Fra kold til kompleks krig

Tekst: Maj Juni

Da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar i 2021 var magtbalancen i det internationale system allerede godt i gang med at forskubbe sig. Så selvom det måske godt kunne føles som om, vi vågnede op til en ny virkelighed ved lyden af bombeslag i nyhedsmedierne, var verdensordenen allerede i bevægelse. Og den verden, vi havde før Ukrainekrigen, kommer ikke ikke tilbage, lyder vurderingen fra Camilla Nørup Sørensen, som er ekspert i sikkerhedspolitik med fokus på Kina som stormagtsaktør.

Ukrainekrigen har accelereret nogle udviklinger, som har været i gang længe. Den har været et wake up call for især europæerne, som længe enten ikke har kunnet eller har villet se, hvad der var på vej. Men nu ser vi et Europa, hvor adskillige lande begynder at styrke deres forsvarsbudgetter og tænke forsvar på en ny måde,” siger Camilla Nørup Sørensen og peger som eksempel på, at danskerne i kølvandet på Ukrainekrigen stemte for for at fjerne det forsvarsforbehold, som afholdt os fra at deltage i EU’s forsvarsarbejde.

Men hvad er det, der har ændret sig?

“I helt store træk er det sådan, at vi siden den kolde krig sluttede har haft én dominerende stormagt i det internationale system. USA og vesten har ret egenrådigt sat de spilleregler, det internationale system er organiseret efter. Og det er det, der har ændret sig, især fordi Kina i stigende grad bliver en stormagt,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Ingen lige modstander til USA

Sætter man det lange lys på historisk, er det ikke så overraskende, at verdensordenen har mere end én dominerende stormagt. Den balance og verdensfred, der har været siden den kolde krigs afslutning, er mere en undtagelse end reglen, siger Camilla Nørup Sørensen.

“Der har selvfølgelig været krige, men der har ikke været krig mellem to stormagter. USA har været involveret i en række krige siden afslutningen af den kolde krig, i Afghanistan og i Irak, ligesom der har været mange krige i Afrika og andre lande. Vi har også haft krigen i Jugoslavien, som til en vis grad havde Vesten og USA på den ene side og Rusland på den anden. Men der var aldrig risiko for, at det kunne ende med en krig mellem to stormagter. Det er på ingen måde for at negligere, de krige vi har haft i verden, og de stor tab og omkostninger, de har haft. De har bare ikke haft voldsomme effekter for det internationale system, fordi der ikke har været en ligeværdig modstander til USA før nu, hvor Kina er blevet en stormagt, og USA retter deres sikkerheds- og forsvarspolitik mod at håndtere Kina,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Med et forsimplet billede kan man sige, at vi har haft nogle årtier uden et reelt stormagtsspil. Men nu er der gang i brikkerne igen.

“De regler, det internationale system er bygget på, er primært formuleret og håndhævet af Vesten. Sådan har det været siden den kolde krigs afslutning, men det begynder også at ændre sig. Nu vil de andre stormagter også have indflydelse på reglerne. Det gælder særligt Kina, men også lande som Indien og Indonesien begynder at have en indflydelse,” fortæller Camilla Nørup Sørensen og tilføjer, at det ikke så meget er formuleringen af de internationale spilleregler som håndhævelsen af dem, der kan føre til uenighed.

Spørgsmålet bliver, hvad der går imod reglerne, og der ser vi en stigende protest imod, at Vesten skal bestemme: Hvorfor var Ruslands invasion af Ukraine så klart et brud på suverænitetsprincippet, når USA’s krig i Irak ikke var? Det er ikke fordi, de diskussioner ikke har været der før, men nu kommer de op på et højere niveau

Det er fx blevet sværere at opnå enighed i FN og i FN’s Sikkerhedsråd, og det betyder, at systemet bliver mere usikkert, pointerer hun.

Europa på egne ben

Men hvad kommer der så til at ske med verden?

“Selv om vi får en fredsaftale i Ukraine, kommer vi ikke tilbage til ‘business as usual’. Der er en omvæltning i gang, som får meget store konsekvenser. Vi kommer ikke til på samme måde at involvere os i krige i Afrika og Mellemøsten, hvor vores kerneinteresser ikke er på spil. De krige, vi kommer til at være med i, er nogle, hvor vores egne nationale og særlige de amerikanske interesser er på spil,” vurderer Camilla Nørup Sørensen.

Det er altså konkurrencen mellem de store magter, der i stigende grad kommer til at være den overordnede ramme for international økonomi, politik og sikkerhedspolitik fremover.

“Og så er der Rusland ved siden af, og et Rusland-Kina-samarbejde, man ikke ved hvor er på vej hen. Det er langsomt ved at gå op for os, at USA ser Rusland som et europæisk problem. Lige nu hjælper de os med at håndtere Rusland i forhold til Ukraine, men den gældende opfattelse i Washington er, at hvis USA skal have en chance mod Kina, er de nødt til at flytte både fokus og mere militær mod Asien,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Hvor efterlader det os så i Europa?

“Det er det helt store spørgsmål. Der er meldt ud fra adskillige lande, at nu skal de til at bruge de to procent af deres BNP til forsvar, som de længe forpligtet sig til gennem NATO – men ikke har gjort. Desuden er der også, ledt an af Frankrig, diskussioner i EU om fælles forsvarspolitik og militær. I NATO diskuterer man, om der skal være en europæisk og en amerikansk søjle. Det er svært at sige, hvordan den kommer til at se ud, men vi kommer helt sikkert til at få en anden sikkerhedsorden i Europa,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Hun vurderer, at den store udfordring i Europa bliver at opnå enighed – og Brexit er et eksempel på, at den høje samarbejdsevne, der ellers har kendetegnet Europa længe, ikke er en selvfølge.

“Rent ressourcemæssigt er Europa stærkt. Vi har meget at komme med økonomisk – og vi er dem, der i høj grad har kunne sætte standarder og regler for en masse udviklinger og har udviklet nye teknologier. Men det bliver afgørende for Europas rolle fremadrettet, om vi formår at stå sammen,” siger Camilla Nørup Sørensen og peger på, at et led i det også er spørgsmålet om, hvilke og hvor mange penge, der skal bruges på forsvar.

Hidtil har det primært været USA, der betalte i Nato. Det kommer ikke til at fortsætte

Krig er mange ting i dag

Den nye verdensorden er altså både uforudsigelig og usikker – og dertil kommer, at krig, som vi kendte det engang, også er et langt mere komplekst begreb end tidligere. For selv om vi ikke behøver frygte, at der pludselig kommer russiske tanks rullende ind over danske grænser, er krigen allerede nærværende i en lang række spørgsmål.

“Der er flere og flere emner, der bliver sikkerhedspolitik. Må man fx samarbejde med kinesiske forskere? Må man lave et rumprogram med russerne? Der er virkelig mange spørgsmål, som skal diskuteres i en helt ny sikkerhedspolitisk ramme, og derfor er vi også ramt af en enorm sikkerhedsliggørelse,” forklarer Camilla Nørup Sørensen.

Hun pointerer også, at krig i dag både bliver ført på slagmarken og på hjemmebanen i alle hjørner af samfundet. Det handler om den kritiske infrastruktur, om forsyningssikkerhed. Og om, hvordan man skaber stærke samfund, der kan stå imod fjendtlige forsøg på at underminere demokratiet.

“Vi vil blive ved at se det, vi kan kalde ‘gammel krig’, men krig i dag er også hybridkrig og cyberkrig  Derfor bliver det i stigende grad vigtigt, at vi som samfund kan stå imod fjendtlige staters forsøg på at underminere vores demokrati med fake news og konspirationsteorier. I lande med polarisering og splittelser, er det nemmere for konspirationsteorierne at få frit løb,” siger Camilla Nørup Sørensen og tilføjer, at selv om hybridkrig ikke er noget nyt i sig selv – propaganda har altid været en del af krig – har det ændret sig i omfang og betydning.

“Det handler meget om at udnytte demokratiets svage punkter til at underminere tilliden til det politiske system, til vores domstole og hele måden systemet er bygget op på,” forklarer hun.

Et eksempel kan være en demokratisk værdi som ytringsfrihed. Hvad gør vi i en situation, hvor vi bliver udsat for misinformation – går vi på kompromis med ytringsfriheden? Fx har Ukraine forbudt prorussisk litteratur i en årrække.

“Kernen i metoden er, at fjenden egentlig går ind og bruger vores egne midler, fx ytringsfrihed eller retten til at organiseres og forsamles, imod os, sådan at det er svært at håndtere uden at gå på kompromis med vores værdier,” forklarer Camilla Nørup Sørensen.

Mens den gammeldags krig med støvletramp og flyvere i natten med meget lidt sandsynlighed igen bliver en del af en dansk hverdag, er både sikkerhedsliggørelsen og den hybride krigsførelse allerede konsekvenser af krig, vi må forholde os til i hverdagen.

“Det er ikke kommet fra den ene dag til den anden, men det er blevet tydelige for os efter Ukrainekrigen. Og den tiltagende uforudsigelighed og usikkerhed øger behovet for, at en småstat som Danmark samarbejder med andre lande – også udover USA. Det øger også behovet for, at vi opbygger vores egen viden og egne kompetencer,” siger Camilla Nørup Sørensen.

Det, hun efterlyser, er konkret mennesker, der taler sproget og har en indsigt i sikkerhedspolitik i de lande, der kommer til at spille en afgørende rolle fremover.

“Der er fx meget få mennesker i Danmark, der har fokus på Kinas sikkerhedspolitik, har været i landet eller taler sproget. Vi er lidt bedre kørende i Rusland, fordi vi har eksperter tilbage fra den kolde krig, men ellers er det det samme. Og pointen er, at vi har brug for viden og kompetencer, brug for at kende kulturen og historien i andre lande og brug for at være til stede til. USA er udfordret og har snævert fokus på egne nationale interesser, som ikke altid vil være sammenfaldende med vores. Alt det betyder, at vi skal stå mere på egne ben i Europa. Spørgsmålet er, om vi er klar på det?”