Du kan sagtens blive en fremragende pædagog, selv om du har 12 i snit

Som tallene ser ud nu, er der simpelthen ikke nok uddannede pædagoger i fremtiden. Fordi pædagoguddannelsen står i skyggen af mere prestigefyldte uddannelser, når unge skal vælge deres fremtid.

I kampen om minimumsnormeringer, pædagogisk kvalitet og stærk faglighed i vores daginstitutioner må vi i disse dage overveje, om der skal erkendes et nederlag.

Pædagoguddannelsen mangler ansøgere.

»Det er ikke, hvad du vil være, men hvem du vil være det for,« var budskabet fra Københavns Professionshøjskole i starten af 2020, som med disse ord understregede, at man med sit valg af uddannelse kan gøre en reel forskel for andre mennesker. Men trods denne kampagne er ansøgertallet til pædagoguddannelsen fortsat nedadgående.

Det bekymrer særligt Bupl, som længe har understreget det stigende og akutte behov for uddannet pædagogisk personale i daginstitutionerne de kommende år. I debatten om minimumsnormeringer, hvor børnene primært skal kunne møde uddannet pædagogisk personale i deres dagligdag, ser det lige nu helt usandsynligt ud, at samfundet skulle kunne imødekomme dette. Der er simpelthen ikke nok uddannede pædagoger til rådighed i fremtiden.

Man kan undre sig over denne drastiske nedgang i ansøgertallet, som skaber en stigende bekymring for, hvilke konsekvenser det kan have for den pædagogiske kvalitet fremover. Uddannede pædagoger i vores dagtilbud kræver, at unge igen begynder at tilvælge pædagoguddannelsen.

Overvejelser om videregående uddannelse har selvsagt mange nuancer. For mange afhænger det valg dog udelukkende af karaktergennemsnittet og de forventninger, venner og familie har til den uddannelsessøgende: Er det, jeg vælger, godt nok? For nylig udtalte en debattør til Information, at uddannelsesvalg er stærkt præget af uddannelsessnobberi.

At lavt rangerede uddannelser ikke aktivt bliver tilvalgt, da de ikke modtager samme hyldest og anerkendelse fra samfundet.

Uddannelsesvalget er altså ikke længere den enkeltes valg – det er et valg, der er styret af udefrakommende forventninger og et pres, som tillægges den unges overvejelser.

Man kunne i den forbindelse forestille sig, at den unge i dag i højere grad agerer ud fra en herskende samfundsnorm, som fortæller dem, at de skal sigte efter prestigefyldte uddannelser, som samfundet tilkender en særlig værdi.

” At spilde sit snit” er blevet udtalt meget i uddannelsesdebatten, i forhold til at de unge oplever, at de helst skal bruge deres snit til noget og derfor vælger bl. a. pædagog-og læreruddannelsen fra.

Det flotte snit skal altså ikke gå til spilde, og det mener mange unge desværre, at man gør ved at vælge en uddannelse, som ikke kræver et højt karaktergennemsnit.

Tallet kan således se ud til at tælle før mennesket, og karaktergennemsnittet skal lede vejen.

Men hvilke overvejelser, værdier og mål går tabt hos den studerende med det bragende tocifrede potentiale, hvis karaktergennemsnittet i sig selv skal styre, hvilken vej man vælger at følge?

Kunne denne studerende ikke blive en fremragende vuggestuepædagog, en innovativ børnehaveleder eller en inspirerende rollemodel for unge i fritidsklubben? Fortjener den studerende ikke at have lov til at lade tallene ligge et øjeblik og dykke ned i det menneskelige? Herunder de reelle og vigtige refleksioner som: Hvad vil jeg egentlig med mit liv? Hvad brænder jeg for? Hvor i samfundet kan jeg særligt bidrage? Hvem vil jeg være noget for?

Refleksioner uden tal, uden styring og uden pres. Ville valget så blive anderledes?

Problemet er, at selvreflektion efterhånden er blevet en luksus.

Især når det kommer til, hvad man som ung vil med sit liv. Det skal gå hurtigt, og vi skal træffe “de rigtige” beslutninger – men baseret på hvad? Hvis en ung med et snit på 11,0 vælger at læse til pædagog, opstår automatisk en undren: Hvorfor vælger du det, når du kan vælge noget bedre?

Vi lever i et samfund, som har en tendens til socialt at rangliste, hvilke job og hvilke stillinger der er vigtige at gå efter. Pædagog er ikke en af dem, og det er en skam – for vi har brug for uddannede pædagoger mere end nogensinde før.

De unges vigtige overvejelser om uddannelsesvalg kan drukne i tal og udefrakommende forventninger til, hvad man burde bruge sit snit til. Her kan man som helt ung risikere at miste følingen for, hvad man virkelig kan og vil. Vigtige potentialer mistes – potentialer, som samfundet i den grad har brug for.

Derfor er det vigtigt, at de unge uddannelsessøgende skal have plads og frihed til at lade passion og interesse brænde igennem og vælge den uddannelsesretning, som de føler passer til dem.

Der findes mange uddannelser, som lider under denne problematik.

Dog vælger jeg at fremhæve pædagoguddannelsen. Hvorfor gør jeg det? Det gør jeg, fordi vi snart står med akut pædagogmangel landet over. Børn, unge og voksne vil mangle rollemodeller og omsorgsgivere i deres institutionsliv.

Forældre vil savne kvalificeret uddannet personale i dagtilbud og skoler. Pædagoger vil hungre efter kolleger i samarbejdet om hverdagens opgaver.

Alt i alt vil vi stå i en katastrofal situation inden for den nærmeste fremtid, hvis udviklingen fortsætter som nu.

Det skal vi gøre op med, da pædagoguddannelsen er en uddannelse, som på utrolig mange måder er med til at danne og udvikle individer, som kan og vil gøre en stor forskel for andre mennesker.

At blive pædagog – hvad kræver det? Hvad kræver det egentlig at skulle uddanne sig til at forstå komplekse sammenhænge, håndtere vanskelige dilemmaer og samtidig formå at værdsætte alle de små øjeblikke i børns, unges og voksnes liv? Kan vi sætte et tal på, hvad alt det kræver? Et gennemsnit? Man kunne fortsætte med at remse op af alle de kompetencer, en kommende pædagog skal kunne tilegne sig. Relations-, kommunikations-og samarbejdskompetencer.

Rummelighed, åbenhed og tolerance.

Overskud, overblik og fleksibilitet. At være handlingsorienteret, problemløsende og mæglende.

Kompetencer, som egentlig leder mine tanker direkte videre til en vaskeægte superhelt, som skal have et helt exceptionelt overblik over flere forskellige situationer, og som altid skal vide, hvornår der skal gribes ind.

Alle disse færdigheder kan ikke måles ud fra et karaktergennemsnit og skal ikke underlægges uddannelsessnobberi.

Engagement og passion er et selvskrevet adgangskrav, når man gerne vil læse til pædagog, og dette kan man (og skal man) være stolt af. Det kræver lyst og stærk vilje at gøre en forskel for andre mennesker. Adgangskravet til pædagoguddannelsen er et exceptionelt højt snit i menneskelig karakter.

Det leder mine tanker videre til, at potentialet til at blive pædagog måske ikke ligger i tallene, men i mennesket. Hellere “spilde et snit” end at miste en potentiel superhelt.

Pædagoguddannelsen, mener jeg, kræver et tårnhøjt karaktergennemsnit – hvis altså menneskelig karakter skulle tælle. For her handler det om at være noget for nogen. Og det vil aldrig være spild.

Når det kommer til uddannelsesvalg, skal vi opfordre de unge til at følge deres mavefornemmelse og ikke lade sig præge af andres forventninger og fordomme om det, de selv mener er spændende og interessant.

Man skal holde fast i det, man brænder for – uanset hvad det er, og hvilken uddannelse man ønsker at vælge.

Det kræver mod at gøre op med uddannelsessnobberiet og uddanne sig til noget, som man måske ikke møder den store opbakning til.

Det kræver mod at lytte til sig selv, og hvad man ønsker at udvikle.

Det mod skal vi hylde og omfavne.