Gå til indhold

Information om coronavirus

Rektor Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole

Hovedstadens rekrutteringsudfordringer kræver nytænkning på uddannelsesområdet

Kronik i Altinget den 4. september 2020 af Stefan Hermann, rektor for Københavns Professionshøjskole, Steen Christiansen, formand KKR Hovedstaden, borgmester Albertslund og Karsten Søndergaard, næstformand KKR Hovedstaden, borgmester i Egedal.

I en tid med stigende ledighed på grund af coronakrisen så er situationen faktisk en ganske anden for dimittenderne fra Københavns Professionshøjskole. De kom denne sommer ud til en virkelighed, hvor der er noget nær fast job til alle. Lige fra folkeskolelærer og sygeplejersker til laboranter, bioanalytikere og pædagoger. Københavns Kommune har f.eks. netop søsat en større kampagne for at rekruttere flere pædagoger – med god grund. Mange nyuddannede pædagoger har nemlig allerede skrevet under på en ansættelseskontrakt, inden de får eksamensbeviset i hånden. De seneste tal viser, at ni ud af ti nyuddannede pædagoger er i job, inden der er gået tre måneder.

Det kunne jo være en opløftende historie om jobfest for de nye dimittender, men der er ridser i lakken. For bag den store jobsikkerhed gemmer sig nemlig store rekrutteringsudfordringer i hovedstadsområdet, når det handler om de bærende professioner som f.eks. pædagog, lærer og sygeplejerske. Med genopslag på genopslag i flere kommuner – og en stor andel af ansatte i stillingerne, der desværre ikke har uddannelsen med i bagagen.

Skuer man lidt i horisonten er der dystre udsigter i hovedstadsregionen. Der venter nemlig mange flere opgaver på velfærdsområdet, men der er færre ansatte til at løse dem. På børneområdet forventes antallet af børn i alderen 0-6 år at stige med 18 procent over de kommende 10 år. Det sker i øvrigt samtidig med, at regeringen har vedtaget at indføre minimumsnormeringer gradvist frem mod 2025. Tiltrækning af pædagoger, der bl.a. skal sprogstimulere små børn, fra andre lande, forekommer ikke som en attraktiv mulighed.

På ældreområdet ventes der 59 procent flere borgere over 80 år frem mod 2030. Her skal man selvfølgelig huske på, at flere ældre i fremtiden er mere friske og selvhjulpne, men når man rammer de 80 år, så vil rigtig mange ældre altså få brug for hjælp og støtte. Både i form af hjemmehjælp, indlæggelser og genoptræning.

Hvis man samtidig ser på fødekæden til velfærdsuddannelserne, så er der grund til at være bekymret. For i 2030 vil der blot være tre procent flere 17-årige indbyggere i hovedstadsområdet i forhold til i dag. Tallet dækker endda over, at flere kommuner vil opleve en tilbagegang. Rekrutteringsgrundlaget til velfærdsuddannelserne stiger altså langt fra i samme tempo som antallet af opgaver. Samtidig hører vi fra nogle af de studerende, at der i det almene gymnasium mange steder ses ned på deres valg af fx lærer- eller pædagoguddannelse. Er gymnasiet blevet mere universitetsforberedende end studieforberedende kunne man spørge, og bør det rette sig mere mod professionsuddannelser end i dag?

Vi er derfor nødt til at sadle om – og tænke nyt – for også i fremtiden at kunne uddanne de professionelle, som udgør i rygraden i vores samfundskontrakt – at høj skat ledsages af en ydelser med høj kvalitet. Et første nødvendigt greb er at hæve kvaliteten i professionsuddannelserne, men det kræver selvfølgelig, at politikerne er klar til at lave en langsigtet investeringsplan. Regeringen har allerede taget nogle vigtige skridt ved at investere 127 millioner kroner i pædagoguddannelsen. Der er ligeledes investeret 44 millioner kroner i sygeplejerskeuddannelsen for at sikre en bedre overgang mellem teori og praksis. Så vi er i gang med vigtige midlertidige bevillinger – men politikerne skal turde tænke mindst 10 år frem.

Bedre kvalitet på uddannelserne vil ikke bare sikre, at vi i sidste ende uddanner dygtigere pædagoger, lærere, bioanalytikere og sygeplejersker. Bedre kvalitet vil også tiltrække stærkere studerende til uddannelserne, som kan være med til at hæve det faglige niveau i hverdagen. København er jo Danmarks klart største studieby, så Københavns Professionshøjskoles 22 professionsuddannelser er i hård konkurrence med f.eks. CBS, Københavns Universitet og DTU om at få fat i de studerende.

Mange studerende har da også tidligere været indskrevet på universitet – på læreruddannelsen er det ca. hver fjerde lærerstuderende. Men vi vil jo gerne have fat i de studerende i første hug, så de vælger professionsuddannelserne til fra start. De seneste tal viser, at der er 5.500 ledige akademikere i Københavns Kommune. En analyse fra kommunen viser i øvrigt, at hver femte dimittend fra de lange videregående uddannelser har været ledig mindst seks måneder et år efter endt uddannelse. Der er altså et stort potentiale, som endnu ikke er forløst.

Samtidig er det helt afgørende, at vi ikke udelukkende fokuserer på tiden på campus. Sygeplejerskestuderende bruger 40 procent af studietiden i praktik. For de pædagogstuderende er tallet 35 procent. KKR Hovedstaden (de 29 hovedstadskommuner) og Københavns Professionshøjskole samarbejder tæt om at give de studerende det bedst mulige uddannelsesforløb. Jo bedre praktik, jo nemmere er det også for praktikstederne efterfølgende at rekruttere færdige dimittender. Derfor samarbejder vi aktuelt om at sikre gode introforløb og bedre evaluering af praktikforløb i kommunerne. På sundhedsområdet afprøver vi bl.a. supplerende læringsmiljøer som en hjælp til at aflaste praktiksteder og forberede de studerende bedst muligt på det ansvarschok, som en del studerende oplever.

I kommunerne er der bred opbakning til at prioritere uddannelsesopgaven og finde fælles løsninger, der kan sikre den fremadrettede rekruttering til velfærdsområderne. Realiteten er dog, at kapaciteten i mange hovedstadskommuner er spændt til bristepunktet i forhold til kunne give de studerende et ordentlig forløb. Det kan vi ikke være bekendt. Hvis vi skal lykkes med uddannelsesopgaven, er der derfor brug for, at regeringen sikrer en ordentlig finansiering af uddannelserne, og også tilfører midler til uddannelsesopgaven i kommunerne. Og erkender, at vi aktuelt har en udfordring i hovedstaden, som kræver nytænkning, en stærkere profil og et tæt samarbejde mellem alle de centrale aktører på området. Her ønsker vi også at række hånden ud til de faglige organisationer og gå i tæt dialog omkring, hvordan vi i fællesskab kan fortælle om velfærdens professioner og uddannelser og gøre dem til et attraktivt førstevalg for flere unge.

Københavns Professionshøjskole har indgået en samarbejdsaftale med voksenuddannelsescentrene (VUC) i Hovedstaden for at skaffe flere pædagoger, lærere og sygeplejersker. Med flere såkaldte ”enkeltfagspakker” som er målrettet de enkelte velfærdsprofessioner. Så det bliver lettere for motiverede voksne at lave et sporskifte i deres arbejdsliv.

Men der er brug for at ryste posen endnu mere – også fra politisk hold. Der skal skabes bedre rammer for at tage en såkaldt merituddannelse indenfor lærer-og pædagogfaget. Reglerne skal lempes, og der skal overvejes løn under uddannelse, som kan få flere til at tage springet. Det kan være den ledige akademiker med interesse for børn, udsatte eller skole. Det kan være pædagogmedhjælperen, eller en ledig faglært. Og så skal vi som samfund være med til at skabe en ny fortælling om uddannelse – hvor man ikke kun taler om, hvad man selv kan blive. Men også hvem man kan være for andre. Det er kun blevet endnu vigtigere her under coronakrisen. Og vi står altså med en særlig udfordring i hovedstadsområdet, som skal tages alvorligt i tide. Først skridt er, at vi selv knytter os stærkere til hinanden blandt hovedstadsregionens aktører, og her er vi godt på vej, men ikke i mål.

Handler vi ikke i tide, kan det ikke mærkes i morgen, men det vil langsomt men sikkert udhule kvaliteten i velfærden. Det er ikke et kvalitetsfald, der vil opleves som et øksehug, men derimod stille som den skridtvise, stabile forringelse. The boiling frog-syndromet.