Forskere skal undersøge rømning blandt anbragte unge

Ensomhed. Savn efter venner og familie. Kedsomhed. Det er nogle af de forklaringer, anbragte unge kommer med, når de skal svare på, hvorfor de rømmer fra en anbringelse på en døgninstitution eller et opholdssted. Spørger man anbringelsesstederne, peger de ofte på besvær med at indordne sig under regler eller de unges misbrugsproblematikker som forklaringen.

Men hvad der egentlig er på spil, når 10 procent af de anbragte unge i Danmark rømmer fra en anbringelse, mangler stadig at blive belyst i dybere kvalitative undersøgelser, lød det fra Vive i en rapport om rømning fra anbringelsessteder fra 2022.

Det skal forsker og docent Ann-Karina Henriksen fra Københavns Professionshøjskole gøre noget ved i et nyt projekt, der er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond. Projektet har fået titlen Running away from residential care (RARC).

”Vi lægger ud med at se på, hvad det er for regler og relationer på døgninstitutionerne, der kan få de unge til at løbe væk – og hvad, der får dem til at blive,” fortæller Ann-Karina Henriksen.

Hun skal lede projektet, der også skal undersøge både unges eget og deres sagsbehandleres perspektiv på og erfaringer med rømning.

Fra få timer til flere uger

Der er ikke lavet en fast definition på, hvornår et ungt menneske er rømmet fra en anbringelse. Det kan variere fra, at de er væk i nogle timer til dage eller uger uden kontakt til professionelle eller forældre.

Jo længere tid, de er rømmet, jo større er risikoen for, at de havner i nogle situationer, som er farlige for dem. Det kan være øget risiko for at havne i kriminalitet eller gråzoneprostitution eller blive udsat for seksuelle overgreb. Det forstærker deres udsathed, jo længere tid de er væk, og det bliver et afbræk i det, man forsøger at opnå med en anbringelse – altså at skabe trivsel, kontinuitet, behandling og stabilitet

Der er omkring 12.000 anbragte unge i Danmark, og mens to ud af tre af dem er i en plejefamilie, er resten på døgninstitutioner eller opholdssteder. Det er typisk de lidt ældre unge fra 12-13 års-alderen og frem med mere komplekse problemstillinger.

Forskerne skal i samarbejde med Landsorganisationen for sociale tilbud (LOS) udvælge de institutioner, der skal deltage i projektet. Her vil det være oplagt både at inddrage steder, der har mange rømninger – og steder, der har arbejdet med problematikken og fundet nogle brugbare løsninger, fortæller Ann-Karina Henriksen.

”De undersøgelser, vi kender til allerede, siger ret tydeligt, at de unge faktisk ikke bare løber fra noget – de løber også til noget. De løber fx for at blive en del af et fællesskab. Som der var en ung, der sagde: ’jeg vil jo bare gerne være et sted, hvor jeg er elsket’. Og det giver rigtig god mening at have det perspektiv med. Når de unge rømmer, er det faktisk er et svar på en reel udfordring, de oplever i deres anbringelse – og ikke bare små hverdagsproblemer,” pointerer Ann-Karina Henriksen.

Hjælp fra ungeforskere

Forskerne skal også samarbejde med organisationen De Anbragtes Vilkår (DAV), som har et korps af ungeforskere af tidligere anbragte børn og unge. Nogle af dem har måske selv været anbragt på et opholdssted og har erfaringer, der kan være en styrke i arbejdet med at opbygge relationer til de anbragte unge og indsamle viden til projektet.

Fra andre undersøgelser ved vi, at de unge, der rømmer, ofte har være dårligt inddraget i beslutningsprocessen og matchningen af, hvor de skulle anbringes. Det er vigtigt for os, at vi kommer rigtig tæt på og får et nuanceret billede af de anbragte unges eget perspektiv i projektet, fordi det kan være med til at give en forebyggende viden både hos socialrådgiverne og opholdsstederne

For de umiddelbare forklaringer om, at de unge stikker af, fordi de har et misbrug eller ikke vil følge reglerne, og at det er forventeligt, holder ikke helt stik.

”Der er også rigtig mange af dem, som gerne vil være anbragt, men som bare ikke vil være anbragt der, hvor de er blevet anbragt. Halvdelen af de danske døgninstitutioner siger også i undersøgelser, at de ikke har et problem med rømning. Men hvad er det, der gør, at den anden halvdel har? Er det rammerne og den pædagogiske praksis, der gør det svært for de unge at være der, eller er det et spørgsmål om den målgruppe, de modtager,” siger Ann-Karina Henriksen.

Oppe mod mistillid

Fra sin tidligere forskning har Ann-Karina Henriksen en klar formodning om, at det både kan virke forebyggende på rømningen og øge de anbragte unges trivsel, hvis de i højere grad bliver inddraget i dialogen om, hvad der skal til for at de får det godt.

”De unge kan være pressede over en beslutning eller anbringelsen, og nogle af dem mister tilliden til, at de voksne omkring dem kan hjælpe. Så søger de deres egne løsninger på at få det bedre. Det kan fx være at løbe væk og tage hen til en kæreste eller nogle venner nogle dage ad gangen. Typisk bor de lidt på må og få, indtil de på et tidspunkt bliver fundet,” fortæller Ann-Karina Henriksen og tilføjer, at det også et en øget opmærksomhed på midlertidig hjemløshed hos børn og unge, der er baggrunden for projektet.

”Da Danmark fik sit første krisecenter for børn og unge i Joannahuset i 2020, fik vi også en indblik i, at der var en del børn og unge, der opsøgte hjælp, som faktisk allerede var anbragt. De har været med til at sætte fokus på de børn og unge, som har svært ved at finde sig til rette i de tilbud, vi giver dem. Og det har de af alle mulige grunde,” siger Ann-Karina Henriksen, der i sit møde med de unge ofte oplever, at de meget gerne vil have hjælpen – men har en stor mistillid til, at systemet eller voksne kan hjælpe dem.

Vi kan bedre forebygge rømninger, hvis vi ved mere om de unges støttebehov og ved, hvor det er, de ikke føler sig mødt af systemet og deres rådgivere eller andre professionelle. Vi har brug for at snakke med de unge, men det er ikke nemt at komme til. Det er en målgruppe, som kræver nogle helt særlige tilgange og tålmodighed. Og vedholdenhed