Gå til indhold
Laurits Rauer Nielsen

Kronik: Nyt ministerium skal sikre os bedre mod kriser og katastrofer

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad 11. april 2024. Af Laurits Rauer Nielsen, lektor på katastrofe og risikomanageruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

DE SENESTE ÅRS KRISER fra covid-19-pandemi over Ukrainekrigen og denne vinters stormfloder og snestorme har vist, at vores model for samfundsberedskab har sine begrænsninger.

Selvom vi har et meget effektivt redningsberedskab pr. krone, og selvom vi har gode principper for krisestyring, har vi også set, hvordan arbejdet med beredskab er smurt så tyndt ud, at det ikke er centralt for ret mange myndigheder.

Vores katastrofeberedskab har gennem tiden ligget i Statsministeriet, Justitsministeriet og Indenrigsministeriet, hvor det blev samlet i begyndelsen af 1990″erne.

For 20 år siden blev området så flyttet til Forsvarsministeriet ud fra en forestilling om logistiske stordriftsfordele, som ikke viste sig. Her har beredskabet haft en tilværelse som en meget lille opgave ved siden af ministeriets meget store militære hovedopgave. Det siger meget om, hvor lavt vi har prioriteret vores katastrofeberedskab.

Det skal et nyt ministerium for samfundssikkerhed ændre.

Muligheden for et ministerium for samfundssikkerhed bliver ofte nævnt og er en god idé, som jeg har argumenteret for i Kristeligt Dagblad. Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad det skal kunne, for at vi får et moderne og tidssvarende katastrofeberedskab. Mit bud er, at der er fire fokusområder: borgerinvolvering og lokal robusthed, effektivt dagligt beredskab, skalerbarhed i beredskabet og myndighedernes koordinering og samarbejde.

1
Borgerinvolvering og lokal robusthed.
Det består af to dele.
Først det borgerne gør selv, hjemme i deres egen husstand, og dernæst det borgerne gør sammen i lokalsamfundet for at hjælpe hinanden. Borgernes eget beredskab – prepping – fylder meget i den offentlige debat for tiden. Beredskabsforbundets kurser i kriseparathed har større søgning end længe, og der bliver talt meget om svenskernes husstandsomdelte brochure ‘Om krisen eller kriget kommer’. Men der er mere i det end borgernes evne til at blive hjemme under en coronanedlukning.

Værdien og nødvendigheden af den lokale robusthed blev meget tydelig under stormfloden i efterårsferien sidste år. Her kunne pressen bagefter berette om, hvordan borgerne i Roneklint havde sikret, at ingen var efterladt, da diget gav efter, og området blev oversvømmet op til tagskægget på sommerhusene. Myndighederne var travlt optaget andre steder.

Pointen er, at myndighedernes ressourcer altid vil være begrænsede, men lokal organisering og forberedelse af en fælles indsats over for kendte farer kan redde meget og mange.

Myndighedernes ressourcer til at støtte og hjælpe borgerne til at forberede sig er desværre stort set ikke eksisterende i dag.

Et nyt ministerium skal sikre målrettet professionel og specialiseret vejledning og støtte til borgernes opbygning af lokale beredskabsorganisationer. Det kan både være gennem kommunerne som de borgernære velfærdsmyndigheder og via civilsamfundsorganisationer som Beredskabsforbundet, Røde Kors og Dansk Folkehjælp. Civilsamfundsorganisationerne har løst opgaven tidligere i historien og har allerede eksisterende aktiviteter, der kan bygges på.

2
Effektivt dagligt beredskab.

Vores redningsberedskab er delt mellem staten (Beredskabsstyrelsen) og kommunerne (brandvæsenerne). For 10 år siden diskuterede vi den organisering med udgangspunkt i en sparedagsorden. Resultatet blev en uændret ansvarsfordeling og nogle nedskæringer, som meget hurtigt viste sig komplet urealistiske. Besparelserne blev heldigvis aldrig fuldt implementeret – men det kostede mange kræft er.

Flygtningekrisen, covid-19-pandemien og Ukrainekrigen har på flere måder vist, at staten har behov for sit eget redningsberedskab, ligesom kommunerne ønsker at beholde brandvæsenerne. Vi skal nok ikke gentage den gamle diskussion, men konstatere, at vi på mange måder har gavn af at have et civilt statsligt og kommunalt redningsberedskab, selvom opgavefordelingen selvfølgelig løbende skal finjusteres. Lande uden et statsligt redningsberedskab mangler simpelthen handlekraft i kriser.

Et nyt ministerium skal sikre en effektiv arbejdsdeling og ressourceudnyttelse gennem fælles overblik, uddannelse og øvelser og udvikle vores redningsberedskab med ny teknologi og mod nye trusselsbilleder, der følger af samfundets udvikling, klimaforandringer og den ændrede geopolitiske situation.

3
Skalerbarhed i beredskabet.
Én ulykke kommer sjældent alene, og man kan ikke planlægge, hvornår de indtræffer. Der er kort sagt ikke behov for det samme beredskab hele tiden, og det er ikke de samme ulykker, der sker hvert år. Derfor har vi brug for et skalerbart beredskab, hvor mange mennesker kan aktiveres og involveres med kort varsel.

Vi så værdien af det under covid-19-pandemien, hvor Beredskabsstyrelsens frivillige og genansatte værnepligtige udvidede den daglige styrke i støtten til blandt andre sundhedssektoren og fødevaremyndighederne. Frivillighed og værnepligt supplerer hinanden rigtig godt, og det er værd at bemærke, at værnepligten i Beredskabsstyrelsen i praksis er drevet af frivillighed – det er unge mennesker, der vælger at uddanne sig og deltage i udrykninger i ni måneder.

Frivillighed i beredskab er drevet af aktualitet, relevans og identifikation med krisens ofre. Derfor skal det professionelle katastrofeberedskab også have evnen til at involvere borgerne som frivillige, når krisen indtræffer og udvikler sig.
Som noget særligt i Danmark har vi frivillige direkte i myndighederne, men vi har, i modsætning til andre lande, en begrænset involvering af frivillige gennem civilsamfundsorganisationer.

Jeg har selv i de seneste år været med til at udvikle evnen til at involvere nye frivillige i beredskabsarbejde, når krisen er indtruffet. Noget, der blev praktiseret under covid- 19-pandemien og de ukrainske flygtninges ankomst, parallelt med udviklingsarbejdet.
Projektet var i regi af Røde Kors i samarbejde med flere beredskabsmyndigheder.

Et nyt ministerium skal udvikle skalerbarheden i vores beredskab, både med frivillige i myndighederne, som vi kender det, med krisens nye, spontane frivillige og ved en øget involvering af civilsamfundsorganisationerne. Her kan vi lære meget af vores nabolande. For eksempel taler man i Tyskland om, at der er over en million frivillige i katastrofeberedskabet – det svarer til op mod 100.000 frivillige i Danmark, altså mere end en tidobling af det aktuelle tal.

4
Myndighedernes koordinering og samarbejde.
Et af vores krisestyringsprincipper er sektoransvaret. Kort fortalt betyder det, at den myndighed, der har ansvaret for et område i hverdagen, også har ansvaret for området under kriser og katastrofer.

Det er umiddelbart fornuftigt, den, der ved bedst, har ansvaret. Det beredskabsansvar skal myndighederne selvfølgelig forberede sig på og lave planer for – men det er en svaghed, at der ikke er et samlet, centralt overblik over planerne og koordinering af gensidige afhængigheder i planerne.

Et nyt ministerium skal have ressourcerne til at rådgive, vejlede og føre tilsyn, sådan at myndighederne ikke bare planlægger for beredskab i deres egen sektor, men også koordinerer gensidige afhængigheder.

Vejledning, tilsyn og koordinerende ledelse er i dag delt mellem Beredskabsstyrelsen, Rigspolitiet og et krisestyringsprincip om samarbejde, som alle har ansvaret for. Det kan godt sættes i lidt mere faste rammer, og både Beredskabsstyrelsen og politiets koordinerende ledelse skal med ind i et nyt ministerium, også selvom politiet som sådan måske bliver i Justitsministeriet.

Ansvaret for og viljen til at samarbejde og koordinere beredskab med andre myndigheder må ikke (for)blive hjemløst, og derfor har vi brug for den opmærksomhed på området, som et selvstændigt ministerium vil give. Der er ulykker nok til alle, som man siger i faget, og vi skal forberede os på, at verden har ændret sig, så vi risikerer flere af slagsen i fremtiden.

Laurits Rauer Nielsen

Lektor

+45 51 38 06 03

Maj Juni

Kommunikationskonsulent

+45 41 89 81 45