Gå til indhold
Business people meeting at office and use post it notes to share idea. Brainstorming concept. Sticky note on glass wall.

Dugfriske erfaringer med onboarding af nyuddannede

Få de nyeste erfaringer med at skabe meningsfulde onboarding-forløb, der styrker nyansattes og nyuddannedes tilknytning til din arbejdsplads.

Nyansatte og nyuddannede socialrådgivere oplever, at det kan være svært at begynde i den nye myndighedsrolle, og alt for ofte ender de med at stoppe igen efter en kortere ansættelsesperiode.

Den høje mobilitet og de svære onboarding-processer skaber udfordringer for arbejdspladserne både i forhold til ressourcer, arbejdsmiljø og det faglige miljø. Denne problematik genkender alle projektdeltagerne, som er med i udviklingsprojektet ”Nøglen til en god start”, fra deres egen praksis.

Projekt ‘Nøglen til en god start’ inspirerer kommuner

I projektet ‘Nøglen til en god start’ har KL og Dansk Socialrådgiverforening samarbejdet med Københavns Professionshøjskole om at understøtte og inspirere kommuner til at afprøve og udvikling nye indsatser for vellykket onboarding, der skaber trivsel og tilknytning til arbejdspladsen.

Indtil videre har Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune og Thisted Kommune deltaget i projektet, hvor udvalgte ansatte har været igennem udviklingsworkshops samt inspirationsoplæg. Vi har talt med 4 projektdeltagere, Anna Helweg Castenberg, Lise Koch, Eva Hertz og Amalie Løndahl fra Borgercenter Børn og Unge i Københavns Kommune, som gennem projektet her udviklet og afprøvet forslag til en styrket onboarding i deres egen praksis.

Her giver de dig deres 3 vigtigste erfaringer fra arbejdet med at styrke onboarding:

  1. Giv den rette information på det rette tidspunkt

    Lad være med at lave et tætpakket introprogram eller forsøge at give de mange og centrale informationer til den nyansatte socialrådgiver i løbet af de første 2-3 uger.

    Det er umuligt at huske og bliver for løsrevet fra det arbejde, som de nyansatte skal varetage.

    De nødvendige informationer skal i stedet doseres og præsenteres for den nye medarbejder, når der er behov for det.

    Det vil samtidig sige, at informationerne skal tættere på den konkrete praksissituation, hvor det skal anvendes – altså, når de står med den specifikke arbejdsopgave eller udfordring.

    Det gør informationen mere meningsfuld og understøtter den nyansattes læring, fordi der kommer en tættere kobling mellem den nye information og afdelingens reelle arbejdsgange og værdier.

  2. Udvælg en social mentor eller “buddy”

    Det er en god idé med en social mentor eller “buddy”.

    Selvom medarbejderne ofte er ret gode til at invitere den nyansatte med til frokost, kan det gøre en kæmpe forskel at få sat det sociale i system.

    Buddy’en sørger for den uformelle kobling til det sociale fællesskab og husker bl.a. at invitere med til frokost, når man går ned og henter kaffe og lignende.

    Derudover kan den sociale buddy også have mere formelle opgaver – fx stå for en god velkomst, vise rundt på arbejdspladsen, arrangere kaffemøder, forklare praktiske ting, sørge for den nye kommer med til sociale arrangementer mv.

    Ordningen med en social mentor er med til at sikre, at de nyansatte lærer de andre ansatte at kende og har de uformelle relationsopbyggende samtaler med kollegaerne.

    Det gør det til en tryg oplevelse for den nyansatte at række ud og spørge om hjælp, når tvivl opstår i det daglige arbejde.

  3. Hav blik for den nyuddannedes styrker

    For en helt nyuddannet socialrådgiver spiller lederen en afgørende rolle i forhold til motivation og i forhold til at pege på udviklingspotentialer.

    Det er en mindst lige så vigtig lederfunktion at sørge for, at den nyansatte oplever sig kompetent i arbejdet med kerneopgaven.

    Det er altså lederens opgave at være åben over for den viden og de kompetencer, som den nye socialrådgiver kommer med, og anerkende, at det kan bidrage positivt til afdelingens faglighed og styrke kvaliteten.

    Husk, at både nyansatte og socialrådgivere med mange års arbejde bag sig kan bidrage til den faglige diskussion.

    Et godt onboarding-forløb har altså fokus på positive oplevelser, faglig kvalitet og involvering i fagligt udviklende opgaver, så nyansatte får det nødvendige fodfæste i det nye job.

Giver et veltilrettelagt og velovervejet onboarding-forløb den nyansatte en god introduktion til opgaverne og en stærk faglig identitet, så kan det spare arbejdspladsen for både tid og penge. Positive oplevelser, der relaterer sig til faglig udvikling, kernekompetencer og faglig identitet, gør ofte, at vedkommende ønsker at blive i sin nye stilling.

Vil du vide mere?

Er du interesseret i at vide, hvad Københavns Professionshøjskole kan tilbyde af skræddersyede forløb, som er tilpasset de udfordringer, som du står med på din arbejdsplads?

Det kan være udvikling af onboarding-forløb i din organisation eller styrkelse af jeres kerneopgave og arbejdet med børn, unge og familier i udsatte positioner.

Så læs videre her:

Faglig kontaktperson

Pauline Hagensen

Chefkonsulent

+45 24 29 64 17