Gå til indhold

Det digitaliserede møde mellem borger og stat

Hvad handler projektet om?

Digitale systemer spiller i dag en afgørende rolle for både mødet mellem borgerne og velfærdsstaten, og for medarbejderes og lederes oplevelser af deres arbejde. Projektet undersøger, hvordan denne udvikling udfolder sig i praksis, og hvad det kræver af medarbejdere og ledere.

Digitaliseringen af den offentlige sektor er en af de mest gennemgribende samfundsforandringer i nyere tid. Den er i dag et grundvilkår for borgere i Danmark, der skal anvende digitale systemer som e-Boks, MitID og sundhed.dk for at få adgang til centrale velfærdsrettigheder og -ydelser og atter andre systemer for f.eks. at være deltagende forældre i dagtilbud og skole.

Samtidig med, at borgerens muligheder afhænger af tekniske færdigheder og digitale procedurer, forandres de velfærdsprofessionelles arbejde, når teknologien bliver en aktiv part i kommunikation og beslutningsprocesser. Digitalisering forskyder dermed ansvar, roller og magt og bliver et vigtigt demokratisk anliggende.

Digitale systemer er dermed kommet til at spille en helt central og afgørende rolle for både mødet mellem borgerne og velfærdsstaten, og for medarbejderes og lederes oplevelser af deres arbejde. Det er derfor nødvendigt løbende at undersøge, hvordan denne udvikling udfolder sig i praksis, og hvad det kræver af medarbejdere og ledere.

Forskningsprojektet er en del af Magtudredningen 2.0, der har base på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, og som undersøger demokratiets tilstand og magtens forskydninger i Danmark.

Som en del af projektet indgår bogen Borgeren i den digitale velfærdsstat, der undersøger, hvordan digitaliseringen har forandret forholdet mellem borger og stat.

Ældre mand med en mobiltelefon i hånden

Fakta

Projektet løber fra 2024-2026.

Projektleder for delprojektet

Anja Svejgaard Pors, Københavns Professionshøjskole.

Projektdeltagere

Irina Papazu lektor, IT-Universitetet og Morten Hjelholt, professor, IT-Universitetet.