Gå til indhold
Kvinde med computer

Hvilke værdier skal Danmarks digitalisering bygge på?

Kronik i Politiken den 27. maj 2026 af docent Anja Svejgaard Pors fra Københavns Professionshøjskole m.fl.

Digitalisering er ikke kun en teknisk modernisering af velfærdsstaten. Den er også en omformning af borgerens rettigheder, pligter og muligheder for at deltage i samfundet. Det bør vi have en debat om.

Kronikken er skrevet af Anja Svejgaard Pors, Irina Papazu og Morten Hjelholt. De er alle tre en del af Magtudredningen 2.0 og forfattere til bogen ’Borgeren i den digitale velfærdsstat’.

Da 66-årige Alexander Bergstrøm i 2020 var sygemeldt fra sit arbejde på et lager, mistede han en del af sine sygedagpenge, fordi han ikke havde besvaret en besked i e-Boks inden fristen. Alexander har ingen digitale færdigheder og får normalt hjælp af sin kone, som i dette tilfælde var i udlandet. Samtidig fungerede den sms-notifikation, som skulle gøre ham opmærksom på posten, ikke.

Sagen endte i Vestre Landsret, der i 2025 konkluderede, at manglende digitale kompetencer kan være en rimelig undskyldning for at misse en tidsfrist i det offentlige.

Sagen er vigtig, fordi den viser noget grundlæggende om Danmark i dag: Adgangen til velfærd er i stigende grad blevet afhængig af borgerens evne til at håndtere digitale systemer.

Portræt af Anja Svejgaard Pors
Anja Svejgaard Pors, docent , Institut for Livslang Læring, Københavns Professionshøjskole

Siden årtusindskiftet har Danmark gennemført en omfattende digitaliseringsreform, som næsten er gået upåagtet hen. Reformen er ikke bare gået hen over hovedet på borgerne. Den er flyttet ind i hverdagslivet. Ind i telefonen. Ind i indbakken. Ind i kommunikationen med skolen, lægen, kommunen, banken og staten.

Alligevel har den politiske debat været påfaldende tavs. Digitalisering er ofte blevet præsenteret som teknisk nødvendighed eller uomgængelig modernisering snarere end som politiske valg. Derfor har digitalisering fyldt for lidt i den demokratiske samtale.

Omformer borgerens rettigheder, pligter og muligheder

Nu begynder bekymringen at vokse. Det gælder ikke mindst den accelererede udbredelse af kunstig intelligens. En befolkningsundersøgelse fra Mandag Morgen viste i 2025, at tilliden til det digitale Danmark er faldende. Dansk IT har foreslået, at en kommende regering etablerer et borgerministerium, der skal gøre det lettere at være borger i et stadig mere komplekst digitalt system.

Det er på tide at sige det klart: Digitalisering er ikke kun en teknisk modernisering af velfærdsstaten. Den er også en omformning af borgerens rettigheder, pligter og muligheder for at deltage i samfundet.

Digitaliseringen har fundamentalt forandret, hvad det vil sige at være borger i Danmark. Langt størstedelen af befolkningen har installeret MitID, e-Boks, diverse sundhedsapps og Aula på telefonen og begår sig på skat.dk, sundhed.dk og borger.dk. Digitalisering er ikke længere et særskilt projekt. Det er blevet et grundprincip for velfærdsstaten.

Kontakten mellem borger og stat, som tidligere foregik via breve, personligt fremmøde eller telefon, foregår nu som udgangspunkt digitalt.

Lov om offentlig digital post gjorde fra 2012 digital kontakt med staten obligatorisk og gjorde e-Boks, NemID og senere MitID til adgangsbilletter til velfærd og samfundsdeltagelse. I 2025 er over 95 procent af befolkningen tilmeldt digital post og betragtes i udgangspunktet som digitale borgere.

Hvad de færreste ved, er, at Danmark gjorde noget ganske enestående med Lov om offentlig digital post. Danmark er, så vidt vi ved, det eneste land i verden, der har indført det, man kan kalde tvangsdigitalisering: Kontakten med det offentlige antages at foregå digitalt, medmindre borgeren aktivt er fritaget.

I vores bog ’Borgeren i den digitale velfærdsstat’, som udkommer som en del af Magtudredningen 2.0, viser vi, hvordan offentlig digitalisering ikke er en lille administrativ detalje. Det er en grundlæggende forandring af forholdet mellem borger og stat.

Denne kronik er et opråb til alle, der lever med digitaliseringen: borgere, medarbejdere, ledere, politikere, tech-entusiaster og tech-skeptikere. Vi er nødt til at tage samtalen om, hvordan digitalisering påvirker vores liv, og hvilken relation vi ønsker mellem borger og stat i en digital tidsalder.

Tre former for digitaliseringsmagt

Digitalisering er ikke blot effektivisering. Den skaber også nye former for magt. Digitaliseringsmagt udfolder sig ikke kun i det politiske system, hos tech-giganter eller i lobbyisme. Den udfolder sig også i hverdagens praksisser: i indbakker, selvbetjeningsplatforme, app-notifikationer, møder og dialoger mellem borgere og velfærdsstatens ansatte. Digitaliseringsmagt er blevet et demokratisk vilkår. Den kræver samtaler mellem politikere, forskere, borgere, udviklere og de medarbejdere, der hver dag skal få systemerne til at fungere i praksis.

Offentlig digitalisering forandrer borgerens møde med velfærdsstaten gennem tre gennemgående træk, som handler om digitaliseringsmagt:

1. Digitalisering forskyder ansvar fra det offentlige system til borgeren.
2. Digitalisering skaber nye opgaver, roller og magtforhold i mødet mellem borgere og professionelle.
3. Digitalisering påvirker borgernes demokratiske deltagelse ved at gøre adgangen til og oplevelsen af det offentlige system betinget af evnen til at forstå og håndtere velfærdsstatens tekniske løsninger.

Digitaliseringsmagt kan være svær at få øje på, fordi den sjældent ligner klassisk magtudøvelse. Den er diffus og distribueret. Den findes i lovgivning, strategier, teknologiske designvalg og i hverdagens normer for, hvad det vil sige at være en god borger i Danmark.

Den findes også i og omkring selve teknologien. I sommeren 2024 meddelte Digitaliseringsstyrelsen, at MitID-appen, den afgørende statslige identifikationsnøgle, på grund af en softwareopdatering ikke længere ville fungere på ældre smartphones.

Her bliver digitaliseringsmagten både konkret og svær at placere. Den er konkret, fordi borgere med ældre smartphones må gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. De må købe en ny smartphone, bestille en MitID-kodeviser eller leve uden MitID. Det sidste er i praksis vanskeligt i et gennemført digitalt samfund.

Men magten er samtidig svær at placere. Ændringen kommunikeres af en styrelse, men beslutningen fremstår ikke som et stort politisk valg. Den ligger i teknologiens udvikling, i opdateringer, sikkerhedskrav, design og systemafhængigheder. Netop derfor er den vanskelig at diskutere demokratisk.

Marianne Meinke

Kommunikationskonsulent

Anja Svejgaard Pors

Docent

+45 24 29 62 89