Gå til indhold

Ensomhed og tilhør

Nye relationelle horisonter for institutionsanbragte børn og unge

Hvad handler projektet om?

Antallet af anbragte unge, der oplever svær ensomhed, er stigende og særligt unge anbragt på institution føler sig i højere grad ensomme. Men selvom vi har tal på hvor mange der oplever ensomhed, mangler vi viden om, hvad der ligger bag disse tal. Dette projekt går tæt på de anbragte unges hverdagsliv for at undersøge, hvad der skaber disse oplevelser af ensomhed, og hvilke relationer der er betydningsfulde – eller fraværende – for dem.

Målet med projektet er at få indsigt i unges oplevelser med ensomhed og at få en forståelse af, hvordan ensomhed hænger sammen med deres liv, samt hvordan relationer til betydningsfulde andre henholdsvis understøtter og modvirker ensomhed.

Trods intentioner om at inddrage børn og unge i ligeværdige relationer er det kategoriserende syn på børns oplevede udfordringer som omsorgssvigtede eller “tidligt skadede” stadig dominerende på mange anbringelsessteder og i det omgivende samfund. Det fører ofte til individorienterede og psykologiserede tilgange, mens betydningen af børn og unges perspektiver i et givent socialt miljø glider i baggrunden. Det vil dette projekt gøre op med, ved at udforske, hvordan de institutionsanbragte unge oplever barrierer knyttet til deres deltagelse i fællesskaber med andre unge og voksne i og på tværs af deres anbringelsessted og omverdenen. Det undersøger vi gennem disse forskningsspørgsmål:

  • Hvordan oplever institutionsanbragte unge ensomhed – i hvilke sammenhænge og situationer opstår ensomheden?
  • Hvordan kan socialpædagogiske og socialfaglige tilgange hæmme eller understøtte institutionsanbragtes relationer (med jævnaldrende og voksne) og være med til at modvirke ensomhed og skabe tilhør?

Fakta

  • Fra KP deltager Anne Mia Steno, Manon Alice Lavaud og Susanne Bregnbæk
  • Nationalt center for forskning i udsathed blandt børn og unge har tildelt økonomisk støtte til projektet som en del af en samlet bevilling fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen.
  • Projektet laves i samarbejde med: VIA University College og UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole
  • Projektets ramme er 3,45 mio. kr. og løber fra 1. januar 2024 til december 2026

Manon Alice Lavaud

Adjunkt

+45 41 89 76 99

Susanne Bregnbæk

Lektor

+45 41 89 89 26