Lad os behandle de unge som det guld, de er for velfærden i fremtiden

Gennem de seneste år har jeg haft den blandede fornøjelse at have kendskab til egne og venners børn, der arbejder i forskellige velfærdsprofessioner i deres såkaldte sabbatår.

Som lektor og udviklingskonsulent ved Københavns Professionshøjskole opfordrer jeg ofte de unge til at komme ud og prøve at arbejde i børnehaver, vuggestuer, plejehjem og andre steder, hvor der er et behov for velfærdsprofessionelle.

Min opfordring har to bevæggrunde. Den ene er et ønske om at give de unge et indblik i forskellige områder i vores velfærdssamfund.

Den anden er et forsigtigt håb om, at de i deres møde med praksis vil få lyst til en fremtid inden for en af vores velfærdsprofessioner.

Men jeg må desværre sande, at mine håb og forventninger ikke er blevet indfriet, snarere tværtimod. De beretninger, jeg har fået fra de unge, har samstemmende tegnet et billede af et arbejdsmarked, der ikke er gearet til at tage imod potentielle fremtidige kolleger.

En 19-årig, der pludselig finder sig selv omringet af en flok mellemtrinselever, der råber og skubber vedkommende, uden at der efterfølgende bliver fulgt op fra erfarne kolleger eller ledere. En 20-årig, der møder ind på et plejehjem – og efter to timer siger op, fordi vedkommende slet ikke var forberedt på de opgaver, der ventede, og ligesom frøen, der springer op af det kogende vand, straks mærker, at det ikke er et sundt sted at være.

Unge, der bliver kontaktet i deres fritid af kolleger, der lige vil høre status på en borger. Telefonopkald i de sene aftentimer fra desperate kolleger, der har behov for aflastning. Unge ufaglærte, der pludselig står som de mest medicinkyndige på en afdeling for mennesker med demens. Eller bliver bedt om at tage dobbeltvagter – hvilket vil sige fra kl. 7 til 22 – to dage i træk.

Oplevelserne taler ind i en større historie om, hvordan og hvorfor det er svært at rekruttere og fastholde sygeplejersker, pædagoger, bioanalytikere og andre velfærdsprofessionelle, både på uddannelserne og efterfølgende i jobs.

Som mor til to unge, der hver især netop er gået i gang med en videreuddannelse, har jeg hørt adskillige oplæg om, at vi skal vejlede vores børn til at udvide blikket, så det ikke kun er universitetsuddannelser, der tæller som attraktive – men også professions-og erhvervsuddannelserne.

Forældre til børn i grundskolerne bliver opfordret til at have samtaler med deres børn om mulighederne inden for professionsuddannelserne.

Studievejlederne i grundskolen og på ungdomsuddannelserne anspores til at fremhæve fortræffelighederne ved at kunne arbejde i tætte relationer med mennesker, der har behov for hjælp og støtte.

Hvis vi skal lykkes med at tiltrække flere unge til professions -eller erhvervsuddannelserne, er vi nødsaget til også at se på, hvordan vi tager imod de unge på deres fremtidige arbejdspladser.

På professionshøjskolerne taler vi om ‘ praksischok’ og om, hvordan vi kan forberede de unge på det. Men vi er ikke i kontakt med de unge, inden de søger ind.

Her må dagtilbuddene, skolerne, bostederne og plejehjemmene på banen og sikre en god oplevelse i mødet med praksis.

Fremtidens velfærdsprofessionelle bliver til tider omtalt som det nye guld – eller rettere en dyrebar sjældenhed. En prognose fra Damvad Analytics spår, at vi kommer til at mangle over 35.000 velfærdsprofessionelle allerede i 2030.

Det kalder på en fælles indsats i hele samfundet, hvor vi både vejleder de unge i forhold til valg af uddannelse, sikrer en god og tryg velkomst på arbejdsmarkedet, og styrker vores professionsuddannelser, så de får en god og kvalificeret introduktion til deres fremtidige arbejdsliv.