Børneinstitutioner: Kvalitet i børns liv kan ikke måles

Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har netop udgivet en rapport, der gør status over kvaliteten i de kommunale børnehaver.
Det ser ikke for godt ud. Tre ud af fire må nøjes med bedømmelsen ‘ tilstrækkelig’. I 6 procent af institutionerne møder børnene ‘ meget beklagelige forhold’.

Det er godt, at der er fokus på kvaliteten i de danske daginstitutioner, men vi vil gerne sætte spørgsmålstegn ved grundlaget for debatten. For det er yderst tvivlsomt, om det måleinstrument, EVA har benyttet, gør os klogere på, hvad pædagogisk kvalitet er.
EVA har benyttet det amerikanske måleredskab Ecers-3. Det er et observationsredskab, hvor børnehavestuen observeres i tre timer af en certificeret observatør, der vurderer børnehaverne i forhold til i alt 460 kriterier

Præcis som i den generelle debat og indsats for at højne kvaliteten i børnehaverne betragter Ecers-3 fælles standarder og målbar systematik som nødvendig for, at man kan sikre, at alle daginstitutioner har samme høje kvalitet. Det problematiske ved sådanne vurderinger er imidlertid, at der sættes lighedstegn mellem en abstrakt talvurdering på baggrund af få timers ‘ objektive’ observationer og den pædagogiske kvalitet i daginstitutionen.

Kvalitet er nemlig alt andet end abstrakt og neutralt. Den er også baseret på værdier og peger på et helt nødvendigt spørgsmål om, hvad der forstås som kvalitet netop her, og dermed, hvordan ‘ det gode’ i et barns hverdagsliv forstås. I stedet for at bruge måling af kvalitet som et udtryk for sandheden om kvalitet, må vi diskutere, hvad kvalitet er – for hvem, i hvilke situationer og hvorfor.

Det, som opfattes som kvalitet på et givent tidspunkt, udtrykker først og fremmest kulturelle værdier, der matcher det omgivende samfund.

Den igangværende politiske diskussion om kvalitet i vores daginstitutioner læner sig ind i ambitionen om, at flere børn skal lære mere og tidligere for dermed at blive bedre til at gå i skole. Derfor er det i dag først og fremmest læringsmiljøer, der ‘ måles på’ i de danske daginstitutioner.

Det sker i en forståelse af, at voksenstyrede aktiviteter og læringsmiljøer i institutionerne kan sikre, at børnene kommer bedre fra start og godt ind i de uddannelsesinstitutioner, de skal møde på deres vej.

Kvalitet bliver i følgeskab med dette menneskesyn til noget, der er planlagt og har intention om at flytte det enkelte barn bestemte steder hen gennem målbare indsatser. Det er problematisk af flere grunde.

For det første er det uetisk at behandle små mennesker som tinsoldater, der flyttes strategisk rundt. For det andet er det naivt at tro, at kvalitet i et barns hverdagsliv kan sikres ved, at børn har bestemte rammer og gør bestemte ting. For det tredje forskydes det pædagogiske fokus fra børnenes liv med hinanden og det udviklingspotentiale, der ligger heri til, hvordan der kan sikres hygiejneprocedurer, de rette bøger på hylden eller en bestemt variation af klodser i kassen.

Kvalitet i et barns hverdagsliv er så meget mere end det, der kan opgøres i tal. Det handler i daginstitutionen i særlig grad om at skabe mulighed for, at børn har adgang til hinanden i børnefællesskaber og kan udforske deres fælles hverdagsliv. Dette forudsætter dog, at pædagoger har gode betingelser for at understøtte det, børnene er optaget af.

I dag er pædagoger imidlertid reduceret til værktøjsførere, der forventes at gøre ting på bestemte standardiserede måder. Men Danmarks pædagoger er ikke værktøjsførere. De er uddannet til at træffe pædagogisk begrundede valg i deres daglige arbejde med børn. De har pædagogisk dømmekraft og kan møde både børnegruppen og det enkelte barn i dets behov, hvis blot de har mulighed herfor.

Ambitionen om at måle kvalitet giver politikere og forvaltere nye styringsmuligheder og kan på et forvaltningsniveau fremstå meningsfuldt og produktivt. Men det giver ikke meget mening for pædagoger og børn. Der er alt for mange nuancer og samspil, der forsvinder i de abstrakte vurderinger.

I sådanne målinger forsvinder desuden tvivlsspørgsmål og diskussioner om, hvordan viden om børns hverdagsliv skabes. Hvis vi reelt vil styrke kvaliteten i daginstitutioner, må vi gå tæt på hverdagslivet og interessere os for, hvad der er på spil i den enkelte daginstitution, og hvordan det ser ud i børnehøjde.

Vi ved, at det er altafgørende for, om børn og deres pædagoger oplever hverdagen som kvalitativt god, at pædagogerne har gode betingelser for at understøtte børnenes engagement og fællesskaber.

Vi ved også, at det kræver tid, nærvær, plads til pædagogisk dømmekraft og sensitivitet over for det enkelte barn og børnegruppen. Kvalitet er ikke en abstrakt størrelse, der skal observeres udefra. Kvalitet er derimod meget konkret og kan mærkes og opleves af børnene og dem, der er tæt på børnelivet.