Gå til indhold
En mandlig og en kvindelig studerende fra socialrådgiveruddannelsen diskuterer gruppearbejde

Københavns Professionshøjskole indfører professionsuddannelse i tidlig indsats

Fremtidens pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og sundhedsplejersker skal kunne specialisere sig i en tværfaglig uddannelse med fokus på de yngste børn

De første år af et barn liv er helt afgørende for barnets videre udvikling og trivsel. Derfor lancerer Københavns Professionshøjskole i år en ny professionsuddannelse i netop tidlig indsats, som målrettes pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og sundhedsplejersker.

”Vi har valgt at målrette uddannelsen til netop disse fire professioner, da de er det yderste og afgørende led i velfærdssamfundets støtte til de små børn. Stort set alle gravide og nyfødte har tæt kontakt til jordemoder og sundhedsplejerske. De allerfleste børn har en dagligdag med pædagoger i daginstitutionen, og socialrådgiverne har tæt kontakt til udsatte børn og deres familier. Derfor er jeg også utrolig glad og stolt over den store søgning, der har været til uddannelsen, her hvor den udbydes for første gang”, forklarer dekan Annegrete Juul fra det pædagogiske og samfundsfaglige fakultet ved Københavns Professionshøjskole.

Alle kommende studerende på pædagog, socialrådgiver og jordemoderuddannelsen har i forlængelse af deres optagelse på KP haft mulighed for at deltage i et online informationsmøde om uddannelsen og tilmelde sig profiluddannelsen.

På både socialrådgiver og pædagoguddannelsen har det resulteret i, at langt flere kommende studerende har ønsket at starte på uddannelsen, end der har været pladser. De studerende starter nemlig på forløbet om tidlig indsats allerede fra 1. semester og vil fra start modtage en del af deres undervisning på tværs af fagprofessionerne. Det betyder at de kommende pædagoger, socialrådgivere, jordemødre og sundhedsplejersker allerede under studietiden lærer at arbejde tæt sammen.

Studerende skal være rollemodeller
Børneområdet er kommet højt på den politiske dagsorden de seneste år, og flere eksperter er begyndt at få øjnene op for alle de muligheder, der er ved den tidlige indsats. Institutchef og daglig leder af uddannelsen Helle Rode Johansen forventer, at dimittenderne vil blive eftertragtet, og at de vil medvirke til at tidlig indsats for alvor kommer på dagsordenen – ikke mindst i daginstitutionerne.

”I sidste ende er målet jo, at børn og familier skal opleve en mere helhedsorienteret støtte. Ikke mindst hos de udsatte børn, hvor man netop med en tidlig indsats kan være med til at bryde den chanceulighed, der fortsat præger dagtilbud og skoler i Danmark. Vores ambition er at uddanne dygtige fagprofessionelle med viden, færdigheder og kompetencer, som kan være rollemodeller i det tværgående samarbejde”.

Helle Rode Johansen
Helle Rode Johansen, chef for Institut for Socialrådgiveruddannelse, Københavns Professionshøjskole

Ud over fælles undervisning er det også meningen, at de studerende skal i praktik i den samme kommune i hovedstadsområdet, så de kan fortsætte det tværfaglige samarbejde. Senere vil der f.eks. være fælles feltbesøg og ”outro-program” med fokus på dimittendernes overgang til arbejdsmarkedet.

Københavns Professionshøjskole har allerede lavet samarbejdsaftaler med f.eks. Københavns Kommune og Mødrehjælpen, Derudover vil Københavns Professionshøjskole også gerne samarbejde med eksterne fonde, der har lyst til at støtte projektet. Hos Mødrehjælpen ser vicedirektør Trine Schaldemose frem til at følge projektet.

”En styrket tværfaglighed vil have en direkte, positiv betydning for rigtig mange af de børnefamilier, vi møder i Mødrehjælpen. Vores velfærdssamfund er komplekst, og det kan opleves som både forvirrende og fremmedgørende at skulle navigere på tværs af sektorer og siloer for familier i krise. Derfor er vi glade for at være en del af samarbejde med Københavns Professionshøjskole og Københavns Kommune. Det giver os en unik mulighed for at støtte op om de vigtige velfærdsuddannelser og de studerendes kompetencer, når det gælder den helhedsorienterede indsats,” siger Trine Schaldemose, vicedirektør i Mødrehjælpen.

Der er studiestart for det første tværprofessionelle hold i tidlig indsats den 2. september 2021.

For yderligere oplysninger:

Annegrete Juul, dekan for det pædagogiske og samfundsfaglige fakultet, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 51 63 24 84

Trine Schaldemose, vicedirektør i Mødrehjælpen, tlf.: 31 18 42 15

Michael Duus Andersen, pressechef, Københavns Professionshøjskole, tlf.: 23 44 53 83

Læs mere om det tværprofessionelt forløb for jordemødre, pædagoger, socialrådgivere og sundhedsplejersker