Gå til indhold
Lærer med to elever

Professionsmaster

Fra sommer 2026 kan du læse en professionsmaster på Københavns Professionshøjskole (KP).

Fra sommeren 2026 kan du som lærer eller pædagog læse videre på en professionsmaster på blandt andet Københavns Professionshøjskole (KP).

En professionsmasteruddannelse er en ny overbygning på kandidatniveau for lærere og pædagoger, hvor du bygger videre på din faglighed fra din professionsbachelor.

I øjeblikket bliver der arbejdet mod, at der kan udbydes én professionsmasteruddannelse i 2026:

  • Professionsmaster i pædagogisk psykologisk praksis – for lærere og pædagoger som overbygning til din professionsbachelor som lærer eller pædagog (fra sommeren 2026)

Fra sommer 2027, vil du også kunne tage en professionsmaster i undervisning og skoleudvikling – for lærere og en pædagogfaglig professionsmaster som overbygning til din professionsbachelor som pædagog.

Du vil kunne læse alle på KP.

Uddannelserne er endnu ikke udviklet færdigt, men på denne side kan du se de foreløbige planer for uddannelserne.

Hvad er en professionsmaster?

En professionsmaster er en overbygningsuddannelse på kandidatniveau specielt målrettet professionsbachelorer.

Uddannelsen læses som et fuldtidsstudie med SU.

På professionsmasteruddannelserne er der et særligt fokus på din profession og praksis. Vi har et tæt samarbejde med en række kommuner, der bidrager med praksiseksempler og cases til din undervisning. Du vil derfor arbejde både teoretisk og praktisk med cases, du genkender fra dit studie og/eller arbejde. Her får du mulighed for at fordybe dig, kvalificere din praksis og udtænke løsninger til de komplekse udfordringer, der opstår i dit fag.

Gennem uddannelsen opnår du ny viden og kompetencer, du kan bruge direkte i din praksis.

  • Professionsmaster i pædagogisk psykologisk praksis – for lærere og pædagoger (2026)

    Professionsmasteren i pædagogisk psykologisk praksis – for lærere og pædagoger henvender sig til nyuddannede og erfarne lærere og pædagoger i dagtilbud eller skole- og fritidstilbud, der ønsker at arbejde med forebyggende og forandringsskabende indsatser i professionsfeltets virke.

    Du er fagligt optaget af:

    • Børn og unges perspektiver, inklusion og deltagelsesbetingelser
    • Udvikling af fællesskaber
    • Det tværprofessionelle samarbejde som lærer eller pædagog – og samarbejdet med børn og forældre.

    I dit studie fordyber du dig i den nyeste forskning og arbejder med, hvordan du kan skabe konkret forandring i praksis. Du undersøger børn og unges perspektiver, bliver dygtig til at forstå de sociale dynamikker, der former fællesskaber, og opnår viden og kompetencer til at samarbejde om at styrke børns og unges deltagelsesmuligheder.

    Når du er færdiguddannet, er du i stand til at igangsætte og realisere udviklingstiltag i den pædagogiske og didaktiske praksis.

  • Professionsmaster i undervisning og skoleudvikling – for lærere (2027)

    Professionsmaster i undervisning og skoleudvikling – for lærere henvender sig til nyuddannede og erfarne lærere, der ønsker at udbygge deres viden og styrke deres faglighed med en praksisnær uddannelse på kandidatniveau med fokus på lærerprofessionens udfordringer og muligheder.

    Du er fagligt optaget af:

    • Didaktik og undervisningsudvikling
    • Skoleudvikling
    • Lærerens professionelle dømmekraft.

    I dit studie fordyber du dig i den nyeste forskning på området og viden fra praksis. Du tilegner dig ny viden og udvikler faglige kompetencer til at håndtere komplekse og forandrende arbejds- og udviklingssituationer i skolens pædagogiske og didaktiske arbejde.

    Når du er færdiguddannet, er du kvalificeret til at drive faglige og fagdidaktiske udviklingsprocesser på skoler, understøtte skoleudvikling og forankre og fastholde nye tiltag i skolens hverdag.

Fakta om professionsmasteruddannelsen

  • Professionsmasteruddannelserne vil kunne læses på professionshøjskoler i hele Danmark – heriblandt KP
  • Der bliver udbudt 300 studiepladser i 2026 – stigende til 650 studiepladser i 2028
  • Professionsmasteren kan fuldføres på 12 måneder (75 ECTS)
  • Uddannelsen henvender sig til dig, der enten er nyuddannet eller har et par års erfaring med dit fag
  • Den består af en række obligatoriske fag (min. 50 ECTS), valgfrie fag (maks. 10 ECTS) og en afsluttende professionsmasteropgave (15 ECTS)
  • Under dit studie kan du modtage SU – i fremtiden vil det også være muligt at tage den på deltid uden deltagerbetaling (så du kan studere, mens du arbejder)