggeruddannelsen. Som et led i uddannelsen har Britta og to andre Brobyggere stået for arrangementet på KP. Ved arrangementet varmede Jacob Holdt (Amerikanske billeder) op med en peptalk om ”racisten i os selv”. De to hold lærerstuderende kommer fra Campus Carlsberg og læreruddannelsen på Nyelandsvej.